Blandede favoritter fra Spanien og Portugal

Spanien og Portugal er fortryllende og vidt varierede vinlande. Derfor samler vi jævnligt op på en række af de bedste vine, vi har smagt fra den iberiske halvø, og her får du fem af de aktuelle favoritter, der skiller sig ud fra de øvrige temaer, vi skriver om.

 

FEM FAVORITTER

Vega Clara Mario 2015
Denne blanding af Tempranillo og Cabernet Sauvignon skal lige have lov at vågne, men så bliver det en fremragende blød og næsten sort rødvin på ældgamle stokke fra Ribera del Duero. Superflot og anderledes blend – masser af smag og krydderi men uden at blive tungt, for der er lidt urter og en masse chokolade og sødme.
Set til 159,95,- hos Theis Vine (www.theis-vine.dk)
★★★★★★

 

Herdade do Rocim Amphora 2018
Typisk portugisisk vin, der er et blend af druerne Moreto, Tinta Grossa, Trincadeira og Aragonez. Kuløren er lidt violet, og den gemmer på en superlækker vin, der er overraskende let på den sprøde og bløde måde. Den er kun 12% og har lidt af de samme træk som de spanske ‘joven’-vine – en sublim sommerrødvin.
Set til 179,95 hos AMKA
★★★★★

 

Nucli Organic 2018
Denne organiske rødvin fra La Mancha har en vis vildskab i sig men er stadig ung, blød og smooth i sin stil. Et Tempranillo- og Shiraz-baseret blend med masser af smag, men uden at den lammer munden og kammer over. Jeg kan rigtig godt lide balancen i den, hvor den holder sig i skindet og ikke slår fra sig, som den slags nogle gange kan.
Set til kr. 85,- hos Mr. Ruby (www.mr-ruby.dk)
★★★★★

 

Pondus Jove 2016 Terra Alta
Frisk og rar duft. Smagen har en flot bær- og sommerstil, der er let og elegant uden at blive tung på nogen måde. Det er faktisk rigtig rart.
Set til kr. 109,- hos Vinkompagniet (www.vin-kompagniet.dk)
★★★★★

 

Leirana Albarino Rias Baixas 2018
Dette er en forrygende Albarino, der har alt det, jeg ønsker mig af den slags. Masser af fylde, masser af syre i en superflot balance. En Albarino, der er så ren og dyb i sin stil, at den er blandt de bedste repræsentanter for stilen i sin prisklasse.
Set til kr. 143,- hos Jysk Vin (www.jyskvin.dk)
★★★★★

 

ØVRIGE SPÆNDENDE VINE FRA SPANIEN/PORTUGAL

Proelio Rioja Crianza 2015
En flot og afdæmpet elegance får denne Rioja til at skille sig positivt ud fra mængden. Der er masser af saftige frugter og tanniner og masser af kød, men jeg fornemmer stadig en elegance, som mange robuste Riojaer ikke formår at bringe.
Set til kr. 99,- hos A Vinstouw (5*)

 

Niepoort White Port
Hvid portvin har sine helt særlige forcer og skal behandles, smages og drikkes derefter. Den sødmefulde og næsten marcipan-agtige fornemmelse, når den skænkes kold fra køleskabet, er virkelig en nydelse, men den er også eminent i drinks – f.eks. sammen med tonic. Jeg har ikke smagt en helt outstanding hvid port endnu, men jeg er bestemt ikke utilfreds med kvaliteten af denne, når prisen tages i betragtning – uanset om den skal direkte i glasset, eller om den skal sættes sammen med en velvalgt tonic.
Set til kr. 109,75 Skjold Burne (4*)

 

Pondus Crianza 2016 Terra Alta
Masser af dybde og en pæn power. Relativt klassisk catalansk rødvin i en serie, der også rummer den friske og levende Jove. Den kan jeg faktisk bedre lide, for denne har en tendens til at blive lidt rustik – eller gammeldags, om man vil. Det er en smag sag, for begge vine er dejlige, men særligt i sommervarmen er den unge stil mere charmerende for mig.
Set til kr. 109,- hos Vinkompagniet (4*)

