BLANDEDE AUGUST-LÆKKERIER
Fra friske til fede august-oplevelser

Prosper Maufoux Macon-Igé Grand Terroir 2023 
Frankrig, Bourgogne  
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 219,95, Set til kr. 129,95 
Supervin 
6 Stjerner – Kvaliteten overgår prisen med mange længder 
95 Pts – Fremragende 
Jegelsker renheden i Macon-vine, mens Meursault nogle gange bliver for voldsomt til mig. Her får vi en imponerende kombination, der rammer et skyhøjt niveau, og som tilmed er til at købe til en vanvittig tilbudspris. Macon-Igé er ikke den betegnelse, man oftest støder på i Bourgogne, men vi er i den sydlige del af området, og her er det en vin, der er skabt på Chardonnay-druer, som har været i yderst kyndige hænder. Vinmageren Nadine Gublin er således den første kvindelige ”Winemaker of the Year”, og uanset hvor meget eller hvor lidt, det siger dig, så tag det i det mindste som en blåstempling af, at damen ved, hvad hun laver. Det kan du tydeligt smage i denne vin, der har den helt perfekte kombination af dybere fadnoter, livlig syre, flagrende blomster og blide frugter. Jeg er vild med den. 


Barbeito Verdelho 2022 
Portugal, Madeira  
Hvidvin, Verdelho 
Normalpris kr. 219,-, Set til kr. 219,-  
Otto Suenson 
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
94 Pts. – Lækker 
Madeira er først og fremmest kendt for den klassiske dessertvin fra den lille portugigiske atlanterhavs-ø. Men der laves også hvidvin, og denne Vedelho-baserede hvidvin er en gedigen overraskelse. Det er ultrafriskt, knivskarpt i sine sprøde noter og med en saftig, lækker balance og blødhed. Hvidvin fra vulkan-øer kan have en meget markant smag af røg og svovl, men det behøver du absolut ikke frygte her. For selvfølgelig har den vulkanske jordbund en vigtig betydning for smagen, men her er det i langt højere grad friskheden fra det salte hav, og syren, der følger med, når vinmarkerne ligger højt. Stilen er så helt igennem sin egen, at det er lidt forvirrende at finde rundt i, hvordan det hele egentlig hænger sammen, for der er en mundfylde, der er mere cremet, end den meget begrænset fadlagring berettiger, og der er en syre, der peget i den helt anden retning. Samlet set går det imidlertid op i en imponerende balance, der er noget for sig selv – på den gode måde. 


Niel Bester Signature Blend 2020 
Sydafrika, Simonsberg-Paarl 
Rødvin, Blend 
Normalpris kr. 219,-, Set til kr. 195,-  
Jysk Vin 
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
93 Pts. 
Sydafrikanske rødvine deler vandene. Men heldigvis er de ikke alle ens. For selv om Pinotage-druen fylder en del i Sydafrika, så er der også store og ambitiøse vine på internationale druesorter, der formår at skabe store resultater. Her har Niel Bester sammensat en række forskellige druesorter til sit Bordeaux-inspirerede ‘Signature Blend’, og kombinationen af Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Malbec, Merlot og Syrah er rigtig nydeligt balanceret. Det er kraftfuldt, fyldt med mørke frugter og krydderier og med 15% alkohol, men der er stadig en charmerende frugt, der byder indenfor i det vidtspektrede smagsunivers. Delvist lagret på nye og brugte fade er det lykkedes Niel Bester at lave en rigtig flot vin, der udmærker sig som noget af det bedste sydafrikanske, jeg længe har smagt. 


Gabrielskloof The Landscape Series Syrah on Shale 2021 
Sydafrika, Botriver 
Rødvin, Shiraz 
Normalpris kr. 319,-, Set til kr. 289,-  
Jysk Vin  
4 Stjerner – Pengene værd 
93 Pts. 
Det er ingen hemmelighed, at sydafrikansk rødvin stadig lider under et lidt dårligt ry, fordi mange først og fremmest husker de billige vine fra sydspidsen af det afrikanske kontinent. Men når sydafrikanerne skruer op for ambitionerne og tør lade prisen følge med, så kan de altså præstere nogle rigtig flotte vine. For eksempel denne rene Syrah-vin fra Gabrielskloofs The Landscape Series. Det er powerfuldt og fyldigt i frugterne, og der er en solid dybde i smagen, men afrundingen er blød og lækker. Alkoholprocenten er holdt på 14, hvilket er ret fint i en vin med så mange muskler som denne. 


