Tiden nærmer sig, hvor der skal skrives ønskelister og findes gaver til dem, du holder allermest af. Men hvad skal man ønske sig til jul? Og hvad skal man give til vinelskeren, der bare gerne vil have fred i verden – og en god smagsoplevelse i ny og næ?
Jeg har samlet en lille række forslag til, hvad der kan være en god gave, som vinelskeren måske ikke selv vidste, at han eller hun ønskede sig.
TIL PORTVINSELSKEREN

Den bliver faktisk lanceret som en adventskalender, og de fire forskellige portvine fra Maynard’s kan da også sagtens bruges sådan. I virkeligheden er ‘Over Sixty Years Old’ en 4-pack portvinsæske med 20 cl. af en Tawny, en 10-års, en 20-års og en 30-års portvin. Udover advents-potentialet er det også en glimrende måde at smage fire portvine med forskellig alder op imod hinanden. De smager alle sammen rigtig godt indenfor hver deres kategori, så portvinselskeren vil garanteret gå glad i seng efter den hyggelige juleaften med denne gave under dynen. Set til kr. 349,- hos www.vinimondo.dk.
TIL PORTVINS-ENTUSIASTEN

Med Maynard’s The Complete Book of Port får du 10 rør med 6 cl. af portvine i vidt forskellige kategorier. Fra hvid og rosé over Ruby og Tawny til Colheita og Vintage. Alt sammen leveret i en smuk indpakning, der er formet som en bog, hvor indersiden af omslaget er fyldt med vise ord om hver enkelt portvinstype. De 6 centiliter er rigeligt til, at du kan dele oplevelserne med andre, og når du først har fundet ud af at åbne de lidt bøvlede skruelåg på rørene, er der lagt op til en flot portvins-oplevelse. Set til kr. 589,- hos www.vinimondo.dk.
TIL DIG DER GERNE VIL HAVE EN HEL OG HELSTØBT FLASKE PORTVIN

Taylor’s Reserve Tawny Port ‘The Globe’ er en flot indpakket portvin i en rund flaske, hvor den ene side er flad, så vinen kan ligge ned. Pakket ind i robust pap, så den er til at gøre elegant med julepapir. Smagen er fløjlsblød og frugtpræget, selvom det er en Tawny. Prisen antyder, at du kan forvente højere kvalitet end i en gennemsnits-portvin fra supermarkedet, og på det punkt bliver du heller ikke skuffet. For ja, prisen er i den høje ende for de fleste, men der er altså også masser af smagsmæssig kærlighed samlet i “The Globe”, som flasken kaldes. Set til kr. 499,- hos www.dinvinhandel.dk.
TIL DIG, DER GERNE VIL HAVE KOMPLEKS MEN IMØDEKOMMENDE RØDVIN

Trus Crianza kommer fra det hypede Ribera del Duero-område, og her får du Tempranillo-vin på den tilgængelige og fyldige måde. Det er rart, blødt og imødekommende, uden at det på nogen måde bliver kedeligt. hvis du er på udkig efter julegaven til vinelskeren, der gerne vil have lidt mere kompleksitet end i de billige vine – uden at det kræver en sommelier-uddannelse at forstå vinen – så er dette et oplagt bud på en julegave, der vil ramme perfekt. Men husk lige at købe én til dig selv også. Dels fordi du skal vide, hvad du har foræret væk – men først og fremmest fordi du garanteret også vil nyde den i fulde drag. Set til kr. 179,- hos www.densidsteflaske.dk.
TIL DIG, DER LEDER EFTER HOLDBAR GLAS-ELEGANCE

Findes der et perfekt vinglas? Der findes i hvert fald vinglas, der bliver anset for at være nogle af de fineste, men som mennesker har vi jo også hver vores præferencer. Jo, et Zalto-glas er imponerende – næsten som et stykke kunst. Men man skal dælme også passe godt på dem, nusse og massere dem, når man vasker dem op i hånden – og være sikker på, at man skifter til nogle billigere glas, inden promillen bliver for høj.
Hvis du leder efter elegante glas, der på samme tid er meget lette, relativt tynde – og alligevel robuste nok til at kunne tåle opvaskemaskinen, så er den østrigske producent Sophienwald et godt bud på dit næste yndlingsglas. De er maskinproduceret af blyfri krystal, så elegancen og letheden giver en ekstra lækkerhed og fornemmelse af eksklusivitet. Og så flækker de ikke, når du skruer for højt op for musikken, eller når latteren bliver lidt for skinger. I Uno-serien finder du både Uno Red, der er oplagt til rød Bourgogne og Barolo, men som sagtens kan anvendes til alle mulige andre vintyper – og så findes der Uno Plus, der er et allround-hvidvinsglas med god plads til, at vinens nuancer får plads til at folde sig ud. Der findes også et Uno Perlé til bobler – men det har jeg stadig tilgode at afprøve.
Bevares, du kan godt finde mere eksklusive og elegante glas. Men så må du også leve med en højere pris og en betragteligt større skrøbelighed – og alt det besvær, den slags medfører. Skal det være elegant, praktisk og betaleligt på samme tid, så er Sophienwald et glas, der fortjener at få din opmærksomhed. Set til kr. 149,- pr. glas i fysiske Kjær Sommerfeldt-butikker eller 714,- for 6 stk. online på www.kjaersommerfeldt.dk.
TIL DIG DER GERNE VIL HAVE FABELAGTIG HVIDVIN

Det kan godt være, at etiketten på Domaine George Chablis Les Talva Monopole 2023 ikke ligefrem strutter af elegance og tiltrækningskraft, og det kan godt være, du ikke lige kender producenten. Men du drikker hverken etiketten eller navnet, så det er et held, at indholdet gør alt det, indpakningen ikke formår. men det gør indholdet i flasken til gengæld. Druerne kommer fra monopol-marken Talva, og det er en ret unik vin, der har en sjælden kombination af knasende sprød friskhed – og alligevel en næsten cremet struktur i munden. Grønne æbler, citrus og en fuldstændig forrygende mundfornemmelse gør det her til en vin, du simpelthen er nødt til at smage. Set til kr. 159,95 hos www.supervin.dk.
TIL DIG DER GERNE VIL HAVE SUBLIME OG BLIDE BOBLER

Knastørt – og alligevel frugtdrevet, blidt og omfavnende. Champagne Devaux D Rosé Brut er en af de mest imponerende Champagner i sin prisklasse, jeg har smagt i år. En enormt lækker frugtfornemmelse af både friske og let modnede bær, der får den fine, sarte rosé-kulør til at minde om syrlige hindbær og skovbær med en undertone af noget lettere sødmefuldt. Sammen med den vedvarende syre giver det en balance, der sidder lige i skabet. Set til kr. 299,95 hos www.supervin.dk.
