Hvis det er afgørende for, at et vinhus får succes, at det har et mundret navn, der er nemt at huske, så bliver det svært for Schwertführer 35 und die Schwertführerinnen. For det er et langt, tungebrækkende og aldeles usædvanligt navn for en nydelig, traditionsrig, lille vingård.

Ikke desto mindre er der jo mening med galskaben. Tallet 35 kommer fra nummeret på den hovedvej, vingården har adresse på, og Schwertführer er navnet på den familie, der nu driver vingården i 5. generation, siden den blev grundlagt i 1898. I Thermenregion syd for Wien står familien for at dyrke en lang række forskellige druesorter, og de deler outputtet, så ægteparret Johann og Christine kan stå for vingårdens traditionelle vine, mens søstrene Sigrid og Kerstein er overhoveder for den mere moderne, ungdommelige og kvindelige del af navnet. 

Søstrene bruger selv ord som ‘viljestærk, ung og feminin’, når de skal kendetegne linjen på deres vine, og de går rigtig gerne efter klassiske østrigske druesorter som Rotgipfler, men giver også plads til mere internationalt velkendte druesorter som Pinot Blanc og Chardonnay. Og så lægger de stor vægt på at producere saftige og komplekse rødvine.

Hos Johann og Christine er det især de klassiske druesorter, der er i fokus, men også her er der et koncentreret øje på klassiske østrigske druesorter som eksempelvis den fantastiske og ganske særlige Zweigelt-rødvin.

Når jeg læser historier fra vingården og smager vinene, slår det mig, at her er tale om en vingård og en familie, der ikke behøver opfinde store dramatiske historier og komplicerede markedsføringsstunts, for vinenes kvalitet og tydelighed taler for sig selv. På samme vis er der en imponerende stabilitet i kvaliteten på de forskellige druesorter, som vidner om, at her er tale om en vinfamilie, der har styr på det, de laver.

Nogle gange kan man fornemme, at en vingård har været heldige med at lave en enkelt fænomenal vin og udbygger i blinde til andre druesorter og vintyper. Her er det håndværk af flotteste kaliber, hvor man ved, præcis hvordan man skal håndtere de forskellige druesorter, så de leverer bedst muligt.

Det er sjældent jeg har smagt igennem en større del af sortimentet fra et enkelt vinhus, og vurderet vinenes kvalitet meget tæt på hinanden, men sådan er det for Schwertführer 35 und die Schwertführerinnen. Der er ingen af vinene, der skiller sig ud som helt unikke og decideret mesterlige, men de er alle sammen på et rigtig flot niveau uden svipsere undervejs.

Herunder finder du min oplevelse af fem af vinene fra det østrigske vinhus med det usædvanligt navn.

Schwertführer Zweigelt
Østrig, Thermen
Rødvin, Zweigelt
Normalpris kr. 169,-
D’Wine
5 Stjerner – 93 Pts.

Zweigelt er en druesort, der stort set ikke findes andre steder end i Østrig. Her er det Schwertführer, der fører sværdet, og de særlige karakteristika ved Zweigelt bliver udfoldet på fineste vis. For det er en ret særlig drue, der har en blød og moden frugtfornemmelse, men som samtidig har en lethed og friskhed, der gør den luftig og til tider næsten Pinot Noir-agtig i afsættet. Jeg har smagt mange eksempler på Zweigelt, der ikke formår at koble den bløde frugt og det alligevel lette og friske præg, men Schwertführer formår at ramme balancen. En oplagt vin, hvis du gerne vil mærke sommerens og forårets lethed, men stadig gerne vil have røde frugter og dybde i smagen.


Schwertführer Sauvignon Blanc 2022
Østrig, Thermen
Hvidvin, Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 169,-
D’Wine
5 Stjerner – 94 Pts.