Lionel Gosseaume Les Sauterelles 2024 
Frankrig, Loire 
Hvidvin, Sauvignon Blanc/Sauvignon Gris 
Normalpris kr. 149,-, Set til kr. 135,-  
Jysk Vin 
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
93 Pts. – Glimrende 
Når man tænker på Loire-vine, er det næsten altid Sauvignon Blanc, der kendetegner området på de hvide vine. Nogle er fjollede med den friske stil, mens andre synes, det bliver for markant med de mange frugt- og citrusnoter. Her er der tilføjet lidt Sauvignon Gris, og det giver en anden kant på smagen. Det kan virke som en smule bitterhed, men mest hvis dine forventninger var, at du skulle have en ren Sauvignon Blanc-stil. Det smager ganske fint til prisen, og det er et godt bud, hvis du vil smage en frisk Loire-vin, der ikke er så entydig i sin stil, som de rene Sauvignon Blanc-vine kan være. 


Patrice Moreux Pouilly-Fumé 2024 
Frankrig, Loire 
Hvidvin, Sauvignon Blanc 
Normalpris kr. 199,95, Set til kr. 139,95 
Supervin 
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
93 Pts. – Glimrende 
Der er næsten altid sikker gevinst, når der står Patrice Moreux på flasken. Her er vi i Pouilly-Fumé-området med en dejlig og meget behersket Sauvignon Blanc. Alle de karakteristiske noter af hyld, citrus, tropefrugter og fine, lyse blomster er tilstede sammen med den let røgede antydning, der ofte findes i Pouilly-Fumé-vine. Her er det hele dog holdt i en meget diskret stil, der giver en let, lys, livlig og lækkert saftig Loire-vin. 


Barbeito Vinhas de Lanco 2022 
Portugal, Madeira 
Hvidvin, Verdelho 
Normalpris kr. 279,-, Set til kr. 279,-  
Otto Suenson 
4 Stjerner – Pengene værd 
93 Pts. – Glimrende 
Barbeito laver nogle meget særlige vine på den lille portugisiske atlanterhavsø Madeira. Denne vin er lavet på Verdelho-druer, og den bliver lavet i meget begrænsede mængder. Her får du kompromisløs atlanterhavs-stil med en meget speciel aroma af frugter og masser af blomster. Det er lækkert, sprødt og alligevel med en unik dybde, der ikke prøver at smage som noget som helst andet, du har smagt før. Jeg er egentlig lidt mere glad for den lidt billigere Barbeito Verdelho, der er mere omfavnende og charmerende i stilen, men hvis du vil have den rene vare i en stil, der er helt sin egen, så skal du på jagt efter en af de få flasker, der findes af denne Vinhas de Lanco. 


Closerie des Alisiers Pouilly-Fuissé Trilogie de Terroirs 2024 
Frankrig, Bourgogne 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 299,95, Set til kr. 159,95 
Supervin 
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
93 Pts. – Glimrende 
Vi er i det hæderkronede Pouilly-Fuissé-område i Bourgogne, hvor Closerie des Alisiers står bag denne vidunderlige variant af de klassiske, komplekse noter. For normalt er en Pouilly-Fuissé meget fed, fadintens og kraftfuld, men her er der en anden og mere frisk og finurlig balance mellem fadpræget og de friske frugter. Det er et kæmpeplus i min Bourgogne-bog, fordi det nu engang er der, mine smagsløg føler sig bedst tilpas. Men også hvis man tager de mere objektive briller på, er det her en fornem vin. Druerne er samlet fra tre udvalgte dele af vinhusets marker, og de klæder hinanden umanerligt godt. Det giver en vin med en lige så markant kompleksitet, som vi er vant til fra Pouilly-Fuissé, men her er noget af fadkompleksiteten vekslet til friskhed, mineralsk præg og fin frugt.  


