Slovakiet, Nitra
Bobler – Welschriesling
Pris: Ca. 160 kr.
Forhandles på www.velkeer.sk
91 Pts. – Fornuftig
4 Stjerner – Pengene værd
Der findes Cava, Champagne, Cremant, Prosecco – og alle mulige andre typer af bobler. De fleste navne og betegnelser er bestemt af, hvilket geografisk område, vinen kommer fra. Det gælder for så vidt også for betegnelsen Sekt, men her bevæger vi os rundt i et større virvar af lande og vinområder. I dette tilfælde er vi i området Nitra i det sydlige Slovakiet, hvor Verkeer er et af de rigtig interessante, moderne vinhuse. Denne sekt er skabt på Welschriesling-druer, og selvom den er produceret efter samme metode som Champagne, så er stilen mere frisk og frugtig. Noterne af gær og nybagt brød, som man ofte finder i Champagne, er meget diskrete hos Velkeer, og hvis du forventer Champagne-vibes, vil du måske savne lidt dybde her. Men prisen er altså også en helt anden, og de fine bobler og den elegante mousse efterlader et rigtig nydeligt indtryk til prisen. Det er bobler med en let, behagelig og meget imødekommende stil, der sagtens kan måle sig med god Cremant og de bedre mousserende vine fra Tyskland og Østrig.
