Har du ikke fundet nøglen til spansk hvidvin, så prøv her. For der er så mange spændende oplevelser, der spænder enormt vidt.

I generationer har mange mennesker set spansk vin som primært en tung, rød oplevelse. Sådan kan det stadig være, men der er heldigvis så mange alternativer og yderligere sider af sagen, at Spanien for mig står som et komplet vinland.

 

Her tager vi fat på en række af de enormt spændende hvidvinsoplevelser, der findes i Spanien. For også på de hvide vine, er der fremragende muligheder for at opleve kæmpe variation. Om du smager galicisk guld fra nordvest, flotte frugtprægede vine med en vis sødme fra sydøst, knastørre hvidvine fra højderne i Andalusien eller bløde, livlige vine fra den mere centrale del af Spanien.

 

RIAS BAIXAS

I området omkring Vigo i det nordvestlige Spanien, er klimaet meget anderledes fra resten af landet. Atlanterhavet gør en meget markant indvirkning på temperatur og luftfugtighed, og det er ikke sært, at spanierne i dette områder har ligeså stærke kulturelle bånd til de britiske øer som til det sydspanske temperament. Vejret er nærmest skotsk, her spilles på sækkepiber og violiner – og solens bankende stråler synes at blive brudt af havets livlige skumsprøjt. Det giver livlige, kølige hvidvine med masser af elegance, syre, friskhed – og frugt.

Prøv for eksempel:

 

Los Amantes 2018
En fabelagtig Rias Baixas-hvidvin på Albariño-druen. I en prisklasse, der sjældent ses, når kvaliteten samtidig skal være i top. Det her er en helt igennem klassisk Albariño-stil, hvor duften og smagen har den store fylde og alligevel enorme friskhed. Stilen er ren og klar, og friskheden er slående. Det er Albarino når det er bedst – i denne prisklasse.
Set til kr. 79,95 hos Jysk Vin (6*)

 

BIERZO

På kanten mellem Galicien og Castilla y León ligger det lillebitte område Bierzo, der dels er kendt for sin helt egen særlige rødvinsdrue Mencía, men også for at skabe rigtig lækre hvide vine. Atlanterhavet gør sig stadig gældende for det særlige klima i dette lillebitte område, men de højtliggende bjerge skærmer alligevel for en del af de kølige vindstød. Det gør Bierzo ganske unik, og selvom det er de røde vine, der trækker trend-skalaen helt mod toppen, så er både Godello-druen og den lokale Dona Juana-drue absolut værd at stifte bekendtskab med.

Prøv eksempelvis:

 

Armas de Guerra Blanco 2018
Denne vin er lavet på et blend af Dona Blanca og Palomoni-druer. Den kommer fra Bierzo-området, hvor dens lethed og friskhed er det mest markante i udtrykket. Man skal lede lidt efter nuancerne, men når de først dukker op, så har de noget sprødt og rart over sig, selvom afrundingen er en smule bitter i stilen.
Set til kr. 65,- hos Skjold Burne (4*)

 

RUEDA

Rueda ligger lidt sydligere end Galicien og Bierzo. Her har den – i mine øjne – fremragende hvidvinsdrue Verdejo sin helt klare hjemmebane. Der skabes rigtig meget hvidvin her – og derfor bliver det naturligvis også af svingende kvalitet. Men de bedste Verdejo-vine er fortryllende, forfriskende – og forfærdeligt uimodståelige. Friske, syrerige, frugtrige, bløde – nogle kalder dem for Spaniens egen udgave af Sauvignon Blanc. Nogle gange er sammenligningen logisk – andre gange er den i bedste fald kreativ. Verdejo er sin egen – og når den kommer fra Rueda kan den tilmed være i sin helt egen klasse.

