Campo de Borja – saftig Garnacha
Det er langt fra det mest prominente og navnkundige af de spanske vindistrikter. Men undervurder aldrig Campo de Borja. Området, der ligger lidt vest for Catalonien – i omegnen af Zaragoza – byder på fremragende Garnacha-vine, der vokser i mellem 350 og 700 meters højde. Det er ikke kun Garnacha, der er på markerne her – men det er den druesort, der efter min mening er klart mest interessant.
Vinområdet har byen Borja som hovedby. En lille by med små 5.000 indbyggere, der kan se op imod en lille bakketop med en enorm klippe, når de løfter hovederne fra de gamle, støvede sten-gader.
Selvom Campo de Borja er et relativt lille område med færre end 20 vingårde, så er udtrykket ret forskelligt. For der findes både lavere områder og højere områder. Skal du bruge et fingerpeg, så bliver vinene mere og mere komplekse (og interessante), jo flere meter over havets overflade, de er dyrket.
Det skyldes blandt andet temperaturforskellene, der er så essentielle for druernes udvikling. Generelt er der i Campo de Borja enorme forskelle set over et helt år, for det kontinentale klima giver somre, der sætter svedkirtlerne på overarbejde – og vintre, hvor en dansk dunjakke er mere end påkrævet.
Kvaliteten på vinene fra Campo de Borja kan være svingende, men det generelle billede viser, at niveauet kontinuerligt løftes. Flere store og spændende vinhuse er kommet til, og det er med til at øge konkurrencen og skille fårene fra bukkene. Så selvom der traditionelt er dyrket mange druer, der er solgt til store, brogede blends, så er billedet i dag, at der skabes fremragende helstøbte vine fra vingårde som Bodegas Borsao, Bodegas Morca og Alto Moncayo.
ANBEFALET VIN-OPLEVELSE FRA CAMPO DE BORJA
Bodegas Morca Godina 2016
Juan Gil er en af de store spillere på det spanske vinkort. Med flere vingårde spredt ud over landet, kan vinhuset bruge erfaringerne på kryds og tværs, og man er aldrig i tvivl, når man træder ind i en Juan Gil-vingård. De er bygget og indrettet ensartet, så alle processer kan styres effektivt og præcist. Det fede ved Juan Gil er, at det ikke koster på kvaliteten. Man fornemmer snarere, at de faste rammer giver endnu bedre mulighed for at bruge tid på det, der er det vigtige. Hverken indretning, installationer eller funktionalitet – men derimod på at skabe flotte vine. Og det er i den grad sket med denne Bodegas Morca Godina, der er en Garnacha-baseret rødvin fra Campo de Borja-området nær Zaragoza. Det er en vin, der har en ret flot sødme, men som samtidig formår at være afbalanceret i det store og krydrede udtryk. Det er en vin, der klart er til den bløde og sødmefulde side, men den har stadig masser af muskler og struktur, og det giver den en kompleksitet, som man ikke så ofte oplever i vine i denne kategori. Det er en superlækker Campo de Borja-vin.
Set til kr. 169,- hos Andrup Vin (5*)