Seda Blanc de Blancs Chardonnay Brut  
Spanien,  
Bobler, Chardonnay 
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 49,95 
Supervin 
6 Stjerner – Kvaliteten overgår prisen med mange længder 
93 Pts. 
En flaske velskabte og kvalificerede bobler til en halvtredser på en god dag. Det burde være en umulighed, men ikke desto mindre er det, hvad denne Seda Blanc de Blancs klarer. Det er den store producent Torre Oría, der står bag, og selvom her er tale om masseproduktion, og selvom man kan beskylde hele processen for at være mere fabriksagtig end hands-on, så ændrer det ikke på, at det smager skønt. Masser af æbler i første duft, en behagelig smag og forfriskende bobler og skum i glasset.  Forvent ikke Champagne eller fin Cava, for der skal du fem- eller tidoble prisen – men forvent et rigtig godt alternativ. Vi er i en prisklasse, hvor vi ligefrem kan kalde det ‘hverdagsbobler’, og det er altså ret unikt. 


Fontalpino Chianti Classico 2022 
Italien, Toscana 
Rødvin, Sangiovese 
Normalpris kr. 199,95, Set til kr. 119,95 
Supervin  
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
93 Pts. – Glimrende 
Den stramme og stringente Sangiovese-drue er uadskillelig fra Chianti-området i Toscana. Og her har den fået 12 måneder på fransk eg, inden den har fået lov at hvile sig til det endelige udtryk: En dejlig Chianti med en fyldig og behagelig stil, der ikke lægger skjul på den markante syre, men som pakker den nydeligt ind i behagelige, mørke frugter. Det smager rigtig dejligt, og så er det endda til at købe til en rigtig fin og attraktiv pris. 


Closerie de Alisiers Chablis Vieilles Vignes 2024 
Frankrig, Bourgogne 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 199,95, Set til kr. 129,95 
Supervin 
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
92 Pts. – God 
Normalt ville jeg måske ønske mig lidt mere elegance og balance af en Chablis, for jeg savner det, der hæver den her til de imponerende højder, Chablis nogle gange kan have. Men samtidig må man også konstatere, at det er ret uhørt at få en velskabt Chablis til 129,95 på tilbud, så jeg lever altså gerne med, at alting ikke er helt i den syvende himmel her. Høstudbyttet var ikke ret højt i 2024, og måske er det den øgede intensitet, den slags ofte medfører, der giver det lidt anderledes præg på denne årgang. Heldigvis har udbyttet ikke sendt priserne på himmelflugt, så du får stadig rigtig fin Chablis for pengene, selvom der et stykke til 2023-niveauet. 


Toi Toi Sauvignon Blanc 2024 
New Zealand, Marlborough 
Hvidvin, Sauvignon Blanc 
Normalpris kr. 179,95, Set til kr. 89,95 
Supervin 
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
92 Pts. – God 
Når du forestiller dig, hvordan en Sauvignon Blanc fra Marlborough i New Zealand plejer at smage, så forestiller du dig formentlig noget, der smager ret præcist som Toi Toi. Dejlig friskhed, en god portion hyld, blide frugter og et godt citrus-bid. Det er meget som forventet, men det gør ikke alverden, hvis man godt kan lide det. Og til tilbudsprisen er det ret flot. 


Markowitsch Grüner Veltliner Carnuntum 2024 
Østrig, Carnuntum 
Hvidvin, Grüner Veltliner 
Pris ikke oplyst 
Supervin 
91 Pts. – Fornuftig 
Her er vi i østrigske Carnuntum med en Grüner Veltliner, der er ambitiøst sammensat med en markant dybde. Det smager rigtig lækkert, og hvis du af og til synes, at Grüner Veltlinere bliver lidt for friske og let levende, så er det nok Markowitsch, du skal søge mod. For her får du endnu mere bund i frugterne, end du gør i mange andre Grünere. 


Hannuwa Amphora Chenin Blanc 2023 
Sydafrika, Darling 
Hvidvin, Chenin Blanc 
Normalpris kr. 129,95, Set til kr. 129,95  
Vinøen 
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
91 Pts. – Fornuftig 
Sydafrikansk Chenin Blanc har det med at være lidt for overgearet i aromaerne, og det får den nogle gange til at give mig en fornemmelse af noget næsten syntetisk. Men Hannuwa har formået at overbevise mig om, at det ikke behøver være sådan. For i denne vin fra Darling-området, har man valgt at lagre den på gammeldags ler-amforaer, der holder mere på de naturlige og umiddelbare smagsnoter. Det giver en langt friskere og mere frugtig fornemmelse, der er befriet for unødvendige parfumerede elementer. Mens frugterne strør om sig med eksotisk frugtfylde, er der god plads til citrusagtig friskhed og en sprød syre, der giver et ekstra skud lækkerhed. Overraskende flot Chenin Blanc fra Sydafrika. 


Marcel Amance Chardonnay 2024 
Frankrig,  
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 139,95, Set til kr. 49,95 
Supervin 
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
91 Pts. – Fornuftig 
En Chardonnay til en halvtredser behøver ikke smage af en million. Og det gør denne fra Marcel Amance da heller ikke. Alligevel er den værd at fremhæve, for i denne prisklasse får du sjældent en Chardonnay, der både er frisk, frugtig og balanceret. Det her bliver nok ikke en mindeværdig vinoplevelse, du aldrig glemmer, men du vil være glad for forholdet mellem pris og kvalitet, mens nydningen står på. 


Stefano Accordini Acinatico Valpolicella Ripasso Classico Superiore 2022 
Italien, Valpolicella 
Rødvin,  
Normalpris kr. 169,-, Set til kr. 105,-  
Jysk Vin 
4 Stjerner – Pengene værd 
89 Pts. – Nogenlunde 
Her er der italiensk Ripasso af den klassiske Valpolicella-slags. Er du til Ripasso går du absolut ikke galt i byen med Stefano Accordini’s Acinatico, som i 2022-årgangen byder på en mærkbar fylde, der både er suppleret af en snert af sødme og en god portion krydderi. 


Poliziano Rosso di Montepulciano 2023 
Italien, Toscana 
Rødvin, Sangiovese/Merlot 
Normalpris kr. 129,95, Set til kr. 79,95 
Supervin 
4 Stjerner – Pengene værd 
89 Pts. – Nogenlunde 
Det smager s’gu ikke helt dumt, det her. Både pris- og kvalitetsmæssigt er vi i den lidt bløde afdeling, hvor smagen er strømlinet og prisen passer godt til de fleste. Du kan godt beskylde blendet af Sangiovese og Merlot for at mangle lidt karakter, men når Merlot-druen bløder Sangiovese-druens stramhed op, så bliver det en vin, der rammer lidt bredere, og som dermed også rammer et publikum, der gerne vil have et rart glas vin til en fornuftig pris. 


Le Bon Negociant Sauvignon Blanc 2024 
Frankrig,  
Hvidvin, Sauvignon Blanc 
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 69,-  
Supervin 
4 Stjerner – Passer til prisen 
88 Pts. – Gennemsnitlig 
Der er rigeligt med citrus i denne ret friske Sauvignon Blanc. Det smager fint nok som en allround-Sauvignon Blanc i den lettere prisende, men vær opmærksom på, at den er væsentligt mere i den friske end i den frugtige afdeling. 


Seda Reserva 2021 
Spanien, Utiel-Requena 
Rødvin, Bobal/Tempranillo/Cabernet Sauvignon 
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 54,95 
Supervin 
4 Stjerner – Passer til prisen 
87 Pts. – Mangler lige det sidste 
Vi er i Utiel-Requena-området vest for Valencia, hvor kombinationen af den lokale Bobal, den traditionelle spanske Tempranillo og den internationale Cabernet Sauvignon-drue giver en ret krydret og relativt kraftig rødvin. Kanterne virker lidt uslebne, og der er lidt uligevægt i tyngden. Men prisen er også til at have med at gøre, så det er fair nok, at det ikke ligefrem er et mesterværk, vi oplever her. 


Menzatia Krotos 2024 
Italien, Puglia 
Rødvin, Primitivo 
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 49,-  
Den sidste flaske 
4 Stjerner – Pengene værd 
87 Pts. – Mangler lige det sidste 
Klassisk syditaliensk Primitivo, der dog holder en lidt mere fornuftig alkoholprocent, end de så ofte gør. Smagen er blød og korpulent, men de behagelige frugter medvirker til, at det ikke bliver tungt på den måde, der nogle gange kan gøre Puglia-Primitivo til en næsten stærk og lidt for voldsom oplevelse.