NÅR 1+1 = MAGISK UFORUDSIGELIGHED
Mageløs elegance fra Pommard

Domaine Michel Rebourgeon Pommard Cuvee William 2023 
Frankrig, Bourgogne 
Rødvin, Pinot Noir 
Normalpris kr. 709,95, Set til kr. 499,95 
www.supervin.dk 
4 Stjerner – Pengene værd 
96 Pts. – Mageløs 

Elegant og slubrende saftig Pinot Noir. Det kan du godt bilde mig ind, at jeg kan finde i Pommard i Bourgogne. Men ligefrem med et helt års lagring på helt nye franske fade? Det lyder næsten som en dødssynd, der burde ødelægge alle de fine nuancer. Men sådan går det ikke i denne forrygende vin fra Domaine Michel Rebourgeon. Med navn fra husets vinmager William Whitehead, der overtog styringen i vineriet, da han var blot 18 år gammel, er det her en vin, der vidner om, at man nogle gange må få friheden til at gøre noget andet, end det, man plejer. Der kommer kun ganske få flasker om året af denne vin, og når der ikke ligger et pres på forventningerne til mængde, kan man sørge for, at det kun er lige præcis de helt rigtige druer, man anvender. Der bliver med andre ord ikke gået på kompromis her, og druerne er fra to bestemte marker i Pommard-området, hvor druestokkene har ekstra mange år på bagen. Det smages i den imponerende dybde, fløjlsagtige struktur og de uendelige mængder af bærnoter. Det her er et bevis på, at når man kombinerer tusind lette og elegante nuancer på den rigtige måde, bliver det bare tusind gange så let og elegant. Mange andre får lagt de mange lag af lethed sammen, så det bliver lidt tungt – denne Cuvee William viser, at det ikke er lethedens tyngde, man skal lægge sammen, men derimod lethedens elegance. Et næsten magisk øjeblik, der ændrer en lille smule på de matematiske formler – og viser at god vin har sine egne regneregler og vægtfornemmelser.