Chateau Cap Leon Veyrin Listrac Medoc 2019
Frankrig, Bordeaux
Rødvin, Merlot/Cabernet Sauvignon/Petit Verdot
Normalpris kr. 224,95, Set til kr. 69,95
www.supervin.dk
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til tilbudsprisen
91 Pts. – Fornuftig
Uanset om det er Black Friday-tilbud hos bilhandleren, ejendomsmægleren, bland-selv-slik-kiosken eller grønthandleren har jeg det sådan, at den oprindelige pris er ligegyldig. Får jeg det, jeg gerne vil have, til den pris, jeg skal betale nu og her? Det er det, der betyder noget – selvom jeg har al mulig forståelse for, at der både er kvalitetsstempler og salgspsykologi i at holde tilbudsprisen op imod normalprisen. Når det kommer til denne røde Bordeaux-vin er det relevant at nævne, fordi jeg aldrig ville købe den til normalprisen. Men til tilbudsprisen er det et rigtig godt glas. Blendet af Merlot, Cabernet Sauvignon og Petit Verdoter sammensat, så man får en vin, der giver fornemmelsen af ekstra kvalitet, når man sammenligner med andre vine til tilbudsprisen. Her er en rank og stolt fornemmelse af blød Bordeaux, men på en måde hvor det hele er til at forstå og håndtere. Her er frugt, saft, kirsebær og kant, men det er hele tiden på et niveau, hvor man kan nyde det, uden at man har taget den helt store sommelier-eksamen. En vin, der er behagelig, forståelig og rar – uden at den eksploderer i hidtil usete noter af frugter og mineraler, som ingen almindelige mennesker alligevel nogensinde har hørt om.
