Det er en kamp uden kamp, når vi ser på opgøret Frankrig - Belgien med vin-briller.

Når dagens semifinale ved VM i fodbold løber af stablen, så er det en kamp, der set med vin-interesserede øjne er intet mindre end fuldstændig ulige. Det mægtige vinland Frankrig mod lilleputten Belgien. Havde det handlet om øl eller chokolade var det måske blevet et noget mere lige opgør, men når det kommer til vin, så vinder Frankrig klart på alle parametre.

 

Det betyder dog ikke, at Belgien er helt væk, når det handler om vin. For der produceres vin i det lille land – både i den Flandern og i Wallonien. Hvis du skal på opdagelse, så er det de franske vinbetegnelser, der bliver brugt. Druemæssigt er det også meget lig, hvad man finder i det nordlige Frankrig og i Tyskland – Chardonnay, Riesling, Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Noir og lidt Gewürztraminer.

 

Jeg har forgæves ledt efter belgisk vin både herhjemme i Danmark og i Tyskland, men uden at det er lykkedes at finde noget. På et tidspunkt må turen gå forbi det lille land og til en udforskning af belgisk vin. Indtil videre må jeg nøjes med at konstatere, at mit kendskab til vin fra Luxembourg, som måske er bedst sammenlignelig med Belgien, er yderst positivt.

 

Det er vel næppe nødvendigt at gennemgå alle fortrinlighederne ved fransk vin. Bobler fra Champagne, Cremant fra andre områder, Sancerre-hvidvine, store Bordeaux-vine, finurlige Pinot Noir-vine og sødmefulde frugtrige Rhone-vine.

 

Det er en stor, voldsom og markant sejr til Frankrig. Ikke fordi Belgien ikke har kvalitet, men hvis man ikke stiller op til kamp, så kan man jo ikke vinde. Og lur mig, om ikke Frankrig havde vundet alligevel, hvis det var lykkedes at støve belgiske vine op.

 

Du kan finde alle vores anmeldelser af fransk vin ved at klikke her.

 

Hvis du skulle være nysgerrig på vin fra Luxembourg, så kan du finde anmeldelser af Luxembourg-vin ved at klikke her.