Danmark | Midtjylland Rosé | Rondo, Solaris Normalpris kr. 275,-

Neder Kjærsholm Vingaard Sweet Sixty 2016

Danmark | Midtjylland
Rosé | Rondo, Solaris
Normalpris kr. 275,-
★★★★★★ | Neder Kjærsholm Vingaard

 

Hvis du ikke har rodet dig ud i at smage på danske vine endnu, så har du sikkert en forventning om, at hvidvinene kan være fornuftige, roséerne okay og at de røde vine nok er mere sjældne end de er gode. Så simpelt er det heldigvis ikke, men når det gælder Neder Kjærholm Vingaard i Midtjylland er der en vis grad af sandhed i det. For vingårdens rødvin er temmelig speciel, hvidvinen er vidunderlig og roséen er et sted midt imellem.

 

Der er noget helt særligt over aromaen og smagen i Neder Kjærsholms blå Rondo-druer. De har et enormt præg af friske æbler, frisk jord – og når de selv beskriver smagsnoterne som trøfler, så er det nemt at følge dem. Det giver en meget karakteristisk rødvin, og i rosévinen, der er baseret på både den blå Rondo-drue og den grønne Solaris-drue, giver disse kendetegn sig også ret tydeligt til kende.

 

Mens de i rødvinen får lov at stå helt på egne ben, så bliver de i denne rosé blødt op af Solaris-druens intense, friske og let sødmefulde stil, og det lander faktisk i en ret interessant balance. Det bliver nok stadig for specielt og smalt i sit udtryk til, at den brede befolkning vil tage den til sig. Men det er en spændende rosé med sine helt egne særpræg og karaktertræk.