Den rumænske hvidvinsdrue Feteasca Regala viser sig igen som en positiv overraskelse.

Liliac, Feteasca Regala 2013, Rumænien

 

Rumænske hvidvine er et temmelig overset kapitel, og jeg har flere gange tidligere været imponeret over den lokale Feteasca Regala-drue, der leverer vine der både er friske, tørre og sprøde men alligevel fyldige og smagfulde. Den karakteristik betyder også, at det er sjældent at mine vin-gæster gætter på Rumænien som det oplagte land for disse vine.

 

Denne Liliac fra Transsylvanien indledes med en rigtig fin og fyldig duft, der leder videre til den friske og sprøde smag, der giver smagsløgene en lille blid rusketur, inden den diskrete men fine eftersmag lukker oplevelsen af.

 

Det er en ganske fin vin, som skal serveres kølig, men efter vores mening ikke kold. For hvis du napper den direkte fra køleren, så dræber du den runde finesse, der giver lidt sødme til at modsvare friskheden. Og det er netop denne balance, vi synes allerbedst om i vinen.

 

Kr. 99,95 v/12 stk.

Skovgaard Vine

 

******