22310_raices_reserva_2006En uge, der nærmest har båret præg af Andalusien Rundt, er ved at være slut, og det gør den med en etape fra Jódar og ned mod sydkysten igen.

Vi når dog ikke helt ned til kysten, for ved Sierra Nevada-bjerne slås et smut forbi den fantastiske by Granada, der heller ikke er ueffen på rødvin – og herfra drejes omkring bjergene, så der afsluttes på en stigning fra sydsiden af bjergkæden.

Vinmæssigt kigger vi lidt mod nord til området Valdepenas, der ligger på grænsen mellem Andalusien og Castilla La Mancha.

Traditionelt har det været lokale druer, som den grønne Airén og den røde Cencibel, der har vokset på langt de fleste af de mange vinmarker, men efterhånden moderniseres udtrykket med mere velkendte druer som Chardonnay og Cabernet Sauvignon, omend det endnu er på forsøgsbasis.

Området er tørt, øde og barskt – og La Mancha har da også sit navn fra arabiske Al Manshah, som betyder ‘det tørre land’. Den vin, vi har valgt at fylde i glassene i dag, er også lidt barsk og ufremkommelig i smagen.

Raices er netop produceret på den lokale Cencibel-drue, der er en afart af Tempranillo. Den er udmærket som ganske almindelig hverdagsvin, og du kan sagtens hælde et skvæt af dråberne i sovsen uden at have dårlig samvittighed. For det er en vin, der rammer en relativt let drikkelig – men også lidt ligegyldig tone.

Der mangler noget saft, kraft, fylde og blødhed i vinen, for at den skulle være gået rent ind i Flaskehalsens favorit-felt. Derfor lægger vi gerne Valdepenas bag os og fortsætter vueltaen videre ud mod kysten i morgen.