Prøv for eksempel:

 

Dominio de la Granadilla 2018
Du kan finde Verdejo-vine af uhørt høj kvalitet, hvis du er klar til at betale for det. Hvis du gerne vil holde budgettet nede, så er det heldigvis stadig muligt at finde store oplevelser, og det er denne Dominio de la Granadilla et strålende eksempel på. Den er lys, frisk og helt klassisk i sin Verdejo-stil, hvor der er en markant sprød syre, men samtidig masser af frugt i fede lag. Jeg er helt fjollet med denne her vin – og pris.
Set til kr. 75,- hos Andrup Vin (6*)

 

Finca Tresolmos Garciarevalo 2018
Garciarevalo er en superdygtig producent af hvidvine i Rueda-området. Jeg er normalt et niveau mere begejstret for Sobre Lías-varianten af denne vin, hvor druesaften hviler på resterne af skind, stilke og grene. Denne klassiske variant har en friskhed med masser af lyse blomster og en rar syre i smagen. Det er dejligt – en smule til den hyld-prægede side, men til prisen er det altså et helt og aldeles fortræffeligt glas vin.
Set til kr. 79,- hos D’Wine (5*)

 

Soto Manrique La Orquesta 2016
Det her er en flot og imponerende hvidvin på primært Verdejo, men også med et skvæt Chardonnay. Men hvis jeg tager udgangspunkt i min egen smag, så har jeg det lidt stramt med fadpræget i den. Ikke fordi det er skævt, men mere fordi det tager så meget af friskheden og sprødheden fra Verdejo-oplevelsen. Der er meget power på både smag og duft, så hvis du gerne vil smage en Verdejo med solid bund, så er det her, du skal spærre øjnene op. Er du mere til de friske og sprøde Verdejoer, så bør du finde på noget andet.
Set til kr. 119,95 hos Supervin (3*)

 

RIOJA

Tonstunge røde fad-bomber med støvet image. Sådan kunne man vælge at anskue Rioja, hvis man ikke har fulgt med i de nyere tiders udvikling. Og sandelig om ikke også Rioja rykker på sig, når det gælder hvidvin. Den relativt uinteressante Viura-drue har fået nyt liv og giver efterhånden flere og flere interessante hvidvine, og samtidig er den hvide version af Tempranillo-druen fremelsket til at give rigtig interessante vine. Rioja er ikke bare retro – og ikke bare moderne på den retro-trendy måde. Rioja er flere steder ved at være moderne på den modernistiske måde, og det er hvidvins-niveauets klart øgede kvalitet bestemt med til at sætte en streg under.

Prøv for eksempel

 

Street Wines Rebobina 2017
Et fremragende bevis på, at Rioja har en supermoderne stil sine steder. Denne Viura er en enormt spændende fortolkning med en utrolig friskhed med masser af citrus og syre. Det er virkelig flot og interessant, og de klassiske karaktertræk fornemmes nedenunder den sprøde, lette og friske overflade.
Set til kr. 120,- hos Vestergaard Wines (5*)

 

Marques del Atrio 2017
Her får du et charmerende og let tilgængeligt indtryk af, hvordan en hvid Rioja også kan smage. Den er skabt på en blanding af Viura, Verdejo og Sauvignon Blanc-druer, og de klæder hinanden smukt i en rund og fyldig stil. Det er ikke sådan en mirakel-oplevelse, men til en pris som denne ville det også være et under af de helt store. Det her er charmerende, let at forholde sig til – og enormt let at nyde i fulde drag.
Set til kr. 62,50 i Skjold Burne (5*)

 

PRIORAT

Catalonien er nærmest ensbetydende med Cava. I hvert fald hvis vi kun taler i overskrifter. For de røde vine fra Montsant og Terra Alta er superspændende, og kommer de fra det uendeligt smukke Priorat, kan de være decideret exceptionelle. Det samme kan de hvide vine fra Priorat, der ofte skabes på Garnacha Blanca, Macabeo – og på den meget alsidige Pedro Ximenez-drue, der også bruges til både søde vine og de knastørre og salte sherryer fra Andalusien. Hvidvin fra Priorat er oftest en meget energisk, livlig – og alligevel utroligt blød oplevelse.

