Nordamerika byder på meget mere end fede og mørke californiske saftbomber.

 

Nordamerika er en enormt spændende og spraglet verdensdel. Også når det gælder vinproduktion. Klimaet er vidt forskelligt, om du bevæger dig i områderne nord og syd for den canadisk-amerikanske grænse, eller om du bevæger dig i Californien i USA eller Baja California i Mexico.

 

Fra koldklimavinene i nord til de fede, bløde og solbrændte californiske vine. Og med et meget bredt udbud af druer, der klarer sig fint, hvadenten det er en frisk Riesling fra Washington, en fed Chardonnay fra Californien, en klar og let Pinot Noir fra Canada eller en storslået gigantisk Zinfandel fra sydens sol og sommer.

 

De vine, der som udgangspunkt passer bedst til de danske smagsløg, er de californiske vine. Her findes både storslåede, krydrede og markante vine på druer som Cabernet Sauvignon og Zinfandel, men her findes også bløde, blide, saftige og mundrette vine på Pinot Noir-druen. Sidstnævnte mangler i mine øjne stadig for alvor at vinde indpas hos familien Danmark, for det er vine, der har alt det, gennemsnitsdanskeren elsker, og som samtidig gerne byder ind med et ekstra twist til feinschmeckerne.

 

Det er den samme drue, som bruges i Bourgogne-vinene, men i de amerikanske Pinot Noir-vine får du langt mere værdi for pengene, hvis du lever på et fornuftspræget budget. Start med de bløde californiske Pinot Noir-vine, lær den saftige og lækre drue at kende med dens umiddelbare krop og lange bløde eftersmag. Og efterhånden, når du føler dig klar til at studere druen nærmere, så prøv nogle af Pinot Noir-vinene fra Canada eller Oregon. De er meget lysere og lettere, og samtidig er der skruet ned for fylden i kroppen og op for nuancerne hele vejen igennem.

 

Er du ikke til den slags, så tag fat på de mørke californiske Zinfandel og Cabernet Sauvignon-vine med store krydderier og fyldige frugter. De kan være decideret voldsomme i deres krydrede noter med peber og power, men du kan også finde dem i mere bløde og frugtrige varianter.

 

På hvidvinsfronten er der kæmpe forskel på de enkelte Chardonnay-vine fra Californien. Fra fede fadlagrede vine til unge, sprøde Chardonnay’er med friske finesser. I New York og Washington finder du super spændende Chardonnay- og Riesling-vine, og der er også friske og finurlige hvidvine fra både Oregon og Canada, der dog er mere interessante end de er imødekommende – og i øvrigt også i en relativt høj prisklasse.

 

Mexico kan udmærket lave vin. Og de kan lave udmærket vin. De fleste mexicanske vine, jeg har smagt, er dog temmelig gennemsnitlige og har ikke de vilde særpræg, udover de kan være lidt uregerlige i deres udtryk. Jeg er endnu ikke rigtig blevet imponeret af en mexicansk vin, men omvendt er der heller ikke noget, der har afskrækket mig fra at søge videre efter et lille mexicansk mirakel.

 

Se alle de nordamerikanske vine, vi har anmeldt, ved at klikke her.