Selvom der er power i smagen, er det som om den ikke har den nødvendige fylde i alle facetter.

Joel Gott Garnacha 2012, Californien, USA

 

Garnacha-druen kender vi bedst fra Spanien – og fra Frankrig, hvor den adlyder navnet Grenache. Men her har den forvildet sig den lange vej over Atlanterhavet og videre tværs over det mægtige Amerika til Californien. Her har den fundet masser af sol og varme, men den står alligevel tilbage med en lidt køligere og mere klinisk smag end de storladne europæiske varianter.

 

Der er masser af krydderier i den lidt stramme smagsstruktur, der synes at mangle noget af den vidtløftige fylde og sødme, som vi ellers kender druen for. Måske er sammenligningen lidt søgt, men den gennemsnitlige Zinfandel fra Californien vil også ofte være mere krydder-tung end sine tvillinger fra Italien, hvor druen hedder Primitivo. På samme vis er den lettilgængelige fylde i denne Garnacha ikke så fremtrædende som i de spanske og franske Garnacha-vine.

 

Og så må man jo i virkeligheden selv afgøre, om det er et plus eller et minus.

 

Kr. 199,-
Holte Vinlager

 

******