Edgard Regnault Pommard La Platiere 2010
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 629,95, Set til kr. 399,95
www.supervin.dk
3 Stjerner – Lidt for dyr
94 Pts. – Lækker
En rød Bourgogne med 15 år på bagen. Det kræver ikke bare sin vinmager at skabe en så langtidsholdbar Bourgogne. Det kræver også den rigtige årgang, de rigtige druer – og en køber, der har tålmodighed ud over det sædvanlige. Jeg har i denne omgang smagt både denne – og 2015-årgangen af Regnaults La Combotte-vin. Smagt i forhold til hinanden er jeg klart mere til La Combotte fra 2015, fordi den stadig har en intensitet og frækhed, som så småt er feset af i denne 2010’er. Det er stadig en lækker rødvin, men jeg ville gerne have smagt den, mens den stadig var på toppen af sin friskhed. Nu og her er den ganske elegant, men smagsnuancerne er efterhånden så fintfølte og finurlige, at man virkelig skal være nørdet nok til at squeeze det hele ud af flasken. En oplevelse. En flot oplevelse. Men også en oplevelse af, at os der er til frisk og intens rødvin, ikke altid får noget godt ud af at vente alt for længe.
