FYLDIG OG ELEGANT PINOT GRIS
Hurst kobler elegance og kompleksitet

Domaine Hurst Pinot Gris Vieilles Vignes, 2023  
Frankrig, Alsace 
Hvidvin, Pinot Gris 
Normalpris kr. 210,-, Set til kr. 185,-  
Vinova 
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
95 Pts. – Fremragende 

Hvis der er nogen, der kan lave Alsace-vin, jeg bliver imponeret over, så er det Domaine Hurst. Her er det Pinot Gris fra gamle stokke, der er blevet håndteret af vinmageren Christophe Erhart. Som du måske ved, går jeg ikke ret meget op i namedropping, men når det alligevel giver mening her, er det fordi, Christophe Erhart var mand for den udvikling, der har fundet sted på et andet flot Alsace-hus, nemlig Josmeyer. Begge huse formår at ramme en elegant og flot stil, der er afrundet og fyldig, men hvor det ikke bliver for aromatisk. Mon ikke man kan tilskrive det Christophe Erharts kyndige hånd, og i dette tilfælde giver det i hvert fald en Pinot Gris, der på samme tid er meget fyldig og alligevel meget elegant. Den flotte dybde lægger sig som en rolig bund, som de friskere toplag i smagen kan danse rundt på. Det fungerer forrygende.