Oprindeligt fra Loire i Frankrig, elsket og hypet i New Zealand – og efter min mening videreudviklet til et imponerende og balanceret niveau i Østrig. Bevares, jeg elsker både Sancerre, Pouilly Fumé og Marlborough Valley, men hvis man skal drage nogle tendenser ud af alt det, der bliver smagt, så er østrigsk Sauvignon Blanc virkelig noget, der skal holdes øje med i disse år. Den saftige friskhed, læskende syre og aromatiske sommerstemning kommer til fuldt udtryk i denne vidunderlige Sauvignon Blanc fra østrigske Schwertführer. På samme tid et meget klassisk eksempel på Sauvignon Blanc-druens seriøse og franskinspirerede evner, men samtidig med en elegance, friskhed og lethed, der minder mere om de New Zealandske. En kobling, der gør Schwertführer til bannerfører for, at østrigsk Sauvignon Blanc har potentiale til at nå samme popularitet som de franske og de New Zealandske.


Schwertführer Grüner Veltliner 2022
Østrig, Thermen
Hvidvin, Grüner Veltliner
Normalpris kr. 149,-
D’Wine
5 Stjerner – 93 Pts.

Grüner Veltliner bliver mere og mere populær hver sommer, og for mange er det den saftige og frugt-levende stil, der charmerer. De seneste år er der også kommet flere og flere Grünere på markedet, hvor stilen er mere elegant og syre-præget, og det gælder også denne fra Schwertführer. Syren er fuld af energi og livlige spræl, og  det giver en mere kompleks fornemmelse end i mange andre vine på denne druesort, for friskheden erstatter ikke frugten, men i stedet supplerer den frugten, så begge dele går op i en højere enhed. Dejlig Grüner Veltliner, der måske er for spids til dem, der helst vil have læskende og saftige østrigere, men til gengæld har den en elegance, som af og til kan være savnet i ‘Grünere’.


Die Schwertführerinnen Riesling 2021
Østrig, Thermen
Hvidvin, Riesling
Normalpris kr. 159,-
D’Wine
5 Stjerner – 93 Pts.

Vinhusets navn ‘Schwertführer 35 & Die Schwertführerinnen’ lyder som en gammel lovestory om riddere og rustningsbeklædte kampherrer i Alperne. Men den slags behøver ikke være gammeldags på den out-datede måde. For ligeså klassisk som ridder-historierne og ligeså skinnennde som et nypoleret sværd, er denne Riesling fra det østrigske vinhus i Thermen-regionen. Mens mange af vinene fra huset går under navnet ‘Schwertführer’, indikerer navnet på denne – ‘Die Schwertführerinnen’ – at det er en vin fra den yngste generation på vinhuset. Nemlig en vin, som datteren Kerstin har stået for. Jeg skal ikke rode mig ud på et sexistisk skråplan med påstande om et ‘feminint touch’ eller den slags. Det er der andre anmeldere i andre brancher, der er bedre til end mig. Jeg nøjes med at konstatere, at Kerstin har en umanerligt flot evne til at balancere sin Riesling, så der både er dybde, friskhed, bund og energisk syre. Det er rigtig flot Riesling til pengene, og hvis du ærgrer dig over den kedelige flaske og det billigt-udseende udstyr, så kan du glæde dig over, at det tilsyneladende skyldes, at alle kræfterne på vinhuset bruges til at skabe fremragende vin til meget fornuftige priser. Det er ‘Die Schwertführerinnen’ Riesling et bragende flot eksempel på.


Schwertführer Chardonnay Herzstück 2021
Østrig, Thermen
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 169,-           
D’Wine
4 Stjerner – 91 Pts.
Østrig er et eventyr at gå på opdagelse i, for det lille land med de små vinområder byder på et kæmpe arsenal af forskellige druesorter. Nogle vinhuse farer vild i at ville kunne det hele, mens andre formår at finde deres eget udtryk i de vidt forskellige smagsretninger, druesorterne inspirerer til. Schwertführer står bag vidunderlig Sauvignon Blanc og lækker Grüner Veltliner, og selvfølgelig formår Thermen-huset også at skabe en rigtig rar Chardonnay. Det er diskret og meget let i stilen, så lad nu være at smage den ved køleskabstemperatur. Lad den nå op omkring 10 grader for at få nuancerne til at blomstre – så er der masser af elegante  – men stadig diskrete – nuancer at gå på opdagelse i.