Skal det være fine, dyre Champagne-bobler - eller er det ligeså godt med et glas Cremant? Eller hvad med en Cava eller bobler med den nye spanske betegnelse Corpinnat? Nytåret står for døren, og det er på tide at få styr på boblerne.

Der er ikke længe til, at himlen eksploderer i fyrværkeri, det fineste skrud krænges om skuldrene og de elegante champagneglas sættes klar på bordet. Dermed er der heller ikke lang tid til at finde frem til, hvilken flaske bobler, der skal bordet i de forskellige festlige sammenhænge, der findes nytårsaften.

 

Mange vælger en flaske bobler som velkomstdrink, aperitif – eller som ledsager til den majestætiske dronnings nytårstale. De fleste gemmer boblerne til midnat – og så er der de rigtig entusiastiske boble-elskere, der gerne sætter de slanke glas på middagsbordet.

 

For bobler kan så uendeligt meget. Hygge-boblerne er festlige og kan både være sødmefulde og knastørre. Skal de fungere som aperitif, der renser munden og gør den klar til middagen, så bør du vælge en flaske tørre bobler – skal det bare være feel-good et stykke tid før middagen, så kan de være af lige præcis den tørhed, du og dine gæster bedst kan lide.

 

Til middagen kan du sagtens servere bobler – faktisk hele vejen igennem. Og så er der midnats-boblerne, der kræver en vis sødme, hvis de skal passe med kransekagen.

 

Du skylder også dig selv at tænke over, om det er fornuftigt at gemme den fineste flaske til midnat. Hvis du ved, at festen sagtens kan løbe løbsk, så er det ærgerligt at sidde tilbage med den fineste flaske til et tidspunkt, hvor smagsløgene er gennemblødt af både vin, øl og sprut – og hvor sanserne generelt er på et mindre funktionelt niveau end normalt.

 

Hvis det er tilfældet, så er anbefalingen herfra, at du snupper de bedste bobler som after-dinner-drik for at afslutte et sikkert flot måltid med en rensende, lækker og festlig oplevelse.

 

Til midnat kan du udmærket vælge en flaske, der er fuld af velsmag – men måske uden de største kryptiske og nuancerede nuancer, for der er en stor sandsynlighed for, at du ikke fanger al den nydelse, du kan få ud af dem.

 

At finde rundt i det store udvalg af bobler er ikke nødvendigvis det nemmeste i verden. For der findes så uendeligt mange udtryk og varianter, og her er et lille overblik:

Champagne : Bobler, der er fremstillet efter gældende regler – og kun i Champagne-området i Frankrig

Cremant : Typisk bobler der er ligesom Champagne, men som er fremstillet i andre områder af Frankrig end Champagne. Der findes også Cremant fra andre lande – eksempelvis Tyskland og Luxembourg.

Sekt : Primært fra Tyskland – ofte efter samme produktionsmetode som Champagne. Sekt bruges også i andre lande – eksempelvis det østlige Europa.

Cava : Spanske bobler, der primært kommer fra Catalonien, men som også kan komme fra andre dele af landet. Traditionelt produceret på samme måde som Champagne.

Corpinnat : Spanske bobler, der er produceret efter skrappe regler i krav i Penedes-området i Catalonien, Spanien.

Spumante / Espumante / Sparkling : Egentlig blot et udtryk for, at en vin har bobler. Bruges primært i Italien / Portugal / engelsktalende lande.

Prosecco : Italienske bobler, der traditionelt kom fra landsbyen af samme navn og var skabt på druen af samme navn.

Franciacorta : De fineste italienske bobler fra området af samme navn, der ligger i Lombardiet.

 

Her får du en række bud på kandidater til dit nytårsbord – eller til en hvilken som helst anden anledning til at skænke festlige dråber i slanke glas. Og for at finde alle vores anmeldelser af bobler, kan du klikke lige her.

 

G.H. Martel & Co. Cuvee Victoire Brut Premier Cru, Champagne, Frankrig
Det her er virkelig en skøn Champagne. Elegancen og præcisionen er bemærkelsesværdi, den har en vidunderligt sprød stil, og samtidig er den dyb og fyldig i sin frugt trods den markante tørhed. Vidunderlig Champagne i en meget fornuftig prisklasse.
Set til 319.95 hos Supervin (6*)

 

Llopart Brut Reserva, Corpinnat, Spanien
Kan man give seks stjerner til en Cava, når den ikke er den absolut bedste man har smagt? Jep, det er faktisk ikke noget problem, for med en pris på 129,95 behøver mine bobler ikke være exceptionelt ekstravagante. Det er rigeligt, at de er helt og aldeles fremragende, charmerende, betagende og imponerende. Det her er nok den bedste Cava i denne prisklasse, jeg har smagt, så selvom der findes større kompleksitet i de dyrere vine, så er den dybe, frugtige og blide stil, der smyger sig omkring de tørre og nuancerede kanter, lidt af et mirakel til prisen. Og nåja – egentlig er det ikke en Cava men en Corpinnat – for nemheds skyld nøjes vi med at konstatere, at det egentlig er det samme – bare noget andet. Det kan du læse mere om på vores øvrige boble-sider.
Set til kr. 129.95 hos D’Wine (6*)

