Portugal kan meget mere end robuste rødvine. Kompleksitet, saftige hvidvine - og meget andet - er med til at gøre billedet af Portugal langt mere alsidigt.

Måske tænker du stadig gammeldags, støvede og robuste vine, når du tænker på Portugal. Den slags findes stadig, men kigger du på hylderne lige over de nederste, så finder du også spændende, komplekse og fremragende vine. Særligt de vine, der er dyrket i højderne i Portugal har et imponerende niveau – her kan du se hvilke vine fra Portugal, vi har været gladest for blandt de smagte i sommerens løb.

TESTVINDER

Beyra Grande Reserva 2018
Portugal | Beira Interior
Rødvin | Tinta Roriz, Touriga Nacional, Jaén
Normalpris kr. 379,95 | Set til kr. 279,95
★★★★★ | 96 Pts. | Supervin

Det er ret vildt, som Rui Roboredo Madeira imponerer mig med næsten alt, hvad der kommer derfra. Den portugisiske vingård i det højtbeliggende Beira-område skaber stort set guld ud af alt, hvad de rører ved. Og det er ikke helt ulogisk, for dels er der enorme kompetencer på spil på markerne, og samtidig er markerne blandt de højest beliggende i Portugal overhovedet. Det giver optimale forudsætninger for at skabe tætte, komplekse og nuancerede vine, og selv i en Grande Reserva som denne, der har ligget 12 måneder på fad, er der plads til så meget uspoleret druesmag, at det niver, hvor det skal og bløder op, når det er tid til den slags. Druesammensætningen hedder på portugisisk Tinta Roriz, Touriga Nacional og Jaén. Touriga Nacional er nationaldruen i Portugal, Tinta Roriz er det portugisiske navn for Tempranillo, og Jaén er samme sort, som vi i det nordlige Spanien kender som Mencía. Et par år i en mørk, kølig og tør kælder vil helt sikkert sende den endnu højere på karakterskalaen. Men det her er en sublim opvisning i portugisisk power og elegance.


TESTVINDER u/100 kr.

Beyra Interior Branco 2020
Portugal | Beira Interior
Hvidvin | Siria, Fonte Cal
Normalpris kr. 119,95 | Set til kr. 84,95
★★★★★ | 90 Pts. | Supervin
Det er ikke vinen med den højeste pris og den største kompleksitet, men skal du have massevis af velsmag og lækre, charmerende sommernoter, så er Beyra Interior Branco et aldeles sikkert hit. Det er en vin, der er skabt på de lokale druer Siria og Fonte Cal, og den er spækket med frugt og charme på den højeste klinge. Her er ikke en masse syre og små, finurlige, friske noter, men her er til gengæld ren og skær nydningspotentiale til en lun og varm sommeraften – eller et hyggeligt, behageligt og ukompliceret glas i ny og næ.


TESTVINDER TIL PRISEN

Aluado Chardonnay 2020
Portugal | Lissabon
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 74,95 | Set til kr. 59,-
★★★★★ | 89 Pts. | Andrup Vin
Ligeså bøvlede portugisiske rødvine i prisklassen under 100 kroner til tider kan være, ligeså let tilgængelige, saftige og ukomplicerede kan de hvide vine fra samme land og samme prisklasse være. Her er der tale om en Chardonnay, der har så meget frugt og fylde, at velsmag og charme vælter ud af flasken. Det er ikke et komplekst mesterværk med mange lag og forskellige nuancer, men det er skønt og lækkert at nyde uden at skulle bruge en masse kræfter på at forstå sin vin.


ØVRIGE NYLIGT ANMELDTE

Casa Ermelinda Freitas Leo d’Honor 2013
Portugal | Setubal
Rødvin | Castelao
Normalpris kr. 399,95 | Set til kr. 349,-
★★★★★★ | 94 Pts. | Andrup Vin
Der er noget andægtigt over at få en flaske rødvin i en smukt skabt æske til hver enkelt flaske. Og når smagen samtidig følger trop og retfærdiggør det ekstra udstyr, så er kimen lagt til en stor vinoplevelse. Og Casa Ermelinda Freitas har skabt en stor vinoplevelse med deres Leo d’Honor, der er baseret på lokale Castelao-druer. Her er masser af smag, mens portugisisk blødhed og power følges ad side om side og giver hinanden den fornødne støtte og modspil. Det smager fremragende, men prisen kræver også, at man får en oplevelse på dette niveau.


Beyra Reserva Quartz 2019
Portugal | Beira
Hvidvin | Siria, Fonte Cal
Normalpris kr. 159,95 | Set til kr. 129,95
★★★★★★ | 89 Pts. | Supervin
Her har vi et lidt sjovt eksempel på, at en vin ikke nødvendigvis scorer højere karakter, bare fordi den er dyrere og lidt finere sammensat. For Beyra-brandet byder på fremragende hvidvine i den billige ende, og her har vi en Reserva Quartz der er fra en lidt højere hylde. Her er ikke gået på kompromis med håndteringen af druer, der er høstet fra vinstokke, der står på et særligt jordbundsunderlag (heraf navnet Quartz). Det giver en anderledes syre og friskhed, der sammen med den øgede lagringstid, der ligger i Reserva-betegnelsen, gør den til en mere bekostelig affære at sætte sammen. For feinschmeckere er der helt sikkert også mere at gå på oplevelse i, men vurderet på den umiddelbare smag, er jeg bare mere begejstret for vinhusets lidt billigere og mere ukomplicerede sommer-saft-bombe, der kun koster omtrent det halve. Her bliver det rankt, køligt og elegant, men jeg savner den blide og bløde karakter, som vinhusets også mestrer.


