Nogle vine har noget helt særligt over sig. Hvor du ikke bare smager druen, fadet og vinmagerens håndelag, men også vinden, der har krydset åbent hav, jorden, der er skabt af ild, og den stædighed, der skal til for overhovedet at dyrke noget dér. Det er dér, ø‑vinene bor. Det er terroir uden filter. De er kompromisløse, upræcise på den bedste måde og fulde af identitet.
Og lige nu er ø‑vine noget af det mest spændende, du kan hælde i glasset, hvis du vil smage, hvor meget geografi egentlig betyder.
Mallorca – øen der fandt sin vinøse sjæl
Mallorca er for mange stadig lig med solcreme, sangria og strandbarer. Men under overfladen er øen i gang med en stille revolution. For mens verden i årevis har kigget mod fastlandet, har Mallorca langsomt, men sikkert, genfundet sin egen vinøse stemme. Ikke ved at kopiere Rioja eller Ribera, men ved at tage udgangspunkt i det, der kun findes dér: Callet, Fogoneu, Manto Negro, kalkholdig jord og et klima, der burde give tunge vine, men som ender med at levere noget helt andet.
Det mærker man for alvor i 4 Kilos 2022. Her er Callet og Fogoneu ikke bare druesorter, men dialekter. Vinen er let, frisk og dyb på samme tid. Røde bær, middelhavsurter og en mineralsk kant, der føles som at læne sig op ad en solvarm stenmur. Den er elegant uden at være sart, og ø‑typisk uden at være karikeret. Det er en af de mest karakterfulde mallorcinske rødvine i feltet, og den viser, hvor langt øen er kommet, når det gælder personlighed i glasset.
Hvor 4 Kilos er den eftertænksomme poet, er Son Prim Cup 2023 den mere åbne, smilende ven. Også her er det Callet, der bærer fortællingen, men stilen er mere aromatisk, mere umiddelbar. Røde bær, urter og mild krydderi danser rundt i glasset, og det hele er pakket ind i en lethed, der aldrig tipper over i det ligegyldige. Den smager af sol, men ikke af hedeslag. Af ø‑mineralitet, men ikke af hårdhed. Det er en vin, der føles som en eftermiddag på en mallorcinsk terrasse, hvor tiden går lidt langsommere, og glasset altid lige skal fyldes en gang mere.
Og så er der den vin, der beviser, at Mallorca ikke kun er stærk på de lokale druer. Son Prim Cabernet Sauvignon 2023 er et studie i, hvordan en global drue kan få en lokal accent. Solbær, kirsebær og krydderi ligger blødt og imødekommende i munden, men uden at blive tungt. Der er varme, ja, men også en friskhed, der kun giver mening, når man husker, at havet ligger lige om hjørnet, og at nætterne ikke er helt så varme, som man skulle tro. Det er ø‑Cabernet med charme og karakter – ikke en kopi af noget fra Bordeaux, men en mallorcinsk fortolkning.
Men hvis man for alvor vil forstå Mallorcas sjæl, er der ét navn, der bliver ved med at dukke op: Anima Negra. Det var vinen, der for alvor satte øen på vinkortet for de nysgerrige. Hvor 4 Kilos og Son Prim er en del af den nye bølge, er Anima Negra den gamle sjæl, der viste, at Callet kunne være stor vin. Ikke bare god ø‑vin. Stor vin. Anima Negra er mørkere, dybere, mere eftertænksom. Den har den der særlige kombination af rød frugt, krydderi, urter og jordet dybde, som gør, at man næsten kan se de gamle stokke for sig.
Flagskibet AN2 har gået sin sejrsgang, men det er som om, at den i de seneste håndfulde år er blevet varmere og varmere – og mere og mere justeret til mængdeproduktion, hvilket koster lidt på den særlige karakterfulde stil.
Sicilien – når Etna skriver med lava og luft
Hvis Mallorca er øen, der overrasker med sin lethed, er Sicilien øen, der overrasker med sin spændvidde. For her er alt fra varme, solmodne rødvine til kølige, ranke Etna‑vine, der smager, som om de er født i en helt anden klimazone. Og midt i det hele står vulkanen Etna som den store hovedrolleindehaver.
Davide Dargenio Sogno Lavico Etna Rosso 2022 er vulkansk Etna-vin, når det hele går op i en højere enhed. Nerello Mascalese er druen, der bærer fortællingen, og den gør det med en præcision, der næsten er provokerende. Sort kirsebær, lakrids, flint og røg ligger i lag, men uden at blive tunge. Strukturen er rank, næsten stram, men aldrig hård. Det er en vin, der både er dramatisk og elegant på samme tid – som en vulkan i hvile, hvor man godt ved, at der stadig er ild under overfladen.
Længere nede ad øen, væk fra Etnas kølige højder, finder vi en anden side af Sicilien. Vinding Montecarrubo Il Piccolo Rosso 2022 er Syrah i en varm, afrundet og imødekommende fortolkning. Mørke bær, lakrids og mild røg fylder munden, men igen er det ø‑terroiret, der holder det hele på plads. Der er en mineralsk kant, en underliggende friskhed, der gør, at vinen aldrig tipper over i det tunge. Det er Sicilien, når det læner sig tilbage, men stadig har ryggen mod vulkansk jord.
Madeira – øen hvor tiden smager med
Og så er der Madeira. Øen, der i vinmæssig forstand næsten er sin egen planet. Her er vin ikke bare noget, man drikker til aftensmad. Det er noget, der har rejst over verdenshavene, stået i fade i årevis, blevet varmet op, oxideret og forvandlet til noget, der ikke ligner ret meget andet i vinverdenen.
