En fremragende vin med alt, hvad der skal til for at behage, begejstre og imponere på samme tid.

Trenza Family Collection 2019
Spanien, Yecla
Rødvin, Monastrell, Cabernet Sauvignon, Garnacha Tintorera
Normalpris kr. 249,95 – Set til kr. 199,-
Andrup Vin
5 Stjerner – 95 Pts.

Yecla er i sig selv et lillebitte område i den sydøstlige del af Spanien. Området ligger nord for Murcia og vest for Valencia, og mens der historisk set har været skabt meget voluminøse vine i det ekstreme klima, man finder her, er der kommet langt flere nuancer med tiden. Blandt dem, der har været med til at løfte niveauet i området, er de danske Tofterup-brødre, der på Bodegas Trenza har udviklet deres vine markant i de seneste årgange. Deres Family Collection i 2019-årgangen kommer fra vinstokke, der alle vokser i Yeclas fineste område – det højt beliggende Campo Arribes. En velvalgt blanding af områdets hoveddrue Monastrell samt Cabernet Sauvignon og Garnacha Tintorera giver en vin, der er i sublim balance. 18 måneders fadlagring får de mange mørke nuancer til at falde til ro, og allerede i duften er det en vin, der imponerer og får mundvandet til at løbe. Smagsmæssigt er det meget modent, men med den syre, der alligevel er i behold, og som i høj grad må tilskrives de højt beliggende vinmarker og den nænsomme håndtering af druerne, får balancen til at falde helt i hak. Det er en fremragende vin med alt, hvad der skal til for at behage, begejstre og imponere på samme tid.