Ribera del Duero er store spanske vine med karakter og finesse.

Hvis du lander i Madrid og sætter kursen nordpå, krydser du snart bjergkæden Sistema Central. På den anden side af bjergene ligger Ribera del Duero-områderne, der har fået navn efter Duero-floden, der strækker sig fra byen Soria og hele vejen ud til Porto ved Atlanterhavet. Langs bredderne (som på spansk hedder Riberas) ligger nogle af Spaniens fineste vinmarker, og under navnet Ribera del Duero finder vi derfor vine af højeste kaliber. Tempranillo er den absolut mest fremherskende druesort, og langt størstedelen af vinene herfra er røde vine. I denne smagning er det dog også blevet til en enkelt hvid og en enkelt rosé. Det kan de altså også – men på et lidt andet niveau end de store og magiske rødvine.


TESTVINDER

Bagus 2018
Spanien | Ribera del Duero
Rødvin | Tempranillo
Normalpris kr. 459,95 | Set til kr. 389,95
★★★★★ | 95 Pts. | Supervin
Det er lidt imod fornuft, at Bagus fra vinhuset Lopez Cristobal år efter år begejstrer mig. For en ting er at den er fadlagret 14 måneder, men tilmed udelukkende på nye fade. Det giver ofte vine med et så massivt fadpræg, at det bliver for meget for mig. Sådan er det bare ikke med Bagus, der er skabt på eminente druer fra stokke, der er 85 år gamle. Det giver så meget smag, og balancen mellem de tydelige fadnoter og den bløde og lækre stil, der er i druesaften, er bare perfekt. Lang hviletid på flaske gør underværker, og det mest irriterende ved denne vin er faktisk, at den næppe får lov at ligge længe nok i kælderen. For den har et stort lagringspotentiale, men samtidig smager den allerede så forrygende, at det er umuligt at holde nallerne fra den. 


Prado Rey Elite 2017
Spanien | Ribera del Duero
Rødvin | Tempranillo (Elite)
Normalpris kr. 279,- | Set til kr. 260,-
★★★★★ | 95 Pts. | Holte Vinlager

Alright – her havde jeg forventet, at vi var i en prisklasse, der måske var tæt på det dobbelte, for hold da op, hvor smager det her godt. Man ved også, at man er på vej ind i en hemmelig, hellig himmel, når man har et enkeltmarksvin i glasset, fra en årgang, der kun kastede 13.500 flasker af sig, og hvor vinmageren holder sig til ikke bare en enkelt drue, men også en helt specifik kloning af denne. For det er Tempranillo, der kaster glans over denne flaske – og den specifikke Elite-klon, der her er lagret 14 måneder på fad og seks måneder på særlige franske Nevers-tanke, der består af en særlig grovkornet trætype, der angiveligt kun findes i en enkelt lille skov i Frankrig. Well, alt det kan være ligemeget, hvis det bare er spil for galleriet. Men det ville være en fornærmelse at sige i denne sammenhæng, for der er virkelig tænkt over detaljerne, og man fornemmer at hver eneste lille element i denne Elite-vin er blevet nusset og kærtegnet fra første skud på druestokken til den sidste dråbe landede i flasken. Det er blødt og kraftfuldt, modent og friskt, komplet, kompakt og ukompliceret på en kompleks måde. En rigtig stor vinoplevelse.


Prado Rey Finca Real Sitio de Ventosilla Gran Reserva 2009
Spanien | Ribera del Duero
Rødvin | Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot
Normalpris kr. 329,- | Set til kr. 300,-
★★★★★ | 94 Pts. | Holte Vinlager

Tak skal du ellers have, hvor Prado Rey har optimeret de i forvejen fremragende vine fra vinhuset i Ribera del Duero. Denne Gran Reserva har masser af alder, og det afsløres af den lidt brunlige farve, som vinen efterhånden har antaget. Men den er langt fra ‘over-the-hill’, for smagen viser, at den i allerhøjeste grad er faldet i de perfekte folder, og tanninerne er blødt imponerende op, så den komplette fornemmelse af blød, kraftfuld, fadpræget Ribera del Duero vælter op af glasset. 30 måneders fadlagring gør selvfølgelig sit impact, og når Tempranillo-druerne er tilføjet en sjat Merlot og et skvæt Cabernet Sauvignon er det alt sammen med til at skabe et ekstra saftigt og blødt udtryk. Jeg er blæst tilbage i sædet af denne vin – men ikke helt bagover. Der er en lille my op til den i øvrigt lidt billigere Prado Rey Elite, der er skabt på ren Tempranillo – men for pokker, det smager godt det her.


