Hvis du tør skrue lidt på priserne, får du fantastiske vine fra Californien.

Vin fra Californien har enormt meget at byde på – også i forskellige stilarter. De mest velkendte på de danske supermarkedshylder er lidt voldsomme oplevelser, der enten kan være voldsomt krydret Zinfandel, marmeladeagtig Pinot Noir eller Cabernet Sauvignon-vine lavet på resterne fra finere vine i området. Du vil derfor opleve, at Californien er et af de områder, hvor du for alvor får ekstra udbytte af at betale lidt mere for din vin – med mindre du er rigtig heldig og rammer en af de billigere, der lige præcis falder i din smag.

I denne test har vi smagt et bredt udvalg af blends og enkeltdruevin, og der er flotte vine at opleve i flere stilarter og prisklasser.


TESTVINDER

McNab Family Reserve District One 2017
USA | Californien, Mendocino
Rødvin | Zinfandel, Petit Sirah, Touriga Nacional, Pinotage
Normalpris kr. 329,95 | Set til kr. 229,95
★★★★★ | 95 Pts. | Skovgaard Vine

Man kan med rette beskylde californisk rødvin for at være forudsigeligt. Men heldigvis er det ikke altid sådan, og McNab har i den grad rusket godt og grundigt op i de fordomme med denne vin. For druesammensætningen er meget usædvanlig. Nuvel, Zinfandel er selvfølgelig klassisk for Californien, og Petit Sirah er ikke uhørt på disse kanter. Pinotage er ikke ret udbredt – og så er der simpelthen brugt den portugisiske nationaldrue Touriga Nacional, som jeg ikke tidligere har oplevet i californisk sammenhæng. Men udover at det er en meget speciel druesammensætning, så er det en vin, der udmærker sig på næsten alle punkter. For selvom det er modent og dybt, som vi kender det fra Californien, så er der en helt anderledes friskhed, der er med til at gøre dette til en enormt spændende og flot kompleks vin. Det er nemlig hverken sødt eller blødt, men alligevel er det saftigt og nemt at gå til. Det er virkelig en klassevin, der bryder forventninger og forestillinger på den mest positive vis.


Carmel Road 2018
USA | Californien
Rødvin | Pinot Noir
Normalpris kr. 195,- | Set til kr. 129,95
★★★★★ | 94 Pts. | Jysk Vin

Hvis man griber ud efter en tilfældig californisk Pinot Noir på hylden, så er det lidt af et lotteri, om det bliver til en saftevands-basker eller til en elegant og spændstig oplevelse. Begge dele kan være udmærket, men hver ting til sin tid, og mine favorit Pinot Noir-vine er klart de elegante, hvor der er finesse og al den særlige dynamik, der gør denne druesort så enestående. Det rammer Carmel Road i denne 2018’er, der fremstår helstøbt, let, lys og elegant – men stadig med så rigeligt mange nuancer, at smagen bliver ved at udvikle sig længe efter sidste dråbe har sluppet sit tag i smagsløgene. Virkelig lækker californisk Pinot Noir af den elegante og nuancerede slags.


Leese Fitch Cabernet Sauvignon
USA | Californien
Rødvin | Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 149,95 | Set til kr. 99,95
★★★★★ | 94 Pts. | Ludv. Bjørns Vinhandel

Der er mange californiske vine på markedet, og rigtig mange af dem er i den billigere ende – både på pris og kvalitet. Derfor er det altid med en vis skepsis, at jeg går til en ny californier, som det er tilfældet med Leese Fitch her. Men her skal jeg love for, at jeg bliver positivt overrasket. Det er Cabernet Sauvignon med struktur, klasse, finesse og balance op et niveau, jeg ville skyde til at koste væsentligt mere. Ofte bliver de kraftfulde californiere lidt for uregerlige i deres power, men her er det hele afstemt på flotteste vis, og det gør denne vin til en rigtig lækker sag i sin prisklasse.



