Grüner Veltliner har sin egen sprøde charme, en lille smule kant og en friskhed, der kan mærkes. Grüner Veltliner går mest under sit fulde navn, men den har også kælenavne. I Østrig siger mange bare Grüner eller GV, og i Tjekkiet hedder den Veltlinské Zelené. I østrigske vinbarer med lidt for meget selvtillid kan du angiveligt høre folk kalde den GruVe, men uanset navnet er det den samme drue med den samme friske personlighed.
Hvor dyrkes Grüner Veltliner?
Grüner Veltliner er Østrigs ubestridte darling. Over tre fjerdedele af verdens Grüner kommer herfra, især fra Wachau, Kamptal, Kremstal og Weinviertel. Det er områder med stejle terrasser, kølige nætter og masser af mineralitet i jorden, og druen elsker det. Den findes også i Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, og i nyere tid har både Australien, New Zealand og USA fået øjnene op for dens potentiale.
Smagsprofil – citrus, krydderi og grøn friskhed
Smagen er bl.a. præget af lime og hvid peber. Den er sprød, syrlig og fuld af citrus. Tænk lime, citron, grapefrugt og grønne æbler. Dertil kommer den karakteristiske grønne tone, som kan minde om radise eller selleri. Det lyder måske lidt skørt, men i glasset giver det en utrolig appetitlig friskhed.
Lette vs. kraftige udgaver
De lette udgaver er rene, ranke og næsten elektriske. De tungere udgaver, især fra Wachau, kan være dybe, cremede og overraskende komplekse. Det er her, Grüner viser, at den ikke kun findes med den friske attitude, men at den også kan have dybde og lagringspotentiale.
Stilarter – fra tør til dessertvin
Selvom Grüner Veltliner oftest er tør, kan den også laves i både mousserende, halvsøde og endda dessertagtige udgaver. Den kan være helt slank og syreskarp eller bred og fyldig med modne stenfrugter og en næsten nøddeagtig tone. Nogle producenter eksperimenterer med skindkontakt, hvilket giver en mere fed fylde i konsistensen og en aromatisk stil, der kan minde om let orangevin.
Blends – når Grüner møder andre druer
Grüner Veltliner står oftest alene, fordi den har så meget personlighed i sig selv. Men når den indgår i blends, sker det typisk med lokale østrigske sorter som Riesling eller PinotBlanc. Her fungerer Grüner som den friske, krydrede del, der løfter syren og giver energi, mens de andre druer tilføjer rundhed og frugt.
Topproducenter – hvor finder du de bedste flasker?
Hvis du vil smage Grüner i sin mest majestætiske form, så kig efter navne som F.X. Pichler, Knoll, Hirtzberger og Bründlmayer. Deres topvine fra Wachau og Kamptal er intense, mineralske og kan lagre i årevis.
I den mere jordnære ende finder du masser af fremragende flasker fra producenter som Sepp Moser, Markus Huber, Stadt Krems og Domäne Wachau. De laver vine, der er både tilgængelige, vellavede og budgetvenlige, uden at gå på kompromis med kvaliteten. Det er den slags flasker, jeg ofte er mest begejstret over på grund af deres umiddelbarhed og charme.
Madparring – en af verdens mest fleksible madvine
Grüner Veltliner er en af de mest madglade druer, du kan finde. Den er som skabt til grøntsager, især dem der ellers kan være lidt besværlige. Asparges, artiskok, fennikel og alt det grønne, der får andre vine til at gå i baglås. Den er også fantastisk til asiatisk mad med lidt krydderi, til fisk, skaldyr og lette kyllingeretter. Og så er den selvfølgelig en sikker vinder til schnitzel, hvor dens syre skærer elegant gennem det sprøde paneringseventyr.
Fad eller ej? – sådan påvirker lagring stilen
De fleste Grüner Veltliner er uden fad, fordi druen i sig selv har så meget friskhed og karakter. Men nogle producenter bruger store, neutrale fade for at give vinen mere fylde uden at overdøve dens grønne, krydrede natur. Fadlagret Grüner bliver mere cremet, mere nøddeagtig og får en blødere struktur. Det kan være virkelig lækkert, hvis man er til den stil.
Derfor er Grüner Veltliner så elsket
Grüner Veltliner er kort sagt en drue med både charme, kant og dybde. Den er frisk, den er levende, og den er aldrig kedelig. Den kan være hverdags-hyggelig og et rent festfyrværkeri, og den er lige så god til en tirsdagssalat som til en stor middag.
