Der er masser af spændende oplevelser i vente, hvis du går på opdagelse i vin fra Østrig.

Vi kender kvaliteten af vine fra både Tyskland, Italien og Frankrig. Men de øvrige lande i Alpe-regionen kan også være med, selvom de er lidt mindre på vinkortet. Her kigger vi nærmere på især Østrig, men slår også et lille smut omkring Schweiz – mens vi lader Liechtenstein ligge på sit lille fyrstelige område mellem de to mægtige naboer. For der produceres vin i Liechtenstein, men det er meget begrænset – og stort set umuligt at opdrive.

 

Schweiz har en noget mere betragtelig vinproduktion, om end det også er svært at finde ret meget af slagsen her i Danmark. Først og fremmest fordi priserne er omtrent ligeså høje som de bjergmassiver, der kendetegner landet. Stilmæssigt minder det meget om, hvad du finder i det sydlige Tyskland og det østlige Frankrig.

 

Østrig er derimod et vinland med andre priser og umiddelbart også mere opjusterede traditioner og ambitioner. Særligt hvidvine er succesrige her, men også enkelte røde druesorter gør sig godt. Det er Grüner Veltliner og Zweigelt, der lægger druer til de mest populære vine, men det er ikke dumt at gå på opdagelse. For noget tid siden faldt jeg for eksempel over en vin på druen Rotgipfler – havde aldrig hørt om den, men blev faktisk ganske betaget af dens frugtrige og fylde format.

 

Sauvignon Blanc fra Steiermark-området har også et godt ry, og så findes der spændende og glimrende Pinot Noir-vine fra de kølige egne, ligesom de hundedyre og tænderskærende søde is-vine er en oplevelse værd. Dessertvine, der – forenklet sagt – høstes så sent, at druerne er frosne og dermed bevarer en massiv sødme. Det er en bekostelig affære, men det er også en oplevelse værd, hvis du ikke lider af isninger i tænderne.

 

Der er ikke så mange sikre kort at gå efter i Østrig – men dog kan du være sikker på spændende oplevelser, når du prøver dig frem. For samlet set er Østrig et land med mange store og interessante overraskelser, der ikke skuffer, men som til gengæld udvider din horisont.

 

Find hele listen over østrigske vine, der er anmeldt på www.flaskehalsen.nu ved at klikke her.