Hvis Bodegas Trenza altid har drømt om at skabe en forrygende 'danskervin' til prisen, så har de i den grad realiseret drømmen med RealiZado.

Bodegas Trenza RealiZado 2020
Spanien, Yecla
Rødvin, Monastrell, Cabernet Sauvignon, Syrah, Garnacha Tintorera
Normalpris kr. 179,95 – Set til kr. 149,-
Andrup Vin
5 Stjerner – 93 Pts.

Topvinen fra de danske Tofterup-brødre på Bodegas Trenza hedder RiZado. Den skal ikke forveksles med denne RealiZado, for vi befinder os i to helt forskellige prisklasser, og dermed må man også forvente, at der er en mærkbar forskel på vinenes intensitet og elegance. Jeg har stadig til gode at smage RiZado, så lad os bare nøjes med at holde fokus på RealiZado, der er sammensat af Monastrell, Syrah, Cabernet Sauvignon og Garnacha Tintorera. Druerne har fået 14 måneder på franske egefade, og det giver en seriøs dybde og krydret modspiller til de lidt tunge og markante druesorter. Som jeg efterhånden har udviklet mit syn på Bodegas Trenza-vinene, så er dette endnu et eksempel på, at brødrene Tofterup har en unik fornemmelse for, hvordan man skaber den bedst tænkelige balance på flere niveauer. Her er vi en vin, der kan købes for under 150 kroner på tilbud, og det er altså relativt sjældent, at man finder en så fin balance i den prisklasse. Det er modent og mørkt, det er kraftigt og markant. Men det hele er sat sammen, så det fungerer, og så det helt sikkert rammer Tofterup-brødrenes danske landsmænd lige dér, hvor det bliver svært at holde betalingskortet i ro. Rigtig flot vin, der passer perfekt til det klassiske danske køkken i både vintermånederne og til sommerens grillerier – og som i øvrigt går mindst ligeså godt med den tungere del af Middelhavs-køkkenet. Hvis Bodegas Trenza altid har drømt om at skabe en forrygende ‘danskervin’ til prisen, så har de i den grad realiseret drømmen med RealiZado.