Navnet er lige knap så fint, som hvis den hørte hjemme på den rigtige plet på Frankrig-kortet. Historien er lidt mere broget, og det samme gælder både nutiden og fremtiden.

Navnet er lige knap så fint, som hvis den hørte hjemme på den rigtige plet på Frankrig-kortet. Historien er lidt mere broget, og det samme gælder både nutiden og fremtiden. Men ikke desto mindre er Cava et bekendtskab, der kan være fuldstændig fænomenal, hvis du vælger den rigtige flaske. Du finder dem i alle sødmegrader, aldre og kulører, og hvis du formår at undgå de billige, brodne kar, der sætter Cavaens ry på spil, så har du en uendelig række af storartede smagsoplevelser foran dig.

Cava – historisk set

Cava kan spores langt tilbage i historien, men det var først i det 20. århundrede, at den for alvor blev berømt. Den enes død er den andens brød, og der skulle netop en drabelig sag til, før Cava’en slog sig fast som vintype. Det var nemlig i 1870’erne, at vinlusen Phylloxera spredte sig som en steppebrand over alverdens vinlande, og den nedlagde for en tid store dele af vinproduktionen. Man opdagede, at vine med amerikansk rodnet var immune overfor lusen, og derfor blev stort set alle marker omplantet. Den mulighed benyttede man i Catalonien til at styrke og optimere sine druer og marker, og da resultaterne viste sig en årrække senere, var et startskuddet til den storhed, som Cava har nærmet sig siden.

Dengang kaldte man vinen Xampaña med inspiration fra de ædle og fine flasker fra Frankrig. Det faldt franskmændene for brystet, og derfor ændrede man navnet til Cava, der i dag er betegnelsen for spanske bobler, der er produceret efter de krav, der udstikkes af de spanske vinmyndigheder. Man forbinder oftest Cava med mousserende vin fra Catalonien, men i modsætning til de geografi-bestemte vintyper i Spanien, så kan man også kalde sine vine for Cava, selvom de er blevet til i andre dele af landet. Der findes således både Cava fra Nordspanien og den sydlige centrale del af landet, men det er de catalanske, der har mest at byde på.

Cava – og nu også Corpinnat

Krav og kvalitetskontrol til Cava er naturligvis en central del af produktionen. Alligevel har mange af de førende Cava-producenter været utilfredse med, at der har været for mange producenter, der er sprunget over, hvor gærdet var lavest, og har lavet Cava’er af en kvalitet, der har påvirket ryet. Derfor har en række af de stolte Cava-huse fået tilladelse til at skabe vine under en ny D.O.-betegnelse – nemlig Corpinnat.

Navnet er sammensat af tre dele – Cor-Pin-Nat – der henholdvis henviser til ordene hjerte, Penedés og ‘født’. Altså vine, der kommer fra hjertet af Penedés-området. Det helt afgørende for Corpinnat-producenterne er, at deres vine skal komme fra samme område som vinhuset ligger i, og altså ikke må høstes i Catalonien og bearbejdes i Extremadura – eller for den sags skyld blive høstet i en del af Catalonien for efterfølgende at blive færdiggjort i en anden egn.

Cava vil nok altid være Cava. Også selvom det hedder Carpinnat. Men der vil være grund til at se Corpinnat som et ekstra kvalitetsstempel, for kravene til Corpinnat-producenter er højere end til Cava-producenter. Det betyder ikke, at Cava ikke længere kan smage ligeså godt – men det vil være logisk, at bundniveauet Corpinnat er væsentligt højere.

Druer, sødme og lagring

Cava produceres ofte – men ikke altid – på druesorterne Parellada, Macabeo og Xarel-Lo. Firkantet sagt er det Xarel-Lo og Macabeo, der giver smagen, strukturen og helheden i en Cava, mens Parellada binder de to andre druesorter sammen. Du kan også støde på internationale druesorter som Malvasia, Chardonnay, Pinot Noir, Grenache og Monastrell i din Cava, mens den mindre berømte Trepat-drue også af og til kan være en del af disse fortryllende flasker.