Madeira er kendt for sine stærke, lagrede vine, men i de senere år er der også kommet mere fokus på de tørre, friske, hvide udtryk, hvor øens vulkanske jord og atlantiske klima får lov at spille hovedrollen. Når man smager en god, tør Verdelho eller Sercial fra Madeira, får man en kombination af salt, citrus, nødder og skarp syre, der føles som en blanding af havgus og gammeltræskibsdæk. Det er vin, der både smager af historie og af noget ultramoderne.
Madeira er ø‑vin i ekstremform. Her er intet tilfældigt, og intet er hurtigt. Men resultatet er vine, der kan leve længere end de fleste af os – og som smager af en ø, der har været et knudepunkt mellem verdener i århundreder.
Tenerife, Azorerne, Gran Canaria – de vilde kanter af ø‑kortet
Bevæger vi os længere ud i Atlanterhavet, bliver ø‑vinene endnu mere kompromisløse. På Tenerife står vinstokkene ofte upodede, fordi øen slap for vinlusens hærgen. De står på sorte, vulkanske marker, hvor jorden suger varmen til sig om dagen og afgiver den om natten. Listán Negro og Listán Blanco er blandt de druer, der definerer stilen: røg, salt, rød frugt, citrus, en næsten elektrisk mineralitet. Det er vine, der smager, som om de er født mellem lava og havskum. Ikke vin, som alle kan lide, men vin, der holder fanen højt og bevarer sit særlige udtryk.
Azorerne er endnu mere ekstreme. Her står vinstokkene i lavahuller, beskyttet mod vinden, og vinene er så salte og mineralske, at de næsten føles skulpturelle. Arinto dos Açores er en af de druer, der virkelig viser, hvad ø‑klima kan gøre ved syre og struktur. Det er ikke vin, der vil behage alle. Men det er vin, der vil noget.
Gran Canaria lever lidt i skyggen af Tenerife, men øen har sin egen vinøse identitet. Her er frugten ofte lidt rundere, lidt mere solmoden, men stadig med den vulkanske kant, der binder De Kanariske Øer sammen. Malvasía Volcánica kan levere hvidvine, der både er aromatiske og mineralske på samme tid – som en krydsning mellem blomster og basalt.
Sardinien og Korsika – Middelhavsøer med hver sin dialekt
I den mere klassiske del af Middelhavet finder vi Sardinien og Korsika – to øer, der på papiret ligner hinanden, men som i glasset taler vidt forskellige sprog.
Sardinien er sol, salt og særpræg. Cannonau giver varme, krydrede rødvine, mens Vermentino leverer friske, salte hvidvine, der smager som en eftermiddag ved kysten. I de mere kølige, højtliggende områder kan man finde hvidvine, der overrasker med deres rankhed og dybde – som når Granatza eller andre lokale druer får lov at vise, hvad de kan.
Korsika er Frankrigs mest italienske ø. Druesorterne Niellucciu og Sciaccarellu giver rødvine med struktur, peber og finesse, mens Vermentinu leverer aromatiske, urtede hvidvine med masser af friskhed. Det er ø‑vin, der balancerer mellem bjergenes kølighed og kystens varme – og som ofte rammer en nerve, man ikke finder andre steder i Frankrig.
Hvad gør ø‑vine til noget særligt?
Når man koger det hele ned, er der nogle fælles træk, der går igen på tværs af Mallorca, Sicilien, Madeira, Tenerife, Azorerne, Sardinien, Korsika og Gran Canaria.
Havet fungerer som klimamotor. Det udjævner temperaturerne, giver kølige nætter og gør, at selv varme områder kan levere vine med friskhed og syre. Vulkanerne – på Etna, Tenerife, Madeira, Azorerne og flere andre – giver jorde, der er fattige på næring, men rige på karakter. Det tvinger vinstokkene til at arbejde hårdt, og det kan smages i intensiteten.
Isolationen betyder, at mange øer har bevaret druesorter, der er forsvundet andre steder. Callet, Fogoneu, Nerello Mascalese, Listán Negro, Arinto dos Açores, Malvasía Volcánica – det er druer, der ikke bare giver vin, men identitet. Og så er der det menneskelige element: det er sjældent let at dyrke vin på en ø. Terrasser, lavahuller, stejle skråninger, vind, tørke. Ø‑vin er ofte håndarbejde. Det kan man også smage.
Ø‑vine er øer i glasform
Når man smager 4 Kilos 2022, Son Prim Cup 2023, Son Prim Cabernet Sauvignon 2023, Davide Dargenio Sogno Lavico Etna Rosso 2022, Vinding Montecarrubo Il Piccolo Rosso 2022 og en klassiker som Anima Negra, får man ikke bare fem‑seks gode vine. Man får et kort over, hvad ø‑vin kan være.
Mallorca giver urter, røde bær og en lethed, der trodser varmen. Sicilien giver røg, flint, kirsebær og vulkansk nerve. Madeira giver historie og salt dybde. Tenerife, Azorerne og Gran Canaria giver røg, salt og ekstrem mineralitet. Sardinien og Korsika giver hver deres middelhavsdialekt.
På mange ferieøer har man kæmpet med fristelsen til at omplante vinmarkerne til druesorter, turisterne kender, for at hente et hurtigt souvenir-salg. Det fører sjældent noget godt med sig på det rent kvalitetsmæssige, og derfor er det glædeligt, at der i de seneste 8-10 år er sket en modreaktion, hvor de klassiske og lokale druesorter igen er kommet i fokus.
Ø‑vine er nemlig ikke bare vin. De er geografi i flydende form. De er hav, højde og hede på flaske. Og når man først har fået smag for dem, er det ikke bare svært at slippe dem igen – det er næsten umuligt ikke at ville udforske den næste ø.
