Pinot Noir smager næsten altid godt. Nogle gange er det bare godt - andre gange er det sublimt og fremragende. Læs mere om den skrøbelige, sarte og supercharmerende druesort.

Skulle jeg vælge en enkelt favorit-drue – og se bort fra min forkærlighed for spanske vine – så ville det være Pinot Noir. Ikke dermed sagt, at al Pinot Noir er godt – eller ens. For der er en kæmpe forskel på denne vidunderlige, skrøbelige og særlige drue, alt efter om den dyrkes i Bourgogne, Californien, New Zealand – eller et helt fjerde sted.

 

Friskheden og dybden i smagen er dog noget af det mest karakteristiske – sammen med den ofte meget lyse farve. Vin tager sin kulør fra skindet, og da denne drue har et meget tyndt skind, er der ikke så meget farve, der kan smitte af på den endelige vin. Det har altså intet at gøre med, at vinen er ‘tynd’, som nogle måske ville hævde. Når det er sagt, så kan Pinot Noir virke meget let i sit udtryk, og det er nok det, der forbavser nogle negativt – og som er så pokkers charmerende for os, der har forelsket os i druetypen.

 

Det tynde skind er også med til at gøre Pinot Noir-druen sårbar og skrøbelig. For det sker hurtigt, at druerne får det svært med solen og de øvrige udfordringer, der trænger sig på i det ofte uberegnelige og uforudsigelige klima. Nogle steder i verden kan det også betyde, at druen danner et tykkere skind og dermed får mere farve, så firkantet sagt kan en Pinot Noir være mørkere og mere fyldig, når den dyrkes i varmere klima.

 

Hvis du vil have den helt friske, lette og spændstige Pinot Noir, så finder du den i Bourgogne eller i andre kølige egne som det nordlige Italien, amerikanske Oregon og New Zealand. Vil du have en Pinot Noir med mere pondus og frugt, så kan du søge mod de varme californiske vine, der er baseret på denne drue. Chile byder både på den ene og den anden stilart og kan både præstere de helt sprøde lækkerbidskener og de mere fyldige og varmblodige Pinot Noir-vine.

 

Og så er der naturligvis de tyske Spätburgundere, der fortjener sin helt egen beskrivelse. Det har den derfor fået – og disse vine kan du læse om andetsteds på denne side.

 

Pinot Noir er ofte relativt ildelugtende, når den åbnes. Eller i hvert fald ret særpræget. Nogle mener, at den lugter af krudt – andre mener, at den lugter af prut. Kostald eller jord er også nogle af de prædikater, der sættes på duften – og selvom det er voldsomt forenklet, så står jeg gerne på mål for, at en Pinot Noir-vins smag ofte er bedre, når lugten er skarp.

 

Min drømme-Noir er en vin, der er stram i sin aroma, lys i sin kulør, og som kommer snigende i sin smag. Den må meget gerne gemme på godterne, så den smager let og elegant i begyndelsen, og så eftersmagen har masser af gemte nuancer, der kan poppe frem i smagsløgene i en uendelighed. Den lange og omskiftelige eftersmag kan være magisk og fortryllende og virkelig give en langstrakt oplevelse.

 

De Pinot Noir-vine, der har en mere bastant indledning, bliver også ofte mere koncentrerede. Man kan få fornemmelsen af, at Pinot Noir har 100 gram smag – nogle fordeler dem med mange gram fra start og få point tilsidst – andre fordeler dem med få gram i starten af smagen og med en stigende intensitet indtil de 100 gram er opbrugt.

 

Her er en række smagsbetragtninger på Pinot Noir-vine af forskellig observans.

 

Rodney Strong Reserve 2014, Russian River Valley, Sonoma, Californien, USA
Når vi skruer prisen opad, så følger forventningerne med. Krav om elegance og nuancerede flader – og i denne californiske Reserve bliver det hele indfriet. Selvom Pinot Noir fra Californien har mange varianter, der smager godt uden at imponere, så er dette et lille mesterværk. Her er masser af smag fra begyndelsen, men det synes at vare ved og være balanceret, så den lange eftersmag stadig har masser at byde på. Trods den kraftfulde stil, så er der stadig en flot elegance og lethed, der betyder at denne vin er alle pengene værd – og endda mere til. Det er super lækkert med masser af bær og bund. Fremragende!
Set til kr. 350,- hos skjold burne (6*)

 

Costa Fresca 2017, Casablanca, Chile
Det her er ganske enkelt en fabelagtig chilensk Pinot Noir i sin prisklasse. Helt klassiske spil mellem den imponerende dybde i smagen og den cool friskhed i indtrykkene. Imponerer fra start – og hele vejen til den finish, der synes endeløs. Den bliver bare ved at give, og man nænner næsten ikke at fylde andet i munden efter en slurk af denne. For de smagsindtryk må gerne blive hængende for evigt. Chilensk Pinot Noir af den absolut bedste slags i prisklassen.
Set til 129,95 hos Supervin (6*)

 

