Frankrig | Alsace Hvidvin | Riesling Normalpris kr. 369,- | Set til kr. 300,-

Mure Clos Saint Landelin 2017

Frankrig | Alsace
Hvidvin | Riesling
Normalpris kr. 369,- | Set til kr. 300,-
★★★★★ | 94 Pts. | Skjold Burne

Man forstår på alle mulige måder godt, at Riesling er en af de mest elskede hvidvinsdruer. I hvert fald når man smager sig frem i de vine, der har fået en fornuftig behandling på markerne. Og når man så når helt derop, hvor prisen er høj, og hvor dråberne emmer af eksklusivitet, så undgår man altså ikke lade sig rive med. Her er vi i Alsace, hvor vinhuset Mure holder til, og på Clos Saint Landelin finder vi denne imponerende Riesling, der har alt det, man kan drømme om i en Riesling. Det er den imponerende balance mellem den dybe frugt og den livgivende syre, men det er også fornemmelsen af power – i den kategori som nogle ynder at kalde petroleum. Hvis du er i tvivl om, hvad der menes med, at den dufter af petroleum, så er det egentlig meget enkelt. For det betyder, at det dufter af petroleum. Om det er godt eller skidt kan man altid diskutere, men oftest finder man denne duft i Riesling-vine, der smagsmæssigt har en ekstra dimension i den smukke balance mellem syre og sødme – og derfor ser jeg det som et løfte om en vinoplevelse, der er på så højt niveau, som det er tilfældet her. Dette er en fornem vin med lækker struktur og masser af nuanceret dybde.