Danmark | Lolland-Falster Spiritus | Æble Normalpris kr. 290,- (20 cl.) ★★★★★★ | Fejø Calva

Fejø Calva

Danmark | Lolland-Falster
Spiritus | Æble
Normalpris kr. 290,- (20 cl.)
★★★★★★ | Fejø Calva

 

Du kender måske til den franske æblebrændevin Calvados. Ligesom med eksempelvis Champagne er det en betegnelse, man kun må bruge i det godkendte, afgrænsede område i Frankrig, så når man laver Calvados i andre dele af verden, så må man være kreativ. I Danmark ‘nøjes’ man med at kalde vinene for Calva – men selvom navnet rent bogstavmæssigt er minimeret, så behøver kvaliteten bestemt ikke at være det.

 

På den lille Fejø ud for Lolland dyrkes masser af vidunderlige æbler. Her dyrker Kernegaarden Cider på ægte Cideræbler, der har vokset i plantagen siden 2004, og mens Kernegaarden laver cider af æblerne, så sendes en del af produktionen til Svendborg-egnen, hvor den destilleres. Herved forstærkes alkoholprocenten fra mellem 5 og 6 til intet mindre end 78%, og efter mindst tre års fadlagring klargøres Calvaen til sine endelige 40%.

 

Fadlagringen sker i forskellige typer af egetræsfade, og selvom cider-æblerne fra Fejø i sig selv giver en fremragende cider – og en Eau de Vie, der eftersigende også smager vidunderligt – så er det fadlagringen, der sikrer, at Fejø Calva opnår den stil, som berettiger vores mange stjerner.

 

Der er nemlig en dybde og elegance i Fejø Calva, der giver den et internationalt format med sin imponerende stil, der er maskulin i sin muskuløse smag – men stadig med et feminint præg fra de insisterende æblenoter i både smag og aroma.

 

Når du skal nyde eller servere din Calva, så finder du nok din foretrukne smag ved at tænke tilbage på din seneste jule- eller påskefrokost. Nogle gæster vil gerne have deres snaps serveret iskold – og i virkeligheden er det fordi, de ikke rigtig kan lide den. Dem, der godt kan lide snaps, vil gerne have den serveret ved noget højere temperatur, for det er her, at smagsnuancerne får frit spil.

 

Sådan er det også med de fleste andre spiritus-typer, og hele idéen med at lave en gennemarbejdet Calva af de fineste råvarer, forsvinder hvis du ikke lader smagsnuancerne komme til udtryk. Serverer du den let afkølet (ca 15 grader), får du en frisk oplevelse af æblernes bidende syre – lader du den nå normal stuetemperatur, vil du opleve en større dybde og sødme i glasset. Det er sidstnævnte fremgangsmåde, jeg anbefaler, for her fornemmer du virkelig, at dine smagsløg bliver ramt af en hel æbleplantage fra Fejø – det er fremragende, smukt og helt og aldeles vidunderligt. Javel, en pris på 290,- for 20 centiliter er voldsom, men det er kvaliteten, smagsindtrykkene og den samlede oplevelse også.

 

Fejø Calva kan snildt måle sig med fin fransk cognac og calvados i en prisklasse lige omkring de 1.000,- for en helflaske, så hvis du har skruet dit ambitionsniveau op på sådan et niveau, så imponér dig selv og dine gæster med en fejende flot Calva fra Fejø.