Ligesom i Champagne-området i Frankrig, arbejder man i forskellige sødmegrader, når det handler om Cava. De begynder med Brut Nature, hvor der slet ikke er restsukker i flasken – og til de søde Dulce-vine, der kan have mere end 45 gram restsukker pr. liter. De inddeles på følgende måde:

Cava Brut Nature (0-3 gr.)
Cava Extra Brut (op til 6 gr.)
Cava Brut (op til 12 gr.)
Cava Extra Seco (12-17 gr.)
Cava Seco (17-32 gr.)
Cava Semi Seco (32-50 gr.)
Cava Dulce (over 50 gr.)

Udover sødmegraderne er det også vigtigt at være opmærksom på, hvor længe en Cava er lagret. Corpinnat har en mindste-lagring på 18 måneder, men for Cava gælder følgende regler:

Cava (min. 9 mnd.)
Cava Reserva (min. 15 mnd.)
Cava Gran Reserva (min. 30 mnd.)
Cava Paraje Calificado (min. 36 mnd.)

Endelig er det vigtigt, at du er opmærksom på, om din Cava er produceret efter den traditionelle metode. Her gennemgår vinen sin andengæring i flasken, hvor gær og sukker omdannes til bobler. Boblerne kan også fremkomme med andre metoder, men det er sjældent en lige så succesrig oplevelse.


TESTVINDER – CAVA OG CORPINNAT


Gramona La Cuvee 2016
Spanien, Corpinnat
Bobler, Xarel-lo/Macabeo/ Parellada       
Normalpris 169,95
Philipson Wine
5 Stjerner – 94 Pts.

Med 47 måneders lagring er der rigtig meget bund og afstemthed over denne Corpinnat fra Gramona. Den stråler af fantastisk balance, og den rammer alt det, en god Cava skal kunne. Nemlig kombinationen af sprød tørhed og alligevel fyldig frugt. Det giver en elegance, der sammen med den relativt lette tilgængelighed gør Gramona til en fremragende oplevelse – og endda til en pris, hvor de færreste bliver skræmt væk. Bemærk når du handler bobler med alder, at datoen for degorgering er vigtig. Det er det tidspunkt, vinen ‘færdiggøres’ i vineriet – i dette tilfælde skete det i februar 2021, hvilket viser dig, at alderen ikke skyldes, at vinbutikken ikke kunne få den solgt, men at størstedelen af ældningen er sket under vinmagerens skarpe overvågning. Det betyder også, at vinen har en større friskhed – men knap så mange af de aldersnoter, som mange boble-elskere vil gå langt for at finde.


BEDSTE CAVA UNDER 150,-


Oriol Rossell Brut Cuvee Especial 2020
Spanien, Cava
Bobler, Xarel-lo/Macabeo/Parellada 
Normalpris 139,00
D’Wine          
5 Stjerner – 93 Pts

Hvis du er fan af cava, der er til at betale, så kender du formentlig – eller burde i hvert fald kende – Oriol Rossell Cuvee Especial. For mig er det en klassiker, når der skal frisk og umiddelbar Cava i glasset, og i 2020-årgangen holder den sig ikke tilbage. En Cava med super dejlig friskhed og let tilgænngelig frugt. Den er sprød, men stadig meget nem at drikke. Det er god (og ny) stil fra Oriol Rossell at give masser af information om deres Cava på bagetiketten, og i forhold til Cava er det meget brugbart, fordi det forsikrer dig om, at dette er en Cava, hvor druerne er dyrket lige ved siden af vineriet, og at der er styr på de vigtigste processer og fremgangsmåder for at skabe en Cava med bedst mulig kvalitet til pengene.


