En vin, der er helt straight og lige ud ad landevejen, og som ikke har behov for smagerens store reflektioner over universets skabelse eller menneskets tilblivelse. Den er fyldt med frisk frugtsmag, og den kan stort set passe til alt og alle.

Domaine Villesseche 2012, Cotes du Rhone, Frankrig

Nogle gange er det lækkert at få en vin, der skiller sig ud og har et særpræg, der bare er præget af en eller anden bestemt detalje. Andre gange er det befriende at gå ombord i et glas vin, der slet ikke har nogen dikkedarer og bare smager vidunderligt i sig selv.

Denne Rhone-vin fra Domaine Villesseche hører til sidstnævnte kategori. Det er en vin, der er helt straight og lige ud ad landevejen, og som ikke har behov for smagerens store reflektioner over universets skabelse eller menneskets tilblivelse. Den er fyldt med frisk frugtsmag, og den kan stort set passe til alt og alle.

Der er ikke den store syrlige modstand i friskheden – bare blød og skøn balance, der rammer lige dér, hvor familien Danmark kan hygge sig ved spisebordet uden at skulle rynke overlæben i stram koncentration for at smage grundigt og intensivt på glassets særheder.

Og så passer prisen også helt formidabelt til dette formål. 55 kroner for en god vin, der vil hygge om et hvert selskab – men som i sagens natur heller ikke rummer en milliard dyre smagsnuancer.

Kr. 79,- (Kr. 55,- v/6 stk)
Holte Vinlager

******

TESTVINDER: Bedste vin til prisen, Rhone-test, uge 2, 2016