Wittmann Aulerde Riesling GG 2016 ; Hvidvin ; Riesling ; Tyskland ; Rheinhessen ; ★★★★★★; Kr. 319,95.

Wittmann Aulerde Riesling GG 2016

Hvidvin ; Riesling
Tyskland ; Rheinhessen
★★★★★★
Kr. 319,95
Theis Vine

De fleste semi-vin-nørder kender det fra rødvine. Oplevelsen af, hvordan en vin kan ændre fuldstændig duftmæssig karakter på kort tid fra den åbnes til den hældes på glas – og frem til den bliver slynget i glasset og får afløb for sine nuancer. Knap så ofte oplever vi det i hvidvine – det har både noget med vinen og med os selv at gøre, for tålmodigheden med en hvidvin er sjældent ligeså lang. Denne Riesling fra tyske Rheinhessen er en oplevelse fra start til slut. Bemærk den stort set ikke-eksisterende duft, der findes ved åbning. Jeg er helt i tvivl, om der er noget galt med vinen, for det er så små og sarte nuancer, der finder vej gennem flaskehalsens åbning. Vinen skænkes på glas, og der kommer en anelse mere aktivitet i næseborene – og så slynges en helt vidunderlig og forrygende Riesling-duft frem i glasset. Her vælter noterne nærmest over hinanden, men uden at de spænder ben for hinanden, for de holder balancen i en uendeligt flot sammenhæng. Intensiteten stiger, og så snart vinen rammer smagsløgene samler vin-englene sig i et stort kor, der først synger i et smukt flerstemmigt arrangement, inden en højlydt stemme følger eftersmagen op med et gevaldigt ’Hallelujah!’. Går jeg over stregen her? Måske… men der skal altså også nogle særlige billeder til, for at min begejstring over denne storladne Riesling bare rammer nogenlunde. Det er en Riesling, der med sin fylde, frugt og fortrinlige syrebalance spiller på alle tangenterne, og som gør det med en tyngde og en præcision, der berettiger den høje pris.