Tyskland | Pfalz Rosé | Pinot Noir, Merlot, Cabernet Dorsa Normalpris kr. 159,- | Set til kr. 103,- ★★★★★★ | 95p | D'Wine

Hörner Horny

Tyskland | Pfalz
Rosé | Pinot Noir, Merlot, Cabernet Dorsa
Normalpris kr. 159,- | Set til kr. 103,-
★★★★★★ | 95p | D’Wine

At skabe vin, der smager så afsindigt lækkert og umiddelbart, at det fornemmes som slik på flaske, er en overset og undervurderet kunstart. Ofte vil folk i de finere vinkredse gerne have tusind mærkværdige nuancer og smagenoter at referere til, og vinen skal gerne helt specifikt passe til en eller anden vanvids-madret med ingredienser, man alligevel hverken kan få fat i eller råd til. Well… så kompliceret behøver tingene altså ikke være i min verden. Det vigtigste er, at en vin smager godt, og så kan man altid tilpasse omgivelserne, så man nyder den optimalt. Blandt de vine, jeg er allermest vild med, er de vine, der på samme tid kan snige sig ind i langt de fleste omgivelser uden omsvøb, som smager forbandet lækkert og umiddelbart, og som lader til at være i perfekt balance. Sådan er det med denne Horny rosé. Jeg går ikke nærmere ind i vinens navn – det kan man lægge i hvad man vil – men lad mig blot nøjes med at konstatere, at det her er som at købe sit yndlingsslik på flaske. Ikke fordi det er sødt, men fordi det er så lækkert frugtigt og blødt på en måde, hvor balancen er uhørt lækker for en rosé. Der er modne bær, friske bær, bløde frugter og et flot afstemt twist af syre. Det er friskt, det er blødt, det er uanstændigt charmerende – og faktisk også en smule provokerende, fordi alle fine fornemmelser og antræk til snobberi får sig en udstrakt langefinger. Undervurder ikke, hvad det kræver at skabe noget, der virker så simpelt og ukompliceret – for det er en kunst i sig selv. Og her er det fuldstændig jordnær kunst i absolut mums-klasse.