Babich 2018, Marlborough Valley, New Zealand
For lidt mere end 40 år siden begyndte en del franske vinbønder at se de store muligheder i New Zealand. Klimaet er ikke så forskelligt fra Bourgogne, og deres ekspertise kunne dels udfoldes her med al den erfaring, de kunne bringe med sig – og samtidig opstod der muligheder for at gøre tingene på en ny måde. Babich er dog en undtagelse, for familien er ikke fransk, og de har været i New Zealand meget længere end mange af de nye store stjerner. Familien Babich har rødder i Kroatien og rejste til New Zealand for lidt over 100 år siden. I dag skaber de fornemme vine på de druer, der traditionelt fungerer bedst i New Zealand – nemlig Pinot Noir og Sauvignon Blanc. Denne Pinot Noir har stort set alt, hvad jeg ønsker mig, når jeg skal finde en Pinot Noir i denne prisklasse. Elegance, lethed, sommerlige bær og en god frugtfornemmelse. Lang finish med store variationer i smagsnoterne – vi er tæt på topklasse her.
Set til 120,- hos Skjold Burne (5*)

 

Giant Steps Applejack Vineyard 2018 Pinot Noir, Yarra Valley, Australien
Selvfølgelig dyrker de også Pinot Noir i Australien, for selvom mange af de australske vinområder er varme, så er der et anderledes køligt klima i Yarra Valley, hvor denne Pinot Noir kommer fra. Det er blødt og frugtpræget og i en utroligt lækker balance. Her har vi en vin med en enorm niceness, der skaber nydning på den helt store klinge. Den har nogle røgede noter i eftersmagen, der skiller sig ud fra mængden af Pinot Noir-vine, og så er den lidt tør og ru på tungen. Det er aldrig skidt at skille sig ud fra mængden, når det er til den positive side, og det er det i denne relativt kraftfulde vin.
Set til kr. 245,- hos Jysk Vin (5*)

 

 

Chateau de la Charriere Chassagne Montrachet Les Champs de Moriot 2016, Bourgogne, Frankrig
Her er vi i Bourgogne med en skøn Chassagne Montrachet. En rigtig flot rødvin, der har sine særlige særpræg. Jeg ser, at andre beskriver soja som en af smagsnoterne – i vores smagepanel er vi mere ovre i noget juleagtigt krydderi som allehånde eller lignende. Det giver nogle enormt spændende nuancer, der betyder, at den skiller sig ud fra mængden, selvom den stadig har de klassiske Bourgogne-træk.
Set til 249,75 hos Skjold Burne (5*)

 

The Original Smoking Loon Pinot Noir 2016, Californien, USA
De billige amerikanske Pinot Noir-vine kan være lidt for marmelade-prægede. Men der findes undtagelser, og blandt disse er denne The Original Smoking Loon. Det er en mægtigt lækker amerikansk Pinot Noir, der har den bløde fløjlsstil, men som ikke holder sig tilbage for også at give fra sig af lidt syre og peber. Det giver en mere cool stil end den gennemsnitlige californiske Pinot Noir i denne prisklasse. Den er absolut pengene værd – og mere til.
Set til kr. 109,95 hos Vinmonopolet (5*)

 

Chateau de la Charriere Hautes Cotes du Beaune 2017, Bourgogne, Frankrig
Denne Bourgogne er i den lidt lettere prisklasse, men den holder alligevel et flot og elegant niveau med en dejlig dybde i smagen. Her er masser af frugt, og selvom der er en god fylde i smagen, så er den stadig i den lettere afdeling. Det er en virkelig lækker vin til prisen – skøn og dejlig, og med al den kvalitet man kan ønske sig til denne pris.
Set til kr. 139,75 hos Skjold Burne (5*)

 

White Cliff Pinot Noir 2018 Winemakers Selection, Marlborough, New Zealand
Denne Pinot Noir fra New Zealand er en superlækker smagsoplevelse. Den har al den kølighed og coolness, jeg længes efter, når jeg ikke har smagt Pinot Noir i en rum tid. Der er måske ikke de store overraskelser i den, men man behøver jo ikke opfinde elektriciteten, hver gang det bliver mørkt. Det er klassisk, rent og vældig skønt.
Set til 109,95 hos Supervin (4*)

 

Louis Violland Pinot Noir 2018, Languedoc, Frankrig
Det er altså noget så forbandet med den Pinot Noir-drue. For selv når man finder en lidt middelmådig vin på denne druesort, så smager det stadig alt for godt til, at man kan svine det til. Her har vi en Noir fra Languedoc, som ellers langt fra er det oplagte sted at dyrke den drue. Og selvom det ikke er voldsomt interessant og nuanceret, så kan man altså ikke tage fra den, at det er hyggeligt og rart. Det smager godt – og til en pris på 64,95 får du rigtig meget vin for pengene her. Det dér med at give karakterer – det er også lidt af et bæst at have siddende på sin skulder. For hvis denne kategori handlede om Languedoc-vine under 100 kroner, så kunne denne sagtens være testvinder. Her er den oppe imod nogle store Pinot Noir-vine, og i den sammenhæng kommer den lidt til kort.
Set til 64,95 hos Jysk Vin (4*)

 

Sutil Organic Pinot Noir 2018, Bio del Bio, Chile
Pinot Noir smager stort set aldrig dårligt. Og selvom der er en lidt løjerlig balance i denne chilenske vin, så er den absolut rar at drikke. Balancen bliver lidt særpræget, når vinen først er blød og behagelig, derefter voldsomt kraftfuld – og siden ender i noget lidt sødmefuldt. Den er ikke så stringent, men prisen taler til dens fordel. Det er en ganske pæn vin til prisen.
Set til kr. 69,- hos Kjær Sommerfeldt (3*)

 

Beast Noir Premium 2018, Californien, USA
Det her en typisk amerikansk Californien-Pinot. Masser af smag, lidt fedme, lidt mørke bær og frugter. Det smager såmænd fint, men det er ikke voldsomt interessant.
Set til kr. 69,75 hos Skjold Burne (3*)