Spanien er mere end strande, solskin og sommerbadning. Hvis du tager en tur til det store spanske land og søger andre områder end dem, vi danskere normalt besøger, så vil du opdage et enormt forskelligartet land. Galicien i det nordvestligste hjørne af landet er således relativt hjemligt for en dansker, når vi taler temperaturer, regnmængder og behovet for en dejlig lun og vandtæt efterårsjakke.
Galicien er præget af den geografiske placering helt ud til Atlanterhavet, og i denne stolte region har man sine særlige traditioner og selvforståelse. Det har dels givet Galicien et helt særligt præg, men det har også været med til at forsinke udviklingen af vinproduktionen i området.
– Galicien er nok et af de europæiske områder, der har været længst tid om at udvikle sig teknologisk. Så derfor er det måske ikke så overraskende, at området stadig ikke er så bredt kendt internationalt. Galiciere er et særligt folkefærd, og sammen med den politiske arv i området har det gjort det svært at sætte større projekter i værk for små vinmagere, siger Marcial Pita, der er ejer af Bodegas El Paraguas og vinmager på stedet sammen med Felícismo Pereira.
– I de seneste tyve år – og særligt i de seneste ti – har initiativer som Bodegas El Paraguas tiltrukket større opmærksomhed. Vi galiciere er blevet mere berejste, og vi har lært mere om os selv og de særlige egenskaber, vi kan frembringe i vores vine. Vi har de samme tanke og tønder som de store vinmagere, men først og fremmest har vi vores egne oprindelige druesorter, som kun findes her i Galicien. Det giver en forskellighed i vores vine, som tilgodeser de forbrugere, der gerne vil prøve at smage noget nyt, fortsætter han.
Bodegas El Paraguas, der betyder ’paraplyen’, er galicisk helt ind under huden. Her bliver der ikke gået på kompromis med de lokale druesorter og med de lokale traditioner for, hvordan vin bør dyrkes. Alt foregår så naturligt som muligt, og når vinmarkerne skal bearbejdes, sker det gerne med hest i stedet for motor.
– Vi har valgt at bruge nogle bestemte rettesnore fra vores forfædre. Nemlig at vise respekt for miljøet, undgå sprøjtemidler og at begrænse vores påvirkning af vinmarkerne til et minimum. Vi ser i virkeligheden hver af vores vinmarker som en del af familien. Man skal kende hver eneste plante, for de er forskellige, siger Marcial Pita og fortsætter:
– Nogle vinstokke er gamle og kan selv indrette sig selv under ekstreme forhold, fordi de har lært det med årene. Andre dele af vores vinstokke er ikke ligeså godt udviklede endnu. Derfor skal vi respektere deres forskellighed én for én og år efter år. De kan blive ramt af sygdom eller svamp, eller andre forhold kan spille ind. Så det er lidt ligesom en løber, der bliver forkøle; han får helt sikkert en dårligere tid, end hvis han havde været helt frisk, og måske burde han slet ikke være stillet op i løbet. Sådan ser vi også på vores vinplanter. Vi betragter dem som vores børn, og selvom vi elsker dem alle sammen lige højt, så skal vi være fair overfor dem. Vi kan ikke kræve det samme af dem alle, for de er forskellige, lyder det fra Marcial Pita.
– Har du en søn, der er en dygtig advokat i Odense, en datter, der er kirurg i Aalborg og en søn, der er pizzabud i København, så skal du respektere deres forskellige kvaliteter. På samme måde er det ikke alle vinstokke, der kan indgå i samme type vin hvert år, fordi vi skal respektere, at de har et forskelligt udtryk – vinstok for vinstok og år for år.
Det giver sig selv, at det er forbundet med en del omkostninger at producere vin på denne næsten dogme-agtige måde. Men det belønner sig i sidste ende.
– At arbejde så respektfuldt med traditionel dyrkning af vin betyder selvfølgelig, at det har sine omkostninger. Men det er omkostninger, vi har det rigtig godt med, for det giver os så stor tilfredsstillelse at gøre det på denne måde, at det er det hele værd, mener Marcial Pita, der derfor også er meget ydmyg overfor den høst, der netop er kommet i hus.