Prado Rey Finca La Mina Reserva 2016
Spanien | Ribera del Duero
Rødvin | Tempranillo
Normalpris kr. 249,- | Set til kr. 199,-
★★★★★ | 94 Pts. | Holte Vinlager

Faste læsere på Flaskehalsen vil vide, at jeg godt kan lide, hvis rødvine ikke er alt for prægede af fadlagringen – med mindre den virkelig er håndteret flot. Det er den i denne Reserva, der har fået 18 måneder på fransk eg – heraf de seks måneder på den særligt fine franske Nevers-type. Samtidig med at her er tale om en enkeltmarksvin på ren Tempranillo, er det lykkedes at skabe en vin med et imponerende helstøbt udtryk. Her er masser af mørke frugter, krydderier, noter fra fadet – men ikke mere end at frugten også får en central rolle. Mørke noter af peber og kaffe sikrer en flot kombination af mærkbare krydderier, bitre noter, blide frugter og en blød knude på eftersmagen, der får sat et flot punktum for en helt igennem dejlig rødvinsoplevelse. Min eneste grund til ikke at være rigtig forelsket i Finca La Mina Reserva er, at jeg kan få fingrene i den endnu mere fremragende ‘Elite’ for 30 kroner mere, når vi kigger på normalpriserne. 


Pago de Sangara Reserva 2017 Seleccion Especial de la Familia
Spanien | Ribera del Duero
Rødvin | Tempranillo
Normalpris kr. 279,- | Set til kr. 249,- v/6 stk.
★★★★★★ | 92 Pts. | Megavin
Wow, denne Ribera del Duero fra Pago de Sangara er en vin, der virkelig vil frem i verden. Den danske forhandler har lovet en vild tiilbudspris, men indtil videre holder de den hemmelig, så i denne omgang er der givet stjerner efter normalprisen på 279,-. Og lad mig bare slå fast med det samme, det er en vin, der uden problemer lever op til sin normalpris, for med den store power fra fadlagringen, bliver frugtsaften understøttet perfekt, så den får lov at bringe sine mange små og lækre smagsnoter frem i glasset. Du skal give den rigeligt med tid efter åbning, hvis du vil have det optimale resultat, men så udvikler den sig også til en Ribera del Duero, der kan hamle op med de fleste, og som kan håndtere de fleste mere eller mindre voldsomme efterårs- og vinterretter.


Prado Rey Adaro Crianza 2017
Spanien | Ribera del Duero
Rødvin | Tempranillo
Normalpris kr. 199,- | Set til kr. 180,-
★★★★★ | 94 Pts. | Holte Vinlager

Det er ikke første gang, at jeg erklærer min kærlighed til de knap så fad-bombede vine fra Ribera del Duero. Det skal eddersparkeme være gode druer og en verdensklasse-vinmager, hvis der skal skabes en langtidslagret Ribera del Duero, der sparker benene væk under mig. Bevares, det findes, men så skal der også punges ud for det. I stedet er jeg rigtig glad for Crianza-vinene, der kan nøjes med to års lagring – det halve på egetræsfad. Det giver gerne vine, der kombinerer en dyb og krydret bund med masser af spillevende frugt ovenpå. Sådan fremstår denne Adaro fra Prado Rey, der har en fornem fylde som base for de mange små frugtige og krydrede nuancer, der med krudt i røven fiser frem og tilbage i mellem glassets kant og bund. Der er så meget liv og glade dage i dette glas – og samtidig den elegance og dybde, jeg forbinder så uløseligt med Ribera del Duero. Jeg er rigtig glad for denne lille tyksak af en flaske.


Vina Mayor Roble 2019
Spanien | Ribera del Duero
Rødvin | Tempranillo
Normalpris kr. 119,- | Set til kr. 69,-
★★★★★ | 91 Pts. | Kjær Sommerfeldt
Når en Ribera del Duero-vin har betegnelsen Roble, så angiver den, at fadlagringen har været meget begrænset. Her er der tale om tre måneder, der ikke desto mindre er rigeligt til, at der kommer bund og ro på bagsmækken, mens de unge og friske frugter får lov at gribe taktstokken i det samlede smagsbillede. Jeg har en tendens til at blive lidt forelsket i disse unge Ribera del Duero-vine, fordi de viser endnu tydeligere, hvad Tempranillo-druen kan, end hvis vinen har ligget et år eller halvandet på fad. Det bliver selvfølgelig ikke den samme komplekse oplevelse, men er du til stort smagende vine, hvor frugten og friskheden er intakt, så får du her et enormt ærligt og ukrukket glas vin med en vis modenhed og med lækre, ferske krydderier.


