En flaske fyldt med finesse og afdæmpede smagsindtryk, der overrasker i sin smag, og som står tilbage som et spændende alternativ på boblemarkedet.

Dons Æblecider Cuvee Brut, Skærsøgaard, Danmark

En dansk æblecider på festlig bobleflaske med knaldprop og det hele. Jo, festligt ser det ud, og smagsmæssigt er denne økologiske flaske også rigtig godt med. Og hvis man på forhånd er advaret mod at stikke snuden for dybt i glasset, så bør man lytte efter og undgå dette.

Vinen lugter nemlig mildest talt af bræk. Det er ikke her, at nysgerrigheden bliver pirret, men heldigvis er smagen helt anderledes interessant. Den lægger sig et sted, der er lidt svært at bestemme, for æblesmagen er trukket godt og grundigt i baggrunden, men ligger alligevel hele tiden og giver små hints om sin tilstedeværelse.

Vinen smager mere som bobler, der er lavet på grønne druer, end den smager som en æblecider, og man skal ikke forvente en sød omgang tøsevand. I stedet er det en flaske fyldt med finesse og afdæmpede smagsindtryk, der overrasker i sin smag, og som står tilbage som et spændende alternativ på boblemarkedet.

Kr. 150,-
Skærsøgaard Vin

******