– På Bodegas El Paraguas har vi nok lidt den samme indstilling som nogle af vinmagerne i Médoc. Besøger man Lafite, Pichon-Longeville, Mouron eller andre af de store vinmagere, så er det første de vil sige, at det var en dårlig høst og en dårlig årgang. Jeg tænker, at de gør det, fordi det giver dem mulighed for at overraske, hvis forventningerne er lave. Så vil forbrugeren tænke ’hold da op, var det virkelig en dårlig årgang? For vinen er fantastisk!’. Men når det er sagt, så er det en spændende årgang for os, for vi skal holde kvaliteten, samtidig med at vi øger produktionen lidt. Vi har arbejdet mere end nogensinde i vinmarkerne, så vi er meget spændte på at se, hvordan vinene udvikler sig, for de er kun lige begyndt gæringsprocessen.
Udover at holde sig til de økologiske og naturlige principper i vinproduktionen, så vægter Bodegas El Paraguas også den galiciske tradition meget højt. For stoltheden over de lokale druer er stor.
– Første gang man besøger Danmark, er det obligatorisk for mig, at man skal spise smørrebrød. I Galicien er druesorter som Albariño, Godello og Treixadura ligeså kendetegnende som egnsretter med gås, blæksprutte og vores lokale ’stew’. Kom til Galicien, åbn en flaske vin og tag en svømmetur i Atlanterhavet, opfordrer Marcial Pita, der ikke kun har øjnene på de galiciske traditioner, men også på det endnu mindre underområde Ribeiro, hvor Bodegas El Paraguas holder til.
– Den største forskel på Ribeiro og resten af Galicien er, at selvom Ribeiro blev en del af den moderne vinbranche på et ret sent tidspunkt, så er det her, at vi har de største traditioner indenfor vindyrkning. Kulturen omkring vindyrkning her er ligeså gammel som i Jerez og Rioja, og faktisk var den første vin, der kom til Amerika fra Ribeiro, da Christopher Columbus havde den med på sin tredje ekspedition, siger Marcial Pita og fortsætter:
– Man kan på mange måder sammenligne vinproduktion i Ribeiro med Portugal, hvor man blander flere forskellige druesorter på samme mark. Hos os dyrker vi druerne på hvert deres område, og det har historisk set ikke været den praksis, man har brugt i Ribeiro. Ikke desto mindre øger det sandsynligheden for, at vi kan lykkes med at skabe den optimale og ægte smag fra de enkelte druer i de enkelte årgange ved at gøre det på denne måde. Det er jo langt fra alle druetyper, der udvikler sig på samme måde. Det skal vi tage hensyn til, for vi laver jo ikke Coca-Cola.
Mens Albariño og Godello er et par af de hvide druer, der hele tiden vinder større og større anerkendelse internationalt, så vælger Bodegas El Paraguas gerne at basere deres vine på den mindre kendte Treixadura-drue.
– Treixadura er den galiciske drue, der kræver de højeste temperaturer. Selvom Ribeiro i virkeligheden kun er 50 kilometer fra den galiciske kyst, når du ser på et kort, så falder der kun halvt så meget regn her, som der gør i Rias Baixas. Det er ikke usædvanligt, at vi har 50 dage hver sommer med 32 grader eller mere, og nogle gange kan det blive over 37 grader. Derfor er det kun i Ribeiro, at Treixadura leverer så godt år efter år, for selvom den også er meget udbredt i nordportugisiske områder som Moncao og Melgaco, så er det ikke alle somre, der er ligeså varme dernede, og det er afgørende for Treixadura-druen, lyder det fra Marcial Pita, der fortsætter:
– Albariño og Godello er druer, der har været i området i mange århundreder, men det er ikke alle år, at de indfrier deres potentiale, og ikke ligeså ofte som Treixadura. Smagen af vores Treixadura-vine har sin særlige stil, fordi den bliver påvirket af luften fra Atlanterhavet, og fordi den bliver påvirket af de øvrige beplantninger, blomster og frugter, der vokser i Galicien.
Betydningen af at holde fast i de lokale traditioner i alverdens vinområder er stor, mener Marcial Pita. Og det bliver kun mere og mere vanskeligt at være blandt de få producenter, der vægter den slags højt.
– Det er bekymrende at se, hvordan prisudviklingen er i de store områder som Champagne, Bourgogne, Bordeaux, Rhone, Toscana, Porto, Piemonte o.s.v. For når vi ser på de omkostninger, der er, ved at dyrke vores lokale og traditionelle druer i det omfang, vi kan, så bliver det problematisk. Vi skal imødekomme en meget stor efterspørgsel, hvis vi skal kunne gøre os gældende overfor de store områder, og det har vi slet ikke vin nok til. Det ville være ærgerligt, hvis det skulle betyde, at det bliver for vanskeligt at producere på de lokale druer, for så kan det betyde, at de forsvinder helt. Det ville være en skam, slutter Marcial Pita.
