Spanien | Cava Bobler | Macabeo, Chardonnay Normalpris kr. 119,95 | Set til kr. 89,95

Torre Oria Cava Brut Reserva

Spanien | Cava
Bobler | Macabeo, Chardonnay
Normalpris kr. 119,95 | Set til kr. 89,95
★★★★★ | Supervin

 

Spansk Cava har sin helt egen og noget særlige historie. For i modsætning til alverdens øvrige vinområder, så er Cava ikke et enkelt geografisk inddelt område, men breder sig udover hele Spanien. For selvom Cava oprindeligt hører hjemme i Catalonien, så var det angiveligt Torre Oria’s vingård i Utiel-Requena mellem Valencia og Madrid, der var med til at skubbe på beslutningen om, at mousserende vine fra hele Spanien kunne kalde sig Cava, hvis de levede op til en række bestemte krav. Og denne Brut Reserva skulle efter sigende være den første udenfor Catalonien, der kunne kalde sig Cava.

 

Alt det er historie, og det er jo smagen, der afgør, om historien er værd at fortælle. Det er den faktisk, for sikken overraskelse, der gemmer sig i denne vin. Prismæssigt tænker man nemlig hurtigt, at her må være tale om en gennemsnitlig middle-of-the-road-Cava, men faktisk kan Torre Oria langt mere end det.

 

I modsætning til de catalanske Cavaer er denne skabt på Macabeo og Chardonnay-druer, og disse sorter fra lidt sydligere himmelstrøg er med til at sikre en Cava med en markant bund og en rigtig flot fylde. Samtidig rummer den de nuancer og den balance, der er nødvendig, for at det hele ikke går op i frugt og fylde. Her bliver der spillet på hele orglet, og der er rigeligt at gå på opdagelse i med noter af både pærer, æbler og ristede noter.

 

En rigtig flot Cava i sin prisklasse.