Stags Leap Wine Cellars Hands of Time Red Blend 2018
USA | Californien, Napa
Rødvin | Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot
Normalpris kr. 299,- | Set til kr. 249,-
★★★★★★ | 92 Pts. | Kjær Sommerfeldt


Når jeg smager californisk vin er jeg altid spændt på, om jeg kan finde de vine, der rammer balancen mellem det bløde og umiddelbare, der ikke bliver for sødt, og det kraftfulde, der ikke bliver overkrydret og alt for tungt i fadpræget. Det finder jeg i denne meget bløde og omfavnende rødvin, der er et blend af Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot og en lille sjat Syrah og Malbec. Med 14-15 måneders fadlagring er alle herlighederne faldet til ro og har fået den mængde substans, der skal til at holde sammen på de mange indtryk, og det giver en virkelig behagelig vinoplevelse i glasset. Til en normalpris på 300 kroner synes jeg godt, man kan forvente en smule mere liv og spræl i kanterne, så marmelade-udtrykket kunne manes helt i jorden. Det savner jeg her, men det er stadig en skøn vin, der passer rimeligt til prisen – uden at den overgår forventningerne.


Black Stallion Los Carneros Pinot Noir 2019
USA | Californien, Napa
Rødvin | Pinot Noir
Normalpris kr. 349,- | Set til kr. 299,-
★★★★★★ | 91 Pts. | Kjær Sommerfeldt


Pinot Noir-vine fra Californien er altid en magisk sag at beskæftige sig med. Nogle gange bliver man skuffet over endnu en omgang sød, rød saft, hvor man hele tiden er på udkig efter, om abekatten fra Rynkeby-reklamerne springer frem fra hjørnet. Andre gange bliver man forført at den lækreste balance, elegance og smidige overraskelses-evne. Her er vi i allerhøjeste grad i den positive udgave, for Black Stallion har med Los Carneros skabt en Pinot Noir, der viser meget af det bedste fra Napa Valley i Californien. Den smagfulde frugtstil holdes i tilpas kort snor til, at der også er plads til elegante noter af lyse frugter og friske bær, og eftersmagen er lang og dynamisk, som den skal være. Det er sådan, jeg rigtig godt kan lide amerikansk Pinot Noir, når det både skal være spændende og inspirerende – og samtidig nemt at gå til. Jeg har været heldig at opleve den slags en del gange – også i væsentligt lavere prisklasser end her, og det spiller selvfølgelig ind i vurderingen. Men skulle du have en flaske stående – eller få en i gave – så kan du bestemt godt glæde dig til et virkelig dejligt glas amerikansk Pinot Noir.


Pico & Vine Chardonnay 2018
USA | Californien, Sonoma
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 189,95 | Set til kr. 149,95
★★★★★★ | 88 Pts. | Supervin

Amerikansk Chardonnay kan nogle gange være overdrevet fadpræget, men når producenten formår at balancere smagen, så det både er lidt cremet og fedmefyldt, men så det stadig er friskt og frugtigt. Det forår Pico & Vine faktisk ret fornuftigt med denne Chardonnay, der på samme tid har lidt af det hele, en uden at gå så meget ud ad den ene sti, at den fornemmes helt helstøbt. Det er en dejlig vin, der kan lidt af det hele, vil lidt af det hele – og gør lidt af det hele. Uden at den for alvor rammer plet ved at gøre noget af det fuldt ud.



Lux Zinfandel 2018
USA | Californien, Central Valley
Rødvin | Zinfandel
Normalpris kr. 89,- | Set til kr. 59,-
★★★★★★ | 85 Pts. | Kjær Sommerfeldt


Californisk rødvin, der smager præcis, som man kan forvente. Her har vi nemlig gang i en flaske Zinfandel med masser af smag og power, og med fornemmelser af marmelade og krydderier. Vi er i den billige ende af prisspektret, og derfor skal vi også acceptere, at det ikke er de helt store komplekse smagsoplevelser, der læner sig ind over hinanden, men at man først og fremmest er gået efter at ramme en bred og behagelig stil, som de færreste kan vende sig imod. Prisen er til at have med at gøre for de fleste – og det samme er smagen. Ikke de store overraskelser, og ikke de store kunstneriske pennestrøg at forholde sig til.