For nogle hører hvidvin sig til om sommeren. Et køligt glas på terrassen eller altanen – det skal man virkelig gøre sig umage for ikke at kunne finde glæden ved. Men glem ikke hvidvinen i efteråret og vinteren, hvor den kølige stil kan være ualmindeligt charmerende ved siden af de lidt tungere madretter. Her får du en samling af aktuelle hvidvine fra Tyskland, der kan gøre det grå efterår lidt mere farverigt.

Manz Herrenberg Riesling Auslese 2023
Tyskland, Rheinhessen
Hvidvin, Riesling
Normalpris kr. 249,-, Set til kr. 149,-
www.andrupvin.dk
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen
94 Pts. – Lækker
Når du køber en Auslese, er der en vis sandsynlighed for, at du støder på en temmelig sød vin. Jeg kunne kalde det en risiko, jeg kunne kalde det en chance. Men sandsynlighed rammer lidt bedre, for der er jo ikke noget galt eller genialt i, at en vin er sød. Det afhænger af, hvad du forventer, og hvad du skal bruge den til. Det vigtigste ved Manz Herrenberg er, at det er formidabelt skruet sammen. En virkelig skøn Riesling fra Rheinhessen, hvor du får masser af sødme og samtidig en vidunderlig friskhed. Det er det, Riesling-druer kan, når de er i kyndige hænder, for selvom druerne i en Auslese er høstet på et sent tidspunkt af året, hvor de er modnet rigeligt til, at der er masser af sukker i dem, så kan Riesling stadig have en eminent syre og friskhed. Om det er den krydrede ret med inspiration fra det asiatiske køkken, om det er den gode ost – eller for den sags skyld juleaftens virvar af sødme, fedme, salt, sprødhed og syre, der skal have det rigtige modspil, så er Manz Herrenberg Auslese et pragtfuldt valg.

Paradies Meddersheimer Paradiesgarten 2024
Tyskland, Nahe
Hvidvin, Riesling
Normalpris kr. 119,95, Set til kr. 59,-
www.vinimondo.dk
5 stjerner – Imponerende kvalitet til prisen
93 Pts. – Glimrende
Riesling kan have en enorm kompleksitet og en spændstig balance mellem sødme og syre. Men nogle gange kan det også bare være en behagelig og umiddelbar oplevelse. Sådan er det med denne vin, der kommer fra Paradiesgarten i Nage, og som måske ikke er en decideret paradisisk oplevelse, men ikke desto mindre har masser af godt at byde ind med, når prisen tages i betragtning. Skal det være let forståelig og tilgængelig Riesling med en umiddelbar drikkevenlighed, så rammer Paradies Meddersheimer Paradiesgarten et flot niveau til prisen, og jeg ville ikke tøve med at skænke mig et glas, hvis den kom på bordet til en julefrokost, hvor humøret ikke lige var til snaps og øl-bajere.

Salwey Oberrotweil Weissburgunder 2022
Tyskland, Baden
Hvidvin, Pinot Blanc
Normalpris kr. 225,-, Set til kr. 185,-
www.vinova.dk
4 Stjerner – Pengene værd
93 Pts. – Glimrende
18 måneder på egetræsfade – lagret med gærresterne. Den slags kan ikke undgås at sætte sit præg på den ellers lidt fintfølende Pinot Blanc-drue – eller Weissburgunder, som den hedder i Tyskland. Det fantastiske ved det er, at det ikke bare er fadpræg af en tilfældig karakter – der er tænkt over alle detaljer. De store egetræsfade sætter et solidt aftryk på druerne, der kommer fra forskellige marker – blandt andet de finde Grosse Lage-marker. Det giver en fed og kompakt smagsprofil, der er lidt for tung til min personlige smag, men som ikke desto mindre er glimrende komponeret og giver høj kvalitet til dig, der gerne vil have masser af kompleksitet i den hvidvin, du vælger til din fede fisk eller på anden vis smagsrige, lyse gastro-servering.

