Rumænien | Dealu Mare Rødvin | Feteasca Neagra, Cabernet Sauvignon, Syrah, Merlot Normalpris kr. 279,- ★★★★★★ | Vintjenesten

Aurelia Visinescu Anima Grand Reserve Dealu Mare 2016

Rumænien | Dealu Mare
Rødvin | Feteasca Neagra, Cabernet Sauvignon, Syrah, Merlot
Normalpris kr. 279,-
★★★★★★ | Vintjenesten

 

Druesorten Feteasca Neagra er en af de lokale stoltheder i rumænsk vinproduktion. Måske lyder det ikke som et kvalitetsstempel i sig selv, men hvis du er skeptisk er det enten fordi, du ikke har smagt druen endnu – eller fordi du endnu ikke har smagt den, som den kan tage sig ud i hænderne på en vinmager, der ved, hvordan den skal håndteres.

 

Aurelia Visinescu har i denne Grand Reserve skabt et blend af Feteasca Negra og de mere velkendte franske druesorter Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot, og I guder hvor har hun ramt balancen lige i øjet. Det er en helt igennem lækker vin med masser af smag, saft og krydderier, men hvor det hele er afstemt på en blød og frugtig måde, så der både er kompleksitet, nuancer og en imødekommende charme, der er svær at stå imod.

 

De mørke bær og de mange krydderier kunne være blevet en smule for tunge, hvis de ikke var sat i en sammehæng, hvor vinen har en skøn syre og et vidunderligt twist af urter og flora. Det giver denne vin et anderledes præg, og det er med til at løfte den derop, hvor det er rigtig sjovt at være vinanmelder.