New Zealand | Hawkes Bay Rødvin | Syrah Normalpris kr. 287,50 ★★★★★★ | Winelovers

Blank Canvas Syrah 2015

New Zealand | Hawkes Bay
Rødvin | Syrah
Normalpris kr. 287,50
★★★★★★ | Winelovers

 

Som vinanmelder er der af og til ret mange flasker, man skal tage stilling til på én gang. Nogle vine skiller sig ud med det samme, og indbyder til at man går rigtig meget i dybden – andre vine afslører relativt hurtigt, at de ikke har så meget at byde på under overfladen. Og så er der de der vine, der ikke imponerer til at starte med, men som alligevel har et eller andet særligt, der gør, at jeg sætter dem til side og tænker, at jeg er nødt til at vende tilbage til den og undersøge den endnu mere grundigt.

 

Denne Syrah fra Blank Canvas i Hawkes Bay på New Zealands nordø er faktisk ikke noget særligt i første indtryk. Den virker lidt uregerlig, ikke så godt afstemt og en smule vild og sprælsk. Der er spændende nuancer, men de fremstår lidt hulter-til-bulter-agtige i både aroma og glas. Men der er et eller andet magisk over dem alligevel. Lidt som om at luften over glasset er diset af tryllestøv, der bare venter på at dale ned over vinen.

 

Med masser af tålmodighed falder det magiske tryllestøv ligeså stille ned og lægger sig over glasset, og anden gang jeg konsulterer glasset er niveauet betragteligt højere, mens det for alvor eksploderer ved det tredje fællesmøde mellem vin, smagsløg og lugtesans. Den utilnærmelige stil fra begyndelsen er pludselig blevet til en himmerigsmundfuld af fyldig moden frugt, rene og lette bær, der kun lige synes at være på vej til at blive små-modne – og en blød struktur, der giver en fløjlsagtig fornemmelse af charmerende lækkerhed.

 

Der er mange krydderier, der alle lægger sig side om side. De får alle lige præcis den portion opmærksomhed, de kræver – om det er sort eller hvid peber, eller om det er de mere røgede og markante noter. Frugterne spiller lige fra modne mørke blommer til lyse hindbær, og noterne fra 10 måneder i fad er med til at løfte frugtsmagen uden at tage opmærksomheden fra den.

 

En af hemmelighederne må være, at vinen fermenterer sammen med skind fra vinhusets Grüner Veltliner-druer fra Sydøen. En anderledes fremgangsmåde, og en metode, der virkelig må siges at virke.

 

For tilbage sidder jeg og undrer mig over udviklingen i smagen – og over, at det rent faktisk er Syrah-druen, der danner base for denne vin. Og at det er Syrah fra New Zealand. Der er ikke ret meget fornuft i, at det skulle blive til et unikt og fantastisk mesterværk.

 

Det er ligeså ulogisk som det er magisk. Og det er vel kendetegnende for ægte og bundærlig magi, at den er ulogisk – ganske som denne Blank Canvas.