Efterårsopdagelser af oversøiske vine
Efteråret er over os, og det er tid til, at vinene gerne må have lidt mere kraft og power. Det finder vi ofte i de oversøiske vine – altså vine fra Sydamerika, Sydafrika – eller måske Australien. Så hvis dine madretter får et skud ekstra smag og tyngde i disse måneder, så benyt lejligheden til at opdage nogle af de lidt fjernere vinegne (selvom både spanske og italienske vine også gør det fremragende – ganske som efterårsfavoritterne fra Rhone).
Vores madvaner og præferencer forandrer sig, som året skrider frem. Det gælder både i forhold til tyngden i vores foretrukne menu, men det gælder også i forhold til hvilke råvarer, der er i køledisken i supermarkedet i den enkelte årstid.
Mens foråret og sommeren er præget af sprøde smagsnuancer og friske finesser, så er vinteren årstid for mere rustik mad. Jagtsæsonen går ind, og der kommer vildtretter på bordet – og det er ikke ligefrem den sprøde nyhentede asparges eller nyopgravede kartoffel, der rammer tallerkenen.
Derfor skal vinen have en vis tyngde til at modstå den mere fede og kraftige smag. Vi serverer gerne vores efterårs- og vinterretter med tilbehør der både kan være sødt og surt, og derfor skal vinene også kunne håndtere alle disse udtryk, mens sommerens vine skal klæde de mere rene og finesserige smagsoplevelser.
Der er ret godt gang i de sydafrikanske vine dette efterår, og det er som om, at det traditionsrige men alligevel lidt omtumlede vinland for enden af Afrika, har fundet en god formel til at holde et fornuftigt prisniveau og stadig øge kvaliteten. Desuden begynder sydafrikanerne at eksperimentere lidt mere med smalle druesorter, ligesom de synes at genopfinde nogle af deres traditionelle produktionmetoder, og det gør kun landet endnu mere spændende.
Sir Charles Darling 2017, Sydafrika
Meget mørk rødvin baseret på druesorterne Cabernet Sauvignon og Merlot. Den har en meget krydret og kirsebær/ribs-fuld aroma, mens smagen er fint afstemt med bløde frugter og en enormt fyldig finish. Her er der krydderier og en god sødme, der får vinen til at passe rigtig flot til efterårets menuer.
Set til kr. 116,95 hos Meny/Spar/AMKA (5*)
Steelbird Smoking Loon Unoaked Chardonnay 2016, Californien, USA
Californisk Chardonnay har det lidt for ofte med at være alt for tung i sin fadprægede bagdel. Det siger sig selv, at en ‘unoaked’ Chardonnay ikke lider under den slags bøvl, og tak skal du ellers have, hvor det klæder denne Steelbird. Den har en fed duft, der er voldsommere, end man skulle tro uden eg. Men smagen er blød og frugtfuld på en supercharmerende og fin måde, hvor der er masser af saft og smag, selvom det aldrig bliver tungt.
Set til 109,95 hos Vinmonopolet (5*)
Darling Cellars Gustus Chenin Blanc 2018, Sydafrika
Hvidvinsdruen Chenin Blanc har sin hjemmebane i Loire i Frankrig, men Sydafrika er velsagtens det land, der indtager andenpladsen over druesortens bedste egne at levere lækker vin. Her er den meget elegant i duften, mens smagen gemmer sig lidt, inden den med tiden springer frem og folder sig ud. Herefter tager den initiativ og smager godt igennem med tropiske frugter og masser af lækkeri. Den har krydderierne, men den er samtidig elegant.
Set til kr. 99,95 hos Meny/Spar (5*)
Trumpeter Rutini Pinot Noir 2017, Mendoza, Argentina
Hvis du godt kan lidt Pinot Noir, der har noget ekstra tyngde, så er argentinske Trumpeter et godt bud på en producent, du kan falde for. For denne Pinot Noir har en del knald på krydderierne og nuancerne. Ikke at den smager stort, men bestemt heller ikke blødt. Den har Pinot Noir-druens kendetegnende lethed, men alligevel er der skruet ekstra op for kanterne og krydderierne, og det snævrer nok kredsen af anerkendende blikke ind, men de blikke, der er tilbage, er muligvis lidt mere intense.
Set til kr. 75,- hos Skjold Burne (4*)
Gustus Bukettraube Darling Cellars Sydafrika 2018
Her har vi en særlig druesort, som der kun findes omtrent 70 hektar af på verdensplan. Nogle af disse hører til Gustus hos Darling Cellars, og her viser den oprindeligt tyske druesort Bukettraube sig som en meget frugtig og aromatisk drue. Smagsmæssigt er den meget fyldig og anderledes – en anderledes bred side af hvidvinsgenren. De 70 hektar Bukettraube i verden kunne efter min mening sagtens gøres til meget mere, for den kan noget helt særligt. Det er anderledes fra alt muligt andet, man oplever fra Sydafrika og resten af den store verden, så hvis du er til frugtpræget hvidvin med masser af smag og krydderi, så skal du prøve den.
Set til kr. 99,95 i Meny/Spar (AMKA) (4*)
Gustus Shiraz 2017
Fra Western Cape i Sydafrika kommer denne Shiraz med modenhed og spraglede tanniner. Der er meget rød frugt i både smag og aroma, og den rummer både blomsterprægede noter og markante krydderier. Den er lidt vild i grundsmagen, men den bløder nydeligt op i sin finish.
Set til kr. 99,95 hos Meny/Spar (4*)
Helmsford Paulett Wines 2016, Australien
Semillon-druen skinner klart igennem i duften med sin fylde og lidt korporlige stil i dette australske hvidvinsblend. I smagen er den mere afdæmpet og giver fint plads til nuancerne fra Sauvignon Blanc-druen. Det giver en oplevelse af en vin, hvor de to druesorter afløser hinanden i smagsbilledet i stedet for at supplere og forstærke hinanden. Jeg savner lidt, at balancen mellem de to druesorter blev mere smooth – her er det som om, at de træder frem hver for sig i stedet for at understøtte hinanden.
Set til kr. 85,- hos Skjerning Wine (4*)
Ugaba 2016, Stellenbosch, Syafrika
Sydafrikansk blend, der består af Syrah, Cabernet Sauvignon og Petit Verdot. Den er meget nem at gå til med sin bløde og sødmefulde stil, som måske vil blive en anelse for marmelade-agtig for nogle. Den har dog også sine krydderier og bliver ikke helt sødsuppet, selvom tanninerne er helt bløde og smooth, chokoladenoterne ikke er for mørke og krydderierne synes blidt ristede.
Set til kr. 79,95 Meny/Spar (4*)