Skulle jeg vælge en enkelt favorit-drue – og se bort fra min forkærlighed for spanske vine – så ville det være Pinot Noir. Ikke dermed sagt, at al Pinot Noir er godt – eller ens.

Skulle jeg vælge en enkelt favorit-drue – og se bort fra min forkærlighed for spanske vine – så ville det være Pinot Noir. Ikke dermed sagt, at al Pinot Noir er godt – eller ens. For der er en kæmpe forskel på denne vidunderlige, skrøbelige og særlige drue, alt efter om den dyrkes i Bourgogne, Californien, New Zealand – eller et helt fjerde sted.

 

Friskheden og dybden i smagen er dog noget af det mest karakteristiske – sammen med den ofte meget lyse farve. Vin tager sin kulør fra skindet, og da denne drue har et meget tyndt skind, er der ikke så meget farve, der kan smitte af på den endelige vin. Det har altså intet at gøre med, at vinen er ‘tynd’, som nogle måske ville hævde. Når det er sagt, så kan Pinot Noir virke meget let i sit udtryk, og det er nok det, der forbavser nogle negativt – og som er så pokkers charmerende for os, der har forelsket os i druetypen.

 

Det tynde skind er også med til at gøre Pinot Noir-druen sårbar og skrøbelig. For det sker hurtigt, at druerne får det svært med solen og de øvrige udfordringer, der trænger sig på i det ofte uberegnelige og uforudsigelige klima. Nogle steder i verden kan det også betyde, at druen danner et tykkere skind og dermed får mere farve, så firkantet sagt kan en Pinot Noir være mørkere og mere fyldig, når den dyrkes i varmere klima.

 

Hvis du vil have den helt friske, lette og spændstige Pinot Noir, så finder du den i Bourgogne eller i andre kølige egne som det nordlige Italien, amerikanske Oregon og New Zealand. Vil du have en Pinot Noir med mere pondus og frugt, så kan du søge mod de varme californiske vine, der er baseret på denne drue. Chile byder både på den ene og den anden stilart og kan både præstere de helt sprøde lækkerbidskener og de mere fyldige og varmblodige Pinot Noir-vine.

 

Og så er der naturligvis de tyske Spätburgundere, der fortjener sin helt egen beskrivelse. Det har den derfor fået – og disse vine kan du læse om andetsteds på denne side.

 

Pinot Noir er ofte relativt ildelugtende, når den åbnes. Eller i hvert fald ret særpræget. Nogle mener, at den lugter af krudt – andre mener, at den lugter af prut. Kostald eller jord er også nogle af de prædikater, der sættes på duften – og selvom det er voldsomt forenklet, så står jeg gerne på mål for, at en Pinot Noir-vins smag ofte er bedre, når lugten er skarp.

 

Min drømme-Noir er en vin, der er stram i sin aroma, lys i sin kulør, og som kommer snigende i sin smag. Den må meget gerne gemme på godterne, så den smager let og elegant i begyndelsen, og så eftersmagen har masser af gemte nuancer, der kan poppe frem i smagsløgene i en uendelighed. Den lange og omskiftelige eftersmag kan være magisk og fortryllende og virkelig give en langstrakt oplevelse.

 

De Pinot Noir-vine, der har en mere bastant indledning, bliver også ofte mere koncentrerede. Man kan få fornemmelsen af, at Pinot Noir har 100 gram smag – nogle fordeler dem med mange gram fra start og få point tilsidst – andre fordeler dem med få gram i starten af smagen og med en stigende intensitet indtil de 100 gram er opbrugt.