Esporao Bico Amarelo 2020
Portugal | Vinho Verde
Hvidvin | Albarino, Treixadura, Avesso
Normalpris kr. 119,- | Set til kr. 99,-
★★★★★★ | 89 Pts. | Kjær Sommerfeldt
Vinho Verde har en evne til at være superfriske og rene hvidvine, der strutter af sommer og renhed. Den er baseret på et par af de samme druesorter, som også gør nordvest-spansk hvidvin til noget magisk – i dette tilfælde Albariño og Treixadura, der får selskab af den mindre kendte Avesso. Det giver en superdejlig Vinho Verde, der har masser af charme og knap så meget kompleksitet. Men det er sådan, mange gerne vil havde deres sommer-hvidvin, og skal der fisk eller andre lette sommerretter på bordet, så er Esporao Bico Amarelo bestemt ikke et dårligt bud.


Casal de Ventozela Vinho Verde Branco 2019
Portugal | Vinho Verde
Hvidvin | Loureiro, Treixadura, Avesso, Azal
Normalpris kr. 79,-
★★★★★★ | 87 Pts. | Vinimondo
Vinho Verdes karakterfulde sprødhed og syre er umulig at komme udenom som det mest markante i denne vin fra Casal de Ventzela. Det er relativt nemt at gå til, når man går ombord i druesaften, der kommer fra sorterne Loureiro, Treixadura, Avesso og Asal. Men den har samtidig så meget friskhed og syre, at den næsten antager en bitter smag i bunden af smagen. Det gør den vanvittigt lækker til dem, der er til helt skarp syre, der ligefrem pibler lidt på tungen, men samtidig betyder det også, at en del vil stå af, fordi det simpelthen bliver for markant.


Rozés Rosé Port
Portugal
Dessertvin |
Normalpris kr. 99,95
★★★★★★ | 85 Pts. | Superbrugsen
Portvin har fået en højere status hos nye generationer i de seneste år, og en af årsagerne er formentlig, at mange har fået øjnene op for de lettere og mere saftige portvine, der kan gøre sig formidabelt i forskellige drinks. Denne rosé-portvin er lige præcis af den slags. For sig selv er det en saftig og easy-going smagsoplevelse, hvis den nydes afkølet, og til prisen er det faktisk ganske habilt. Den har en vis fornemmelse af slik, og jeg ville nok foretrække at bruge den i en af de spændende drinks-opskrifter, hvor portvin indgår.


Peter & the Wolf White 2020
Portugal | Tejo
Hvidvin | Fernao Pires, Muscat
Normalpris kr. 74,95 | Set til kr. 59,-
★★★★★★ | 83 Pts. | Andrup Vin
Når der skrues ned for både pris og kvalitet på samme tid, så kan resultatet sagtens blive helt fornuftigt. Denne hvidvin, der hører til serien Peter and the Wolf, er lidt parfumeret og vild i sin stil. Muscat-druen er bestemt til at fornemme med sine indspark til blendets anden drue Fernao Pires, og med både parfumeret fylde og bløde vaniljenoter i bunden, bliver det en smule tykt i smagen og måske en anelse for bøvet til mig. Men til prisen kan det absolut gå an.


Peter and the Wolf Red Wine Blend 2020
Portugal | Tejo
Rødvin | Blend
Normalpris kr. 74,95 | Set til kr. 59,-
★★★★★★ | 80 Pts. | Andrup Vin
Hvis du har et lidt gammeldags billede af portugisisk rødvin som noget rustikt, der stikker i alle mulige retninger på samme tid, så vil du få bekræftet det billede her. For heldigvis er portugisisk vin nået mange klasser og niveauer højere, men den klassiske stil findes stadig. Her får du et blend, der er enormt krydret og fyldt med markante og mørke bær, der giver soliditet i smagstyngden – men nok også en anelse for meget til, at det helt er i balance. Prisen giver dig dog mulighed for at give den et forsøg, uden at du skal sælge ud af familieklenodierne for at få råd til det.


Quinta da Mimosa Palmela 2018
Portugal | Setubal
Rødvin | Castelao
Normalpris kr. 149,95 | Set til kr. 125,-
★★★★★★ | 80 Pts. | Andrup Vin
Denne rene Castelao-vin er lidt svær for mig at blive klog på. Det er en portugisisk rødvin, der er skrap og kontant i sine krydderier, og sandsynligheden for, at den skal have nogle flere år på flaske er høj. Det kendetegner ofte Castelao-druen, at den har brug for lidt mere tid end flertallet af vine, før den når sit højdepunkt, og til prisen må man forvente, at den kan udrette mere, end det er tilfældet, når man vurderer 2018-årgangen lige nu.


Rozés Extra Dry White Port
Portugal |
Dessertvin |
Normalpris kr. 99,95
★★★★★★ | 72 Pts. | Superbrugsen
Her har vi en tør, hvid portvin, der i virkeligheden ikke smager ret godt. Den kan have sine kvaliteter, hvis den skal bruges som ingrediens i en cocktail, men som stand-alone-portvin har jeg ikke voldsomt meget godt at sige om den. Clashet mellem tropefrugter og en næsten bitter tørhed bliver rigeligt virvar-agtigt til min smag.