Alte Grafschaft Kaffelsteiner Silvaner 2021
Tyskland, Franken
Hvidvin, Silvaner
Normalpris kr. 289,-, Set til kr. 249,-
www.vinimondo.dk
4 Stjerner – Pengene værd
93 Pts. – Glimrende
Silvaner-druen har sin egen stil med en masse friskhed og kant. Her er den sat sammen med en god portion dybde, som kunne tænkes at være fra fadlagring. Det ser dog ikke ud til, at den har været på egetræsfad, så måske er det bare alderen, der tynger – altså på den gode måde. For den lille håndfuld år, der er gået, siden druerne blev høstet, er brugt med stor omtanke, og det giver en næsten burgundisk dybde under de friske og lidt viltre noter. velskabt og kompleks hvidvin.

Rudi Rüttger Grauburgunder Trocken 2023
Tyskland, Pfalz
Hvidvin, Pinot Gris
Normalpris kr. 119,95, Set til kr. 74,95
www.supervin.dk
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen
92 Pts. – God
Ofte er Grauburgunder lidt for rustikt til min smag, men her har Rudi Rüttger lavet en dejligt frisk og sprød Grauburgunder, der niver lidt i tungen. Måske er det for friskt til dig, der normalt elsker Grauburgunder – for mig er det rigtig rart, at det er mindre kompakt og mere livligt. Det er stadig let urtet og med en god portion frugt, der dog er lidt lysere end forventet. En dejlig frisk og sprød stil, der er lidt anderledes end de klassiske Grauburgundere – til glæde for mig – måske til ærgrelse for nogle.

May Silvaner Retzstadt 2023
Tyskland, Franken
Hvidvin, Silvaner
Normalpris kr. Set til kr. 175,-
www.vinova.dk
4 Stjerner – Pengene værd
92 Pts. – God
Hvis du vil have knivskarp og helt sprød hvidvin fra Tyskland, så er det her et rigtig spændende bud. Flasken er rund og buttet – det kan man ikke sige om indholdet, for det er superfriskt, rankt og slankt. Det er Silvaner-druen i fuldt, ungdommeligt firspring, hvor der ikke bliver lagt en dæmper på syren og friiskheden. En smule bitterhed i kanten – men det hører sig til. Først og fremmest en crispy og lys frugt, der nok niver lidt rigeligt, hvis du ikke er til den slags – jeg er ret glad for det.

Nik Weis Riesling Dry 2024
Tyskland, Mosel
Hvidvin, Riesling
Normalpris kr. 182,-, Set til kr. 102,-
www.kjaersommerfeldt.dk
4 Stjerner – Pengene værd
92 Pts. – God
Mosel-floden har det med at bringe sødmefulde frugter med sig. Altså ikke bogstaveligt talt, men når vi taler smagen i vinene derfra. Det kommer også til udtryk i denne tørre Riesling, der har en rigtig fin balance midt mellem det bløde og behagelige frugtfylde og det mere friske syre-udtryk. Det er en vin, der rammer rigtig bredt, og som både tilgodeser dig, der vil have en tør og sprød Riesling – og dig, der gerne vil have det mere blidt, rundt og modent.

August Kesseler The Daily August 2024
Tyskland, Rheingau
Hvidvin, Riesling
Normalpris kr. 129,-, Set til kr. 79,-
www.densidsteflaske.dk
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen
92 Pts. – God
Det ville være rart, hvis man aldrig behøvede kigge på prisen, når man skulle købe vin. Men virkeligheden er jo sådan, at man er nødt til at kigge på det dersens forbandede prisskilt, og nogle gange behøver det ikke være så dumt endda. August Kesseler har med denne The Daily August-Riesling fra Rheingau-området skabt en dejlig og behagelig Riesling, der både har friskhed og bid, men som også er behageligt afrundet i frugten. Det er én af de der Rieslinger, der kan drikkes uden at man behøver spekulere i timevis over, hvorfor den smager, som den smager. Det er umiddelbart og rart – på den gode måde.