 

Beyra Vinhos de Altitude Sauvignon Blanc
Nogle gange er det skønt at få en hvidvin i glasset, der ikke kræver alverden. Det er ikke særlig kompliceret, det vi har med at gøre her, men den er nem at holde af i sin fint balancerede og saftige stil. Jeg har tidligere haft et indtryk af portugisisk Sauvignon Blanc som noget, der kan være lidt skingert og tungt, men det er slet ikke tilfældet her.
Set til kr. 84,95 hos Supervin (4*)

 

Niepoort Dócil Vinho Verde 2018, Loureiro
En dejligt frisk Vinho Verde, der har en snert af fersken og lyse frugter. Den har en dejlig syre og friskhed, der vil overraske dig, hvis du er lidt skeptisk overfor portugisisk hvidvin.
Set til kr. 79,75 hos Skjold Burne (4*)

 

Origens Vinho Tinto 2018, Alentejano
Tre klassiske portugisiske druer er sat sammen i denne vin fra Alentejano-området. Aragonez, Touriga Nacional og Alicante Bouschet giver tilsammen en vin med en pæn kulør, en rar og blød smag og en dejlig aroma. Den har en god sødme, der lægger sig fint sammen med friskheden og krydderierne, så indtrykket bliver en rigtig fin vin, der viser den alsidighed, Portugal også kan byde op.
Set til 65,- hos AMKA (4*)

 

Fazer as Onze Premium 2015
Altid spændende at opleve nye portugisiske vine. De er ofte sat sammen af blends af en masse lokale druer, og det samme er denne vin, der har en god fyldig smag, omend den ikke de store overraskelser at byde på. Det gør nu heller ikke noget, for det fungerer rigtig godt med den krydrede stil, der samtidig er rart afstemt og nuanceret. Det er en superflot introduktion til portugisisk rødvin – ikke mindst når prisen tages med i betragtning.
Set til 59,- hos AMKA (4*)

 

Lealtanza Crianza 2016 Rioja
Denne Crianza fra Rioja har en herlig duft med mynte, der ligger på en fin og dyb bund. Smagen er rar og relativt frisk, samtidig med at der er masser af krydderier og saftige noter. Et rigtig fint køb til prisen.
Set til kr. 85,- Jysk Vin (4*)

 

Neleman Organic 2018
Godt nok anderledes blend af Tempranillo og Monastrell. Der er masser af frugt og urter, og den gør den temmelig vild i sit udtryk. Smagsnuancerne har mange afstikkere i alle retninger men stadig en vis blødhed. Det er meget specielt – ikke på den dårlige måde, men på en måde, hvor du skal have nysgerrigheden med dig, hvis du skal have det optimale ud af den.
Set til kr. 85,- hos Mr. Ruby (4*)

 

Nucli Organic Blanco 2018, La Mancha
Taget på klassisk dansker-manér – direkte fra køleskabet – er dette en noget frisk og syrlig hvidvins-oplevelse. Men giv den lidt tid ved normaltemperatur, så den rammer et to-cifret antal varmegrader – så kommer der nogle ganske charmerende noter og træk, der bløder den op. Der er stadig en del citrus i afrundingen.
Set til kr. 85,- hos Mr. Ruby (3*)

Pago de Cirsus Oak Aged 2017
Denne egelagrede Pago de Cirsus på Tempranillo, Merlot og Shiraz-druer lugter ret indelukket fra start, men smagen er enormt blød og vokser til noget kraftfuldt efterhånden. Det er ikke dumt – men der mangler lidt nuancer og modspil. Det bliver lidt sød-suppe-agtigt og solskins-overdrevet.
Set til 75,- hos Skjold Burne (3*)

 

Torre Orio Reserva 2013, Valencia
Der er en dyb lakrids-agtig smag og en temmelig voldsom eg, der giver en ubalance, der gør vinen lidt brysk og tung i enden.
Set til kr. 75,- hos Supervin (2*)