
Pasquale Pelissero Alta Langa 2020
Italien, Alta Langa
Bobler, Pinot Noir/Chardonnay
Normalpris kr. 245,-, Set til kr. 245,-
www.egehojvin.dk
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen
94 Pts. – Lækker
Hvor skal man tage hen, hvis man vil have rigtig gode bobler fra Italien, der ikke bliver for søde og dessert-agtige? I mange år har jeg sagt Franciacorta, for området i Lombardiet har præsteret et væld af imponerende Champagne-agtige bobler. De koster også ofte ligeså meget som Champagne, så det er dejligt at opleve, hvordan vinene fra Alta Langa i Piemonte begynder at følge trop. Pasquale Pelissero er en lille producent, der skaber små mængder af vine på rigtig højt niveau. Jeg har hørt rygter om, at 2019’eren af denne Alta Langa var blændende – men kan den virkelig have været mere imponerende end 2020’eren? Det er lidt svært for mig at forstå, for 2020’eren har en enormt flot balance, her er masser af nybagt brød i aromaerne, der leder tankerne hen på Champagne, men alligevel er her en friskhed, der giver en sublim balance. Den er skabt efter samme metode som Champagne, vinen har fået 30 måneder på gærresterne – og det er blevet til i alt 2100 flasker i denne årgang. Sammen med kvaliteten gør den lille mængde dette til en vin, der er ret uhørt at kunne købe til prisen på 245 kroner. Flot overraskelse.
Carpineto Dolce
Italien, Toscana
Bobler, Moscato
Normalpris kr. 149,-, Set til kr. 149,-
www.holtevinlager.dk
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen
92 Pts. – God
Åhnej, endnu en af de marcipan-søde Moscatoer. Eller hvad? I dette tilfælde bliver det både et ja og et nej, for det er søde bobler med en marcipan-agtig fornemmelse, men det er balanceret og rigtig fint afstemt. Alkoholprocenten på 7 er lidt højere end i mange andre Moscato-vine, og oprindelsen er ikke Asti-området i Piemonte, som de fleste Moscatoer. I stedet er vi i Toscana, og alt sammen trækker Carpineto Dolce over i en stil, der er lidt anderledes – på den gode måde. Skal det være sødt, uden at det må være overdrevet sødt? Skal det være nemt at drikke – men alligevel med lidt mere finesse, end i flertallet af søde bobler? Så kan du med gode forventninger gå på jagt efter Carpineto Dolce.

Moingeon Cremant de Bourgogne Brut Prestige
Frankrig, Bourgogne
Bobler, Aligoté/Chardonnay/Pinot Noir
Normalpris kr. 199, -,Set til kr. 139,-
www.kjaersommerfeldt.dk
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen
92 Pts. – God
Her er vi i Bourgogne hos vinhuset Moingeon, der skaber mousserende vine, der på samme tid minder om Champagne – og som alligevel skiller sig ud. Chardonnay og Pinot Noir-druerne er identiske med to af de mest anvendte druesorter i Champagne, men mens man ofte bruger Meunier-druer i Champagne, er det Aligoté, der er tredjepart i denne. Seneste variant af Moingeon Prestige, jeg har smagt, var lidt ubalanceret, men denne gang præsterer Moingeon en frisk og livlig stil, hvor de dybe, finesse-rige og elegante noter trækkes mere i baggrunden sammenlignet med Champagne. Og ja, det er ikke helt fair at sammenligne en Cremant med Champagne, for selvom produktionemetoden er den samme, så er det andre druer og andre forhold, druerne vokser under. Det betyder også, at prisen er en helt anden, og det skal altså med i vurderingen, for en tilbudspris på 139 kroner gør Moingeon Brut Prestige til et lækkert glas bobler til prisen, og du kan glæde dig til god frugt, fin blødhed og livlige bobler.

Ombre Organic NV
Italien, Prosecco
Bobler, Glera
Normalpris kr. 129,-, Set til kr. 79,-
Kjær Sommerfeldt
5 Stjerner, 91 Pts.
Af og til kan man opleve en Prosecco, der rent faktisk smager godt, og som har nogle nuancer og noget dybde, der inspirerer. Men ofte er det en lidt tynd oplevelse, der er designet til at blande op til cocktails. Ombre Organic hører heldigvis til den kategori, jeg faktisk godt gider at nyde. Den har en charmerende friskhed og dybde, og den bitterhed, der kan være karakteristisk for billig Prosecco, er dejligt afbalanceret her.