Salwey Oberrotweil Grauburgunder 2022
Tyskland, Baden
Hvidvin, Pinot Gris
Normalpris kr. 225, Set til kr. 185,-
www.vinova.dk
4 Stjerner – Pengene værd
91 Pts. – Fornuftig
Der er virkelig meget smag og kompleksitet i denne Grauburgunder fra Baden-området. Det er en af områdets store personligheder, der står bag, for Konrad Salwey er én af dem, man virkelig lytter til, når der tales vin i Baden. Her har han skabt en meget fed Grauburgunder med masser af fadpræg på den fede og lidt tunge måde. Til min smag er den ellers så skarpe mineralitet lidt for tilbagetrukket til, og fad-fedmen en tand til den tunge side. Men det er en smags sag – det her er en stor tysk hvidvin.

Escheburg Immich-Batterieberg 2023
Tyskland, Mosel
Hvidvin, Riesling
Normalpris kr. 235,-, Set til kr. 198,-
www.vinova.dk
3 Stjerner – Lidt for dyr
90 Pts. – Okay
Riesling har en tendens til næsten altid at være charmerende, åben, imødekommende og blid. Escheburg Immich-Batterieberg er en anden størrelse, for her bliver du mødt af en langt mere lukket smag, der langsomt skal foldes ud. Ved første indtryk er den lidt snerpet i kanten, og først når den har fået rigelig luft, begynder den at åbne sig. Det behøver ikke være en dårlig egenskab for en vin, men her bliver min tålmodighed strakt lidt for langt, og jeg savner mere umiddelbarhed.

Beurer Riesling Trocken 2024
Tyskland, Baden
Hvidvin, Riesling
Normalpris kr. , Set til kr. 99,-
www.vinimondo.dk
4 Stjerner – Pengene værd
90 Pts. – Okay
Det er måske ikke den store åbenbaring af nye, flotte Riesling-kendetegn, der udspiller sig i denne Riesling Trocken fra Beurer. Men det er en udmærket Riesling til prisen – af den slags, der gør det, man forventer af den – på en god måde. En Riesling, der er nem at gå til, nem at nyde – og som har et pleaser-gen, der tilgodeser den brede kundeskare.

Kopp Blanc 2023
Tyskland, Baden
Hvidvin, Gewürztraminer/Muscadelle/Riesling
Normalpris kr. 169,-, Set til kr. 149,-
www.dinvinhandel.dk
4 Stjerner – Pengene værd
90 Pts. – Okay
Vi er i vinområdet Baden, hvor denne Kopp Blanc er en ret særlig størrelse. Skabt af den ultra-aromatiske Gewurztraminer, den spraglede Muscadelle og den velkendte Riesling, bliver det her er en tand for sprælsk til min smag. Det er ikke ligefrem elegant, men det er finurligt og farverigt. Det er ikke som sådan sødt, men den meget aromatiske stil giver alligevel et indtryk af slikbutik med både sure og søde vingummier. Hvis du er til mere stringent hvidvin, kan du finde noget rigtig lækkert i samme prisklasse – det her er til dig, der gerne vil have en vin, der smagsmæssigt fylder lidt mere, end de fleste hvidvinsglas kan rumme.

Brauer Riesling 2024
Tyskland, Pfalz
Hvidvin, Riesling
Normalpris kr. 112,-, Set til kr. 62,-
www.kjaersommerfeldt.dk
4 Stjerner – Pengene værd
87 Pts. – Mangler lige det sidste
Brauer laver Riesling i mange forskellige varianter og prisklasser. Her er vi nede på en pris, hvor de fleste kan være med, men smagsmæssigt skiller den alligevel fårene lidt fra bukkene. Den vante Riesling-frugt og dybde er nemlig meget begrænset, og i stedet er vi mest af alt i den syrlige og meget friske ende. Jeg savner noget dybde til at binde det hele sammen.
