QS2 Sardonia 2016 ; Rødvin ; Tempranillo ; Castilla y Leon ; Spanien ; 5 ; Kr. 179,-.

QS2 Sardonia 2016

Rødvin ; Tempranillo
Castilla y Leon ; Spanien
★★★★★☆
Kr. 179,-
Vivino

Jeg bliver absolut udfordret på det maksimale med denne vin fra danske Peter Sisseck, der holder til i Spanien. Her står han bag flere vine med mere eller mindre legende-status – blandt andet Pingus-vinen.

QS2 Sardonia er endnu et prestige-projekt, men her i en prisklasse, hvor almindelige mennesker kan være med. Inden du kaster dig ud i investeringen, så skal du huske, at du gør klogt i at se det som en investering. For selvom vinen er enormt spændende allerede nu, så er der næppe nogen tvivl om, at den vil vinde meget ved at få lov at ligge nogle år i din kælder.

For den er endnu meget ung, hvilket smagsmæssigt kommer til udtryk i en relativt vild stil. Farven er meget mørk med et violet skær, og smagsmæssigt er det kraftfuldt med enorm power og nogle viltre afstikkere i forskellige vældigt krydrede retninger. Den efterlader en god portion syrlige fornemmelser på tænderne, og der er vilde tendenser i både krydderier og syre. Men man fornemmer allerede en fin rundhed i kroppen af smagen, og den vil med al sandsynlighed blive endnu mere rund og afstemt med årene.

Nok var 2016-høsten ikke den bedste i Castilla y León – mængderne var store, men koncentrationen knap så markant. Det afholder dog ikke dygtige vinmagere fra at lave flotte vine, og det er tilfældet her. Vurderet ud fra en her-og-nu-oplevelse har vi en vin, der er vild og voldsom, og som mangler at falde til ro i flasken. Men tænker vi fremad, så er der ingen grund til at forvente andet, end at den vokser sig til en langt bedre afstemt og afrundet størrelse.

Køb den som en investering – køb måske en håndfuld flasker og smag lidt henad vejen. Prisen gør det muligt, og det er ikke noget dumt eksperiment for den lettere vinnørdede vin-elsker. Når vi lander på fem stjerner, er det en kobling af vinens dagsform, der mangler noget for at være i topklasse – og af vinens potentiale, der utvivlsomt berettiger til en topkarakter.