Prado Rey Origen 2019
Spanien | Ribera del Duero
Rødvin | Cabernet Sauvignon, Merlot, Tempranillo
Normalpris kr. 129,- | Set til kr. 100,-
★★★★★ | 90 Pts. | Holte Vinlager

Glem alt om klassiske, tunge spanske rødvine med vilde krydderier og tungt fadpræg. For med denne unge Origen fra 2019 har Prado Rey skabt en charmerende, frisk og ungdommelig rødvin, der er sat sammen af Cabernet Sauvignon, Merlot og Tempranillo, og som holder en rigtig dejlig frugtstil. Det er ikke spansk power, som du måske er vant til, men i stedet rigtig fint udtryk for, at de yngre og mere frugt-finesse-fulde vine fra den iberiske halvø er kvalitetsmæssigt hastigt på vej frem. Det gode ved disse unge vine er ikke bare smagen, men også at omkostningerne ved at skabe dem er mindre, og derfor er prisen i butikken også lavere, end på de langtidslagrede vine. Du får supergod værdi for pengene her – men vær opmærksom på, at vi er i den lidt lettere og friskere afdeling.


Prado Rey Finca Valdelayegua Crianza 2017
Spanien | Ribera del Duero
Rødvin | Tempranillo, Merlot
Normalpris kr. 149,- | Set til kr. 130,-
★★★★★★ | 89 Pts. | Holte Vinlager

Jeg er normalt stor tilhænger af de store vinhuses lidt lettere vine, der ikke er lagret helt så længe, at de kan kalde sig Reserva eller Gran Reserva. Crianza angiver, at fadlagringen er i den mindre afdeling, og det giver oftest plads til lidt mere frugt og finesse i vinene. Såda er det på sin vis også med denne fra Prado Rey, som ikke desto mindre er en smule mere sprælsk, end jeg kunne drømme om. De 15 måneders fadlagring har sat sit præg, og jeg får lyst til at lade den ligge nogle år i kælderen for at se, om den ikke nok vil være så sød at falde lidt mere til ro. Potentialet er stort, men lige nu og her er den lidt for vilter til min smag.


Vina Mayor Reserva 2016
Spanien | Ribera del Duero
Rødvin | Tempranillo
Normalpris kr. 229,- | Set til kr. 169,-
★★★★★★ | 89 Pts. | Kjær Sommerfeldt
På den klassiske RIbera del Duero-drue Tempranillo har vi her en Reserva fra Vina Mayor i 2016-årgangen. Det er en rigtig god vin med store løfter og stort potentiale, men samtidig fornemmer jeg, at fadlagringen har taget en smule overhånd til min smag. Det giver en overkrydret og relativt vild stil, der ikke er usædvanlig for Ribera del Duero, men som mangler det sidste til helt at være faldet i balance. Jeg forestiller mig, at den vil tage de sidste skridt op i niveau med nogle år mere i kælderen, så vi har at gøre med en tålmodighedskrævende rødvin med solidt potentiale, men som – vurderet her og nu – mangler lidt til, at den for alvor overbeviser.


Prado Rey Blanco 2019
Spanien | Ribera del Duero
Hvidvin | Blend
Normalpris kr. 129,- | Set til kr. 100,-
★★★★★★ | 88 Pts. | Holte Vinlager

Det er ikke til at blive klog på, hvilke druesorter, der er blevet brugt til denne hvidvin fra Ribera del Duero. Der er tale om et udpræget rødvinsområde, og Prado Rey er et udpræget rødvinshus. Alligevel er det blevet til en smule hvidvinsdruer på markerne, og de er primært af lokale arter og høstet i en god blanding, der siden er behandlet på lige fod. Lagret fem måneder på betontanke og siden fem måneder på træfade er det en vin, der fremstår moden og spændende, men også en smule krydret og bastant. Du skal være til de fadlagrede hvidvine med smagskarakterer, der peger i den fyldige retning, hvis du skal være glad for denne Prado Rey, der holder 13,5% alkohol. For mit vedkommende er den måske mere spændende end decideret fantastisk, for jeg bliver nysgerrig på, hvad det er for noter og druer, der er sat sammen. En fin vin til en fed fisk eller en anden ret, der kombinerer lette og alligevel udtryksfulde sagsindstryk.


Prado Rey Rosado 2019
Spanien | Ribera del Duero
Rosé | Tempranillo, Merlot
Normalpris kr. 129,- | Set til kr. 100,-
★★★★★★ | 85 Pts. | Holte Vinlager

Det er ikke fordi, man ikke kan lave god rosé i Spanien, men det har ikke den store prestige hos de spanske vinbønder. Nogle gange bliver der sat en ære i at gøre et fornuftigt forsøg – andre gange er det bare som om, det er en vintype, der er god at have i porteføljen, når man skal lave gode aftaler med importører fra andre lande. Denne fra PradoRey kan godt virke som et fornuftigt forsøg, men uden at det er lykkedes helt til fulde. Blandingen af Tempranillo og Merlot kommer aldrig helt i balance, og derfor bliver det på samme tid vildt på Tempranillo-måden og blødt på Merlot-måden. Men de to stilarter holder sig hver for sig og smelter ikke rigtig sammen til den saftige helhed, jeg ville foretrække. Det er OK, men heller ikke så meget mere.