 

Charles Mignon Cuvee Comte de Marne Grand Cru Champagne Brut, Frankrig
Det her er en af de Champagner, der står på min liste over vine, jeg jævnligt skal tjekke prisen på. For den er så fremragende, at den bør have sin faste plads på boble-reolen. Den har et elegant, rent udtryk og en jordbunden og fascinerende stil, der er kompleks og udfordrende samtidig med at den er behagelig, imødekommende og charmerende. Det er Champagne af rigtig høj kvalitet, og til prisen på 375,- er det altså bare med at komme afsted og få fyldt op på hylden.
Set til kr. 375,- hos Skjold Burne (6*)

 

Pommery Brut Royal, Champagne, Frankrig
Champagne-huset Pommery er bestemt ikke nyt på markedet. Men det er alligevel både moderne og tidsvarende i sit udtryk. Blandt de forskellige varianter er Brut Royal bestemt ikke den dyreste, men ikke desto mindre én af dem, der giver allermest værdi for pengene. Her er tale om en Champagne på det traditionelle tre-drue-blend, og den har en kraftfuld smag, der ikke holder sig tilbage. Der er stor dybde og masser af frugt i den tørre smag, og selvom det tager en anelse af elegancen, så er jeg begejstret, så det bobler op over begge ører.
Set til kr. 285,- hos Jysk Vin (6*)

 

Pommery Brut Apanage, Champagne, Frankrig
Når vi er i Champagne-priserne, så er det ikke 14 kroner, der afgør, om man skal vælge Brut Royal eller Brut Apanage fra Pommery. Det er snarere stilen, for det er to temmelig forskellige stilarter, hvor denne er mere spinkel og afdæmpet i sit udtryk, end Brut Royal. Og så bliver det et spørgsmål om smag, om man er mest til det ene eller det andet. Brut Royal udmærker sig ved sin særlige dybde, mens Brut Apanage er en anelse mere anonym og ‘almindelig’, og derfor må den – selvom den er lækker og skøn – leve med at være marginalt overgået af Brut Royal.
Set til kr. 299,- hos Jysk Vin (5*)

 

Muré Demi Sec Cremant d’Alsace, Frankrig
Så er vi udenfor Champagne-området, så selvom fremgangsmåden er den samme, så må Alsace-bønderne kalde deres vine for Cremant. Det betyder gerne, at prisen er lidt lavere, mens kvaliteten stadig kan være høj. Det er den også her, hvor vi er i en demi-sec-udgave – altså en lidt sødere flaske bobler. Den holder sig dog fra at falde i sukker-gryden, for trods den højere andel restsukker, så er der plads til friskhed og modspil. En superflot flaske til aperitif eller hyggelig hyggestund.
Set til kr. 139,75 hos Skjold Burne (5*)

 

Gran Funambral Equilibri Natural Brut Nature Cava, Spanien
Ganske tør Cava fra Gran Funambral, der har en imponerende dybde i sine nuancer. Det giver rigtig mange lag at gå på opdagelse i, men det bliver også en smule for meget til min smag. Elementerne bliver en ganske lille smule for tunge til, at helhedsintrykket synes i total balance, så trods fine optræk, er vi lidt under topkaraktererne.
Set til kr. 224,- hos Propperiet (4*)

 

Calmel + Joseph Les Effervescents Brut, Cremant de Limoux, Frankrig
Denne Cremant fra Limoux overrasker mig ganske positivt. Jeg husker den en smule mindre interessant fra tidligere gange, jeg har smagt den, men denne gang fremstår den med en smag, der har langt mere karakter. Kuløren er dejlig, dyb og gullig, og smagsmæssigt har den en dybde og fylde, der sammen med en pæn elegance efterlader et rigtig fint indtryk, når prisen også tages med i betragtning.
Set til 129,- hos Andrup (4*)

 

Funambral Equilibri Natural Brut Reserva, Cava, Spanien
Prisen er selvfølgelig en medvirkende faktor til, at Cava kan hamle op med Champagne, men det gælder altså også for den mere runde og tilgængelige stil, jeg ofte finder i Cava. Den savner jeg i denne flaske, der er ret let og ikke har så meget frugt i bunden af smagen. Det gør den lidt syrlig og kommer til at koste på balancen.
Set til kr. 119,20 hos Propperiet (3*)