Det er næstsidste etape i Vuelta a Espana, og vi er på vores sidste vindestination, inden vi i morgen afgør podieplaceringerne i vores smagninger af spansk vin. I dag er vi i det store og omfattende La Mancha-område, som i lighed med Castilla y Leon ikke kan sammenfattes til et par vine, uden at det bliver alt for unuanceret.
Ikke desto mindre må vi nøjes med at fokusere på to vine fra området, og den første er den røde D’Mente, som der ikke er nogen særlig grund til at holde in mente. Den spanske blanding af Syrah og Petit Verdot når aldrig rigtig at overbevise om, at smage kan leve op til de løfter, den giver i duft og udseende, og derfor ender vinen med at være lidt af en skuffelse.
D’mente er en meget mørk vin, der synsmæssigt giver et indtryk af at måtte være kraftfuld og saftig. Men sådan falder den ikke ud i glasset, hvor den til en begyndelse er lidt skarp og flad, mens den med tiden udvikler sig til at være tilbudsprisen værd, men heller ikke mere end det. I store træk kan vi kalde den en relativt ordinær rødvin, der kæmper med rigtig mange bedre købsmuligheder i samme prisklasse.
Jeg er ikke den store fan af vinbeskrivelser, når der står, at vinen smager af cedertræ, læder, mørke kirsebær, tobak og solmodne brombær. For jeg kan ærligt talt ikke helt genkende den smagssammensætning i min mund. Men beskrivelsen af denne vin, der indeholder ‘et strejf af timian’ er til gengæld let for mig at genkende, for der er en klar lille snert af favorit-urten i eftersmagen på D’mente.
Men det er også det største plus på en vin, der ellers udmærker sig ved, at den ikke rigtig udmærker sig ved noget. Til tilbudsprisen er den fin nok, men mere ville jeg heller aldrig give for den.
Det samme gør sig gældende for hvidvinen Aderum, der er lavet på Chardonnay og Sauvignon Blanc. Den er ellers både økologisk og moderne produceret og alt muligt, men hvad hjælper alt det, når den ikke smager godt.
Well, det er selvfølgelig en smag-sag, og det er kun retfærdigt at nævne, at årsagen til, at vi ikke er fjollede med Aderum, er dens syrlige og lidt indelukkede smag, som andre måske vil kalde frisk og intens. Det er jo nu en gang forskellen på, om man kan lide dråberne eller ej. Vi er mere til de store og flotte hvidvine fra det nordlige Spanien.
Castilla La Mancha er, ligesom Castilla y Leon, en kæmpemæssig region med masser af vinmæssige nuancer, som vi ikke kan komme omkring i en enkelt ombæring. Vi er stædigt blevet opsatte på, at vi skal omkring begge områder til et mere indgående studie i deres vine, for det har været et par skuffende sidste dage i nærheden i Madrid.
