Tyskland | Pfalz Hvidvin | Sauvignon Blanc Normalpris kr. 159,- | Set til kr. 103,- ★★★★★★ | 96p | D'Wine

Hörner Steinbock Sauvignon Blanc 2019

Tyskland | Pfalz
Hvidvin | Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 159,- | Set til kr. 103,-
★★★★★★ | 96p | D’Wine

Jeg elsker tysk hvidvin, og jeg er håbløst forgabt i Sauvignon Blanc-druen. Derfor er det heller ikke værd at lade sig forbavse over, at der er en tysk vin på min liste over årets hvidvinsfavoritter, ligesom de færreste taber underkæben, når de hører at jeg har forelsket mig i en ny Sauvignon Blanc. Men når de to ting sættes sammen, og jeg fortæller at jeg er blevet ellevild på den barnlige og lidt pjattede måde med en Sauvignon Blanc fra Tyskland, så er der nok lidt flere i bekendtskabskredsen, der tænker, at nu rabler det for ham. Men det er sådan det er. For Thomas Hörner er en legesyg kammerat fra Pfalz, og han laver skøre ting. Der er sikkert en del af dem, der ikke lykkes, og dem får vi nok aldrig lov at smage. Men det er netop i erkendelsen af, at der skal en ordentlig røvfuld fejlslagne eksperimenter til, før man skaber en genistreg, at de største mirakler sker. Denne Sauvignon Blanc er simpelthen så lækker, at jeg har svært ved at sætte ord på den fornemmelse, den giver mig. Det er tysk præcision, der er koblet med Sauvignon Blanc-druens evne til at levere lette, saftige og charmerende vinoplevelse. Den er så frisk og rig på syre, at den prikker på tungen, og samtidig fylder den smagsreceptorerne med så meget blid og blød frugt, at det næsten ikke er til at rumme. Det her er årets hvidvin (indtil videre) – hverken mere eller mindre.