Cavatina Premium Prosecco Extra Dry
Italien, Prosecco
Bobler, Glera
Normalpris kr. 129,95, Set til kr. 99,95
Supervin
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen
91 Pts. – Fornuftig
Der er ikke skruet ned for den pompøse udstråling på denne Prosecco, der skinner som guld, har noget, der skal ligne guldstøv på toppen – og i det hele taget er det glimmer og glamour, der omgiver de gyldne bobler. Men hvad så med smagen? Er den også til en plads øverst på medaljeskamlen? Det kommer an på, hvilke kriterier, man stiller op, for hvis vi taler elegante bobler med frisk og rank syre, og hvor prisen ikke har nogen betydning, så har Cavatina Premium det lidt svært. Men taler vi behagelige, ukomplicerede Prosecco-bobler med en snert af sødme og en behagelig og blød fornemmelse under boblerne – og hvis vi samtidig har en prisgrænse på 100 kroner, så er det her en potentiel guldvinder. Skabt på Glera-druer og i kategorien Extra Dry (der – uanset hvor modsætningsfuldt det lyder – er mindre tør end en Brut) er det en velskabt omgang bobler, der er nemme at gå til og nemme at nyde, og sødmen virker naturlig og rar.

Pertinace Moscato d’Asti 2024
Italien, Piemonte
Bobler, Moscato
Normalpris kr. 139,-, Set til kr. 99,-
www.kjaersommerfeldt.dk
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen
90 Pts. – Okay
Jeg kender indtil videre bedst Piemonte-huset Pertinace for deres lette rødvine, men her viser de, at de også har noget at byde på i søde bobler. Denne Moscato kommer fra Asti-området i Piemonte, og den bryder ikke de store rammer og forventninger om om en sødmefuld, lys flaske bobler. Ikke desto mindre holder den sig i en meget naturlig sødme, der er behagelig i både duft og smag. Det fornemmes som den ægte sødme fra druerne, og det er forfriskende med en Moscato d’Asti, der smager af druer i stedet for mandel-essens.

Pasquale Pelissero Piemonte Spumante 2021
Italien, Piemonte
Bobler, Pinot Noir/Chardonnay
Normalpris kr. 125,-, Set til kr. 125,-
www.egehojvin.dk
4 Stjerner – Pengene værd
90 Pts. – Okay
Den lille producent Pasquale Pelissero imponerer med 2020-udgaven af Alta Langa, og hvis 2021-udgaven af denne lidt billigere Piemonte Spumante på samme druesorter kridter banen op for, hvad Pelissero kan bedrive med 2021-høsten, så er der højt niveau i vente. For det her smager faktisk ganske fint, selvom det i sagens natur har lidt mindre elegance og finesse end Alta Langa 2020. I stedet for at læne sig op ad Champagne-noterne, er der mere Cava-stil over denne vin, hvor man fornemmer en lidt varmere frugt og en fornuftig syre.

Cafe de Paris Brut
Frankrig
Bobler, Chardonnay/Sauvignon Blanc/Chenin Blanc/Semillon
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 59,95
www.densidsteflaske.dk
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen
89 Pts. – Nogenlunde
Hvad kan man forvente af en flaske tørre bobler til 59,95 på tilbud? Ofte er det en god idé at gå efter bobler med lidt sødme, hvis prisen skal holdes nede, for det øgede indhold af restsukker vil ofte lægge en dæmper på eventuelle missmage eller ubalancer. Men Café de Paris formår faktisk at præstere rigtig fint i den tørre kategori – også selvom det er et anderledes blend end så mange andre Cremanter. Absolut godkendte bobler til prisen.

Moingeon Cremant de Bourgogne 2023
Frankrig, Bourgogne
Bobler, Aligoté/Chardonnay/Pinot Noir
Normalpris kr. 159,-, Set til kr. 119,-
Kjær Sommerfeldt
4 Stjerner – Pengene værd
89 Pts. – Nogenlunde
Cremant fra Bourgogne, der virker en smule tyndbenet i dybden. Skabt på Chardonnay, Pinot Noir og Aligoté-druer kunne der ellers være rigeligt med aromaer og smag at tage af, men vinmageren har muligvis forsøgt at dæmpe nuancerne for at skabe mere elegance. Det smager i og for sig fint nok, men jeg savner en smule mere bund i sagerne, hvis det for alvor skulle blive interessant.

Masso Antico Negromaro Spumante ICE 2024
Italien
Bobler, Negroamaro
Normalpris kr. 149,95, Set til kr. 69,95
www.supervin.dk
4 Stjerner – Pengene værd
87 Pts. – Mangler lige det sidste
Denne Spumante ICE er skabt til at være iskold. Faktisk så kold, at der gerne må kyles nogle isterninger i den. Den er lavet på rødvinsdruen Negroamaro, men uden skindkontakt står den helt lys og hvis i glasset. Smagsmæssigt er det okay, når temperaturen er helt dernede, hvor isterningerne føler sig hjemme, men så snart temperaturen stiger lidt, melder der sig en masse aromaer og forskelligtrettede nuancer, der gør den mere kompakt, blomstret og parfumeret – på en rigeligt strittende og uregerlig måde. Og hvorfor er det nu relevant for ham vinanmelderen at skrive, når nu vinen er skabt til at være iskold? Det er det, fordi du ikke kan undgå, at vinen hurtigt stiger i temperatur. Med mindre du sætter dig ned i din kummefryser og nyder din vin, og det er ikke lige dér jeg har allermest lyst til et hyggeglas.