ANDRE SPÆNDENDE CAVAER


Lola Brut
Spanien, Cava
Bobler, Macabeo/Xarel-lo/ Parellada
Normalpris 145,00 – Set til 99,95
Jysk Vin         
5 Stjerner – 93 Pts

Her får du en blød og blid Cavav med den næse, som er helt klassisk for en Cava i denne prisklasse. Frugt og friskhed i fin forening leder frem til en ukompliceret, saftig og superdejlig Cava, der er perfekt til de øjeblikke, hvor der skal skrues en smule op for elegancen, uden at det bliver alt for forfinet.


Reyes d’Aragón El Ceremonioso Brut
Spanien, Cava
Bobler
Normalpris 149,95 – Set til 99,95
Supervin
5 Stjerner – 92 Pts.

Cava fra Aragón-området har det med at være lidt for bitre og kantede til min smag, men El Ceremonioso fra Reyes d’Aragón rammer en dejlig friskhed og balance, som jeg er rigtig glad for. Der er stadig dybde og bund, men slet ikke så meget, at det trækker helhedsindtrykket derover, hvor det bliver for bøvet og kantet.


Recaredo Terrers Brut Nature 2017        
Spanien, Corpinnat
Bobler, Xarel-lo, Parellada, Macabeu
Normalpris 229,95             
Philipson Wine
4 Stjerner – 92 Pts

Det smager godt, det som Recaredo har skabt i denne Brut Nature, for her er rigtig mange nuancer og stor dybde, samtidig med at det er knastørt og komplekst. 41 måneder på fad er længe, og det er med til at sikre kompleksiteten. Men det stritter stadig lidt rigeligt, så den kunne sagtens bruge noget mere tid på flaske i kælderen, inden den åbnes.


Mont Paral Vintage Rose Sec 2018
Spanien, Cava
Bobler, Garnacha
Normalpris 109,00 – Set til 85,-
Jysk Vin
5 Stjerner – 91 Pts.

Skøn rosé-cava, der er lidt til den bløde og frugtede side, men uden at den bliver sød. Det er nydeligt balanceret og med rigtig fint hygge-nydnings-potentiale.


Reyes d’Aragón Gran Reserva Brut Nature 2017
Spanien, Cava
Bobler
Normalpris 219,95 – Set til 179,95
Supervin
4 Stjerner – 88 Pts.

I denne smagning har vi også været omkring en Reserva-variant af denne Cava. Her er der lidt længere lagring, og det giver en fornuftig ro og balance, men til min smag er det for tungt og voldsomt i smagsnuancerne, der også stikker lidt for bredt omkring. For mens lagringen sætter sig markante spor i bunden, er der stadig en syre, der virker så skarp, at den næsten stikker på en syrlig måde. 


Conde de Caralt Blanc de Blancs Brut     
Spanien, Cava
Bobler           
Normalpris 100,00 – Set til 89,-
Holte Vinlager
4 Stjerner – 87 Pts.

Her har vi skruet prisenn ned til under 100 kroner, og alligevel får vi en Cava, der er dejlig behagelig og rar. Der er et strøg af bitterhed i eftersmagen, der udfordrer de blide noter, og det giver en ganske fin og dejlig Cava-pleaser til en pris, hvor man ikke kan forvente mirakler, men hvor man til gengæld får fin value for moneterne.


Reyes d’Aragón Reserva Brut Nature
Spanien, Cava
Bobler
Normalpris 189,95 – Set til 149,95
Supervin
3 Stjerner – 86 Pts.

Jeg elsker friskheden i næsen fra denne Cava, der smagsmæssigt er lidt mere udfordret. Det bliver en smule for vildt i gær-fornemmelsen, mens den vidunderlige næse falder lidt sammen undervejs. Gå efter den lidt billigere ‘El Ceremonioso’ fra samme hus, hvis du vil have mere friskhed – og efter Gran Reservaen, hvis du vil have mere tyngde og balance.