OVERBEVISENDE, ELEGANT SICILIANER

Alberelli di Giodo 2022 
Italien, Sicilien 
Rødvin, Nerello Mascalese 
Normalpris kr. 599,95, Set til kr. 329,95 
Supervin 
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
95 Pts. – Fremragende 

Okay, altså … Nerello Mascalese har noget helt særligt over sig, som jeg ofte bliver meget imponeret over. Evnen til at kombinere den sicilianske varme og tørke med en friskhed fra højderne og den vulkanske jord, giver ofte en saftig stil, der på sin vis leder tankerne hen imod Pinot Noir, men som alligevel er helt sin egen, når de let svovlede og røgede noter giver en sublim dybde. Og når kvaliteten skrues helt op til toppen, så sker der altså for alvor underværker. Friskheden og letheden er karakteristisk, men samtidig har Alberelli di Giodo en unik og insisterende syre og kant, der overrasker på en meget lækker og forfriskende måde. Jeg er ikke meget for name-dropping, for jeg har den overbevisning, at et navn ikke smager af noget. Alligevel er det værd at nævne, at det er Carlo Ferrini, der er vinmager, for han har spundet guld og diamanter af mange andre druer i sin karriere. Her gør han det igen, for det her er en usædvanligt flot vin-oplevelse, der også koster en god slat penge. Men det er en vin, du vil huske i lang tid fremover, og den slags oplevelser er altså det hele værd.