Superflot Riesling, der især vil være nam-nam for dig, der elsker sødlige hvidvine.

Karl Erbes 2015 Ürziger würzgarten, Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland 

 

Den tyske producent Karl Erbes er blandt de rigtig stærkt kort i Mosel-området. Han begår nogle smukke og nydelige hvidvine, og vi har tidligere haft fornøjelsen af at smage hans værker. Denne Ürziger Würzgarten er i 2015-varianten umiddelbart på samme niveau som 2014’eren. Men den er alligevel ikke helt som den ældre bror, for mens 2014’eren havde en fornem og nydeligt diskret eftersmag, så er det som om, at sødmen får lidt for meget plads i den nye årgang. Til gengæld er grundsmagen en tand mere nuanceret og lækker end i 2014-udgaven.

 

Vinen fremstår med en flot og fyldig duft, der er ganske sødmefuld og med masser af karakter. Vi har at gøre med en Feinherb-vin, hvilket vil sige, at den er kategoriseret som halvtør, men ret beset er vi nok nærmere i den halvsøde kategori, når vi regner eftersmagen med.

 

Samlet set er det en superflot Riesling, der især vil være nam-nam for dig, der elsker sødlige hvidvine, men der er også flot kvalitet til den mere kræsne vinnyder, der gerne vil gå på opdagelse i flere lag og nuancer.

 

Kr. 96,75

Propperiet

 

******