Prøv for eksempel:

 

Llum d’Alba 2018
Sikke en power, denne hvide Priorat har i sin duft. Der er et præg af sydlandske frugter, der giver en smule sødme midt i den ellers friske og elegante stil. Der er så mange nuancer af urter, frugter og mineraler, og den bliver bare ved med at give. Druesorterne Grenache, Viognier og Macabeo er perfekt afstemt til hinanden. Sikke en nammenam-vin!
Set til kr. 169,75 hos Skjold Burne (6*)

 

ALMANSA/JUMILLA

Valencia-området er kendt for at lave bløde, frugtige og til tider ganske sødmefulde hvidvine. Lidt længere inde i landet finder vi Almansa og Jumilla, og selvom hvidvinene herfra ikke nyder det samme ry som så mange andre spanske områder, så kan de faktisk holde et rigtig flot niveau. Årsagen til, at man nogle gange skal lede lidt længere efter de store oplevelser, er at det er meget varmt i dette område, og det gør det dels svært at lykkes hundrede procent med druerne, men når det lykkes, så kan det blive rigtig flot. Jeg ser flere og flere Sauvignon Blanc-vine fra dette område, og de rammer en stil, der læner sig kraftigt op ad den måde, vi kender druesorten bedst fra andre egne af verden.

Prøv for eksempel

 

Doña Juana Sauvignon Blanc D.O. Almansa 2018
Når jeg møder spanske vinproducenter, der laver vine på Sauvignon Blanc-druen, får jeg temmelig modsatrettede svar på spørgsmålet om, hvor almindeligt det er at bruge denne drue i Spanien. Jeg oplever, at den optræder oftere og oftere hos de spanske producenter, og i Doña Juana’s udgave er den udmærket, livlig og præget af en vis portion sprødhed og energi. Frugten er lang, intens og spændende, og selvom jeg er mere til den spanske Verdejo, der har visse lighedspunkter med Sauvignon Blanc, så er dette en fin vin til prisen.
Set til kr. 79,- hos SPS Wine (4*)

 

Finca Bacara Yeya 2018
Jeg er ret vild med den let tilgængelige og storladne stil i Finca Bacaras røde vine. Dette hvidvinsblend af Chardonnay og Moscatel bliver måske en smule voldsom i sit samlede udtryk, og derfor lukker vinen hurtigt af for sit åbne udtryk, hvis den ikke holdes iskold. Til gengæld betyder den lidt voldsomme stil, at du får et godt glas vin for pengene, når du ønsker noget, der er helt nede i kølig køleskabstemperatur.
Set til kr. 85,- hos Andrup Vin (4*)

 

Torre Oria T.O. 2018
Denne Valencia-baserede hvidvin på Viura og Sauvignon Blanc-druerne har en lidt stram aroma. Også smagen har en vis skarphed med syrlige æbler og lime. Der er masser af frugt, men det er i en sjov kombination mellem syrlige og bløde strøg, der forvirrer lidt midt i al den ellers lette tilgængelighed.
Set til kr. 59,95 hos Supervin (4*)

 

SIERRAS DE MALAGA

Malaga. Andalusien. Costa del Sol. Solskin, strand og badeferie. Lyder det som smagen af frisk, sprød og tør hvidvin? Nej, vel – men det lyder heller ikke af skiferie i uge 7. Men de mægtige Sierra Nevada-bjerge i det sydligste Spanien gør skiferien mulig – og bjergene betyder også, at vinproduktionen holder et højt niveau hernede. Det er ikke kun Sierra Nevada-bjergene, men også de øvrige bjergområder i Andalusien, der gør, at vinproducenterne har større og større succes med at skabe flotte og interessante vine, der også når ud til forbrugerne.

Prøv for eksempel

 

La Ola del Melillero 2017
Pedro Ximenez er en druesort, der kan bruges til alt fra sødmefuld dessertvin til knastør sherry. Og her i en sydspansk hvidvin fra Sierras de Malaga i en helt særlig stil. Det er noget unikt over det her, for det er enormt tørt men alligevel solskinspræget. Der er en skøn dybde, selvom overfladen er så diskret og tør, som den er. Det er unikt, at denne nuancerede hvidvinsstil kan skabes så sydligt, som det er tilfældet her. Det er anderledes, det er spændende – og det er usædvanligt velskabt.
Set til kr. 129,- hos hvaddrikkemantil.dk (6*)