Riesling-sekt med X-faktor
Stefan Breuer Edition X Sekt Brut
Tyskland | Rheinhessen
Bobler | Riesling
Normalpris kr. 149,- | Set til kr. 140,-
★★★★★★ | 90p | Holte Vinlager
Selvom tyske bobler vinder mere og mere opmærksomhed, så kommer det stadig bag på mange, at vores sydllige naboer formår at lave storslåede bobler. Riesling-druens alsidige statur kan ikke blot give hvide vine, der spænder fra de knastørre til sødmefulde – de kan også give flotte dessertvine og skønne boblevine, der går under betegnelsen ‘Sekt’. Det er sådan én vi har i glasset her, og de mange vidt forskellige frugt-indtryk lige fra tropiske fornemmelser til mere hjemlige, nordlige og velkendte æbler, giver en spændvidde i smagen, der bindes sammen af de sprudlende, små bobler. Fremgangsmåden er den traditionelle, som vi også kender fra Champagne, og vinen kommer gennem sin andengæring – hvor boblerne opstår – over en 18 måneder lang periode. Det giver en flaske bobler, der smagsmæssigt er faldet fornuftigt til ro, og som dermed lægger en flot ramme om de perlende bobler, der giver en lethed og imødekommende helhed, der er svær ikke at holde af.