10 RØDE SENSOMMER-ITALIENERE
Aktuelle italienske rødvine

Uanset om du synes, september er lige med efterår, eller om du synes, september er en sensommer-måned, kan du finde italienske rødvine, der passer til stemningen. Her får du de 10 seneste – og dermed top-aktuelle – italienske rødvine, der er blevet anmeldt her på Flaskehalsen.


Terzetto Barbaresco 2022  
Italien, Piemonte   
Rødvin, Nebbiolo  
Normalpris kr. 199,95, Set til kr. 99,95  
www.supervin.dk  
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen  
94 Pts. – Lækker  

Barolo er konge-området af Nebbiolo. Men hvis du kan nøjes med en anden betegnelse, kan du få umådeligt meget vin for pengene. Især hvis du vælger denne Barbaresco fra Terzetto. Det her er fuldstændig forrygende Nebbiolo i den relativt let forståelige afdeling, men hvor du ikke går på kompromis med syren, friskheden, den dybe frugt og den elegante balance. Nej, det er ikke Barolo, men det er noget helt andet, der på mange måder kan være lige så godt. Jeg er vild med den umiddelbarhed og det alligevel stolte Nebbiolo-udtryk, Terzetto får puttet ned i denne 2022-Barbaresco, der står som noget af det bedste Nebbiolo, jeg har smagt, når tilbudsprisen gerne skal holdes på et niveau, hvor de fleste kan være med. 


Pertinace Barbera d’Alba 2023 
Italien, Piemonte 
Rødvin, Barbera 
Set til kr. 99,-  
www.kjaersommerfeldt.dk 
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
93 Pts. – Glimrende 
Jeg var ret glad for 2022-årgangen af Pertinace Barbera d’Alba, og den nye 2023-årgang er endnu bedre. En rigtig skøn Barbera i en lidt lettere stil, end jeg husker 2022’eren, og dermed bliver den også endnu mere klassisk for den frugtige druesort. Her er masser af dejlige bær og lyse frugter, der giver et skønt drive i både syren og og i dybden.  


Buglioni Il Bugiardo Ripasso Valpolicella Classico Superiore 2023  
Italien, Valpolicella  
Rødvin, Corvina/Corvivone/Rondinella/Croatina  
Normalpris kr. 269,95, Set til kr. 99,95  
www.supervin.dk  
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen  
93 Pts. – Glimrende  
Er du til powerfuld italiensk rødvin, så kigger du sikkert mod Valpolicella-området. I hvert fald hvis det er frugtpower og krydderier, du er ude efter. Buglioni er lidt af et mesterstykke, når det kommer til klassisk Amarone og Ripasso, og med Il Bugiardo får du en Ripasso efter alle kunstens regler, uden at prisen løber løbsk. Her er masser af mørke frugter og robust power, der er samlet på en balanceret og lækker måde, hvor det ikke bliver for voldsomt. Det er ikke en sommervin, men det er en kraftfuld oplevelse, der vil klæde efteråret og de mere tyngdebaserede madretter til fulde.  


Bibi Graetz Casamatta Rosso Poderi di Fiesole 2023  
Italien, Toscana  
Rødvin, Sangiovese  
Normalpris kr. 279,95, Set til kr. 149,95  
www.supervin.dk  
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen  
92 Pts. – God  
Vi er i Toscana hos Bibi Graetz, der præsterer storartede Sangiovese-vine. En omlægning af produktionen betyder, at der nu bruges flere druer, der normalt ville tilfalde husets førstevin Testamatta, i denne ‘lillebror’, der har fået tilnavnet Fiesole for at markere, at druerne kommer fra dette lidt finere område. Det er en vin, der får 18 måneders lagring på en blanding af egetræsfade og ståltank, og som brillerer ved at ramme en flot balance mellem det saftige, flagrende og relativt lette udtryk på den ene side – og det mere markante, krydrede og frugtige udtryk på den anden. Til normalprisen ville jeg nok vælge en anden vin, men til tilbudsprisen får du virkelig høj value for money, hvis du er til toscansk Sangiovese, der ikke niver tungen helt af led, men som ikke desto mindre sætter sin tørre aftryk, mens de blide frugter bløder helheden op. En flot toscaner, der skal købes på tilbud og nydes i stunder, hvor du er omhyggelig med hyggen.  


Terzetto Barolo 2021  
Italien, Piemonte   
Rødvin, Nebbiolo  
Normalpris kr. 249,95, Set til kr. 139,95  
www.supervin.dk  
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen  
92 Pts. – God  
Kan man virkelig få god Barolo til en pris som denne? Svaret er ‘ja’, for det her er god Barolo. Det er ikke himmelsk, kompromisløs og fuldstændig uimodståelig Barolo, men det er god Barolo. Det er lidt nemmere at gå til, end de mere komplekse Baroloer, men det er jo ingen skam, at være sådan en starut, som mange bryder sig godt om. Et af de største problemer for Terzetto Barolo er, at den har en lillebror, der er ligeså charmerende, og som koster endnu mindre – nemlig Terzetto Barbaresco. Det gør egentlig denne Barolo lidt overflødig, for selvom den smager godt, så har den lidt af den samme umiddelbarhed – uden at være ligeså imødekommende. Hvis du går efter Barolo-udtrykket, ville jeg vælge en anden – og hvis du går efter det ukomplicerede, ville jeg vælge Terzette Barbaresco. Det betyder ikke, at det her ikke smager vidunderligt – den lander bare et sted midt imellem andre vine, der er endnu mere attraktive for mig – på den ene eller den anden måde.  


Fattoria Carpineta Fontalpino Do Ut Des, 2020   
Italien, Toscana  
Rødvin, Cabernet Sauvigon/Merlot/Petit Verdot  
Normalpris kr. 399,95, Set til kr. 139,95  
www.supervin.dk  
4 Stjerner – Pengene værd  
91 Pts. – Fornuftig  
Jeg husker denne vin som mere interessant, end den viser sig frem i 2020-årgangen. Et blend af Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot – og altså ingen Sangiovese, som vi ellers er vant til i Toscana. Måske er det derfor, jeg savner den sidste snert og det sidste bid, der kunne bryde frugten. Det er okay til tilbudsprisen, men holdt op imod en normalpris på 400 kroner er jeg ikke imponeret.  


Nardelli Primitivo 2023 
Italien, Puglia 
Rødvin, Primitivo 
Normalpris kr. 109,-, Set til kr. 67,-  
www.densidsteflaske.dk 
4 Stjerner – Pengene værd 
89 Pts. – Nogenlunde 
Det er ikke altid, at en smart og bemærkelsesværdig flaske er ensbetydende med, at indpakningen er mere spændende end indholdet. Men sådan er det ofte, når prisen samtidig er i den lave ende. Derfor er jeg måske lidt forudindtaget, inden jeg tager fat på Nardelli Primitivo. Ikke desto mindre bliver jeg faktisk positivt overrasket, for selvom det er Primitivo på en måde, der er svær at tage fejl af, så har den en behagelig blød fornemmelse i bunden, så den undgår at blive tung. Det er umiskendelig Primitivo, men det er faktisk ganske rart og til at nyde, hvis det ledsages af en madret med noget smag. 


Tenuta Neirano Tirteo Barbera d’Asti Superiore 2023  
Italien, Piemonte   
Rødvin, Barbera  
Normalpris kr. 149,95, Set til kr. 49,95   
www.supervin.dk  
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen  
89 Pts. – Nogenlunde  
Her er vi i Piemonte, hvor du ofte kan ramme nogle rare, relativt lette Barbera-vine med en vis charme. Tenuta Neiranos Tirteo er et godt bud på sådan én, hvor prisen også holdes på et meget fornuftigt niveau. Det er rart, saftigt og frugtigt, og manglen på modstand og syre er måske lidt ærgerlig for de trænede smagsløg, men hvis du bare vil nyde en let charmetrold, så gør det faktisk ikke så meget.  


Villa Puccini 2023 
Italien, Puglia 
Rødvin, Primitivo 
Normalpris kr. 69,95, Set til kr. 49,95 
Vinøen 
4 Stjerner – Pengene værd 
88 Pts. – Gennemsnitlig 
Man kan ikke få alverden for en 50’er, og det ville også være en tilsnigelse at sige, at denne Villa Puccini fra syditalienske Puglia var en stor og fantastisk rødvin. Men af en Primitivo at være – og i denne prisklasse, formår den faktisk at finde en ret fin balance, der hverken er for sød eller for kraftig. Det er en blød bamse, men selv bløde bamser kan holde balancen, hvis de gør sig umage. Og det gør denne. 


 
Carlomagno Primitivo Puglia 2023 
Italien, Puglia 
Rødvin, Primitivo 
Set til kr. 79,- 
www.kjaersommerfeldt.dk 
3 Stjerner – Lidt for dyr 
87 Pts. – Mangler lige det sidste 
Primitivo fra Puglia er ikke ligefrem noget, man har lyst til at kaste sig ud i, når sommervarmen er over os. Nu bliver himlen lidt mere grå, blæsten lidt mere blæsende og temperaturen lidt lavere. Og så er der lidt bedre plads til en vin som denne, der smager omtrent som forventet med modne og mørke frugter, der ikke får det helt store modspil. Blød, kraftig – og samtidig lidt kedelig og ordinær.