Utroligt at man kan få så meget Pinot Noir for så små penge.

Freiherr von Göler, Spätburgunder 2012, Baden, Tyskland

 

En Pinot Noir under 50 kroner ligner på afstand en vin, man vil tage afstand fra. Pinot Noir-druen er svær at have med at gøre, og derfor er det sjældent, at der produceres så store mængder af den enkelte vin, at den kan sælges til en overkommelig hverdagspris.

 

Men den tyske producent med det smukke navn Freiherr von Göler modbeviser den forestilling med denne Spätburgunder fra 2012. Spätburgunder er det tyske navn for Pinot Noir, så lad dig i øvrigt ikke snyde af den sag – og i øvrigt stammer vinen fra Baden-området, der har et sjældent lunt klima efter tyske forhold.

 

Det er en klassisk og typisk Pinot Noir med en stor og flot frugtsmag. Vinen er næsten rosé-farvet, når den slynges rundt i glasset, men smagen er kraftfuld og blød i første indtryk. Eftersmagen vokser og breder sig, som det hører sig til for denne drue, og eneste lille hage er, at den snørrer sig lidt for meget sammen mod slutningen.

 

Derfor er det ikke en Spätburgunder i ren verdensklasse, men til prisen er den et aldeles fornemt køb, som giver rigtig meget valuta for småpengene.

 

Kr. 49